Annonce

Attendo

Tema: Privat pleje

Kritik af friplejehjem fortsætter: Må ikke tage imod nye beboere


Friplejehjemmet Attendo Lærkevej i Frederikssund blev i sommers pålagt at rette op på en række problemer. Men det er gået den stik modsatte vej, viser ny tilsynsrapport.

Annonce

Forpersonen for Udvalget for Omsorg og Ældre i Frederikssund Kommune har aldrig før hørt noget så skrækkeligt. Rasmus Hargaard Breum

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Endnu engang hagler kritikken ned over friplejehjemmet Attendo Lærkevej i Frederikssund. Styrelsen for Patientsikkerhed pålagde i sommer plejecenteret at rette op på en række problemer med blandt andet medicinhåndteringen, rod i journalerne og mangelfuld pleje.
 
Men det er gået den modsatte vej, viser en ny rapport fra et opfølgende besøg.

Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at der er ’kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden’ på plejehjemmet. Det er den værste vurdering, styrelsen kan give. Derfor har Attendo Lærkevej fået påbud mod at tage imod flere borgere.

I påbuddet, som er gældende fra 7. december, er styrelsen ”… ikke betrygget i, at behandlingsstedet på nuværende tidspunkt vil være i stand til at rette tilstrækkeligt op på patientsikkerheden på stedet, samtidig med at der indtages nye patienter, til at patientbehandlingen kan varetages på forsvarlig vis.”

Læs også: Medicinfejl, massivt vikarforbrug og indtørret afføring på sengetøj: Friplejehjem får hård kritik fra flere sider

Ingen opfølgning på blødning fra tarm
En række af kritikpunkterne går på, at medicinhåndteringen udgør en risiko for patientsikkerheden for borgere, der bruger insulinpræparater og skal have målt blodsukker. På omtrent seks måneder har styrelsen modtaget ni bekymringshenvendelser om den problematik, står der i tilsynsrapporten.

Styrelsen skriver også, at plejecentret ikke har fulgt op på en borger, som på grund af en tarmsygdom har haft blødning i forbindelse med toiletbesøg. En anden borger havde fået udleveret medicin mod forstoppelse, uden der blev fulgt op på det.

Derudover kunne det ikke ses, hvem der havde udført og dokumenteret hvilke opgaver, når de var udført af vikarer, fordi det ikke blev registreret ordentligt. Og det skete, mens vikarforbruget har været meget stort, fordi Attendo Lærkevej ved tilsynsbesøget havde 17 ubesatte stillinger.

Også i ledelsen har der været stor personaleudskiftning. På de fire år, Attendo Lærkevej har eksisteret, har der været seks ledere.

Bare i år har Attendo Lærkevej skiftet leder tre gange, flere teamledere er blevet afskedigede, og Attendos direktør i Danmark har forladt virksomheden, skriver Sjællandske Nyheder.

Læs også: Efter voldsom kritik udpeger friplejehjem ’værdicoach’: ”De forstår ikke alvoren” 

Kritik fra flere sider
Det nye påbud og kritikpunkterne kommer i kølvandet på måneders kritik fra både FOA Frederikssund, Ældre Sagen, pårørende og en tidligere ansat, som har stået frem i Fagbladet FOA og fortalt om store problemer på plejehjemmet. 

De har oplevet fejlfuld pleje, indtørret afføring, der havde siddet på sengetøjet i en uge, nødkald, der ikke bliver besvaret, og et stort forbrug af ufaglærte vikarer, der ikke var tilstrækkeligt oplært. 

”De pårørende græd, da de så mig. De sagde, at det bare var dejligt at se noget fast personale, og at der ikke havde været andet end vikarer. Hvor jeg bare tænkte, at det her, det kan jeg ikke mere. Nu går det ud over borgerne, og det kan jeg ikke længere være med til. Det gjorde sgu for ondt på mig,” sagde social- og sundhedshjælper Lykke Jensen tidligere på året til Fagbladet FOA

Af samme årsag sagde hun op. 

Læs også: Attendo efter massiv kritik: ”Vi har på intet tidspunkt sagt, at det ikke er sket”

Politiker har aldrig hørt noget så skrækkeligt
Til Sjællandske Nyheder siger den socialdemokratiske forperson i Udvalget for Omsorg og Ældre i Frederikssund Kommune, Susanne Bettina Jørgensen: 

”I min lange karriere har jeg aldrig hørt noget så skrækkeligt. Man begynder at tvivle på, om de overhovedet kan drive plejehjem.”

Men hos Attendo selv tror man på, at en ny ledelse kan gøre en forskel. 

”Hen over de seneste måneder har en ny ledelse på plejehjemmet været i fuld gangmed at foretage de forandringer, der kræves, så forudsætningerne er i orden for, at vi kan drive et godt plejehjem. Vi kan se, at forandringerne virker, og at plejehjemmet har udviklet sit positivt i den tid,” skriver Attendos pressechef Linda Bengtsson i en mail til avisen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev