Annonce

bente christensen anita jørgensen bente pagh kritik af attendo lærkevej foto rasmus breum

Tema: Privat pleje

Medicinfejl, massivt vikarforbrug og indtørret afføring på sengetøj: Friplejehjem får hård kritik fra flere sider


Der er alvorlige problemer på friplejehjemmet Attendo Lærkevej ifølge en række dokumenter og kilder.

Annonce

To pårørende – Anita Jørgensen (tv.) Bente Pagh (th.) – rejser sammen med lokalformand for Ældre Sagen, Bente Christensen, massiv kritik af friplejehjemmet Attendo Lærkevej. Rasmus Hargaard Breum

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Indtørret afføring på sengetøj. Ingen reaktion på nødkald. Fejlfuld pleje. Ældre, der sidder længe i fyldte bleer. Stort forbrug af ufaglærte vikarer, der tilmed heller ikke er tilstrækkeligt oplært.

Det er alvorlig kritik, der fra flere kanter rettes mod friplejehjemmet Attendo Lærkevej i Frederikssund. Læg dertil, at Styrelsen for Patientsikkerhed i flere tilfælde de seneste år har konstateret ’større’ eller kritiske’ problemer med patientsikkerheden på plejehjemmet.

”Jeg er dybt, dybt bekymret. Det er ikke blevet bedre trods de mange anmærkninger, stedet har fået efter tilsynsbesøg,” siger Bente Christensen, der som lokalformand for Ældre Sagen løbende bliver kontaktet af bekymrede beboere og pårørende.

”Bare i dag har tre beboere ringet til mig. Sammen med en række pårørende fortæller de, at man ikke får den hjælp, man har brug for, og at det kun er blevet værre, efter endnu en leder er stoppet i slutningen af august,” siger Bente Christensen.

Ikke personalets skyld

To af de pårørende – Anita Jørgensen og Bente Pagh – og én beboer, der ikke ønsker at stå frem med navn, uddyber kritikken til Fagbladet FOA. De føler vrede, fortvivlelse og magtesløshed over forholdene – men det er vigtigt for dem at understrege, at deres kritik ikke er møntet på medarbejderne.

”De løber stærkt og gør det så godt, de overhovedet kan. Men de har ikke en jordisk chance, når der ikke er tilstrækkeligt med fast personale,” opsummerer Bente Christensen.

”Det er den øverste ledelse i Attendo, der har svigtet, ikke personalet,” siger Bente Pagh, hvis mor flyttede ind på Attendo Lærkevej dagen efter det åbnede i juni 2019.

bente christensen lokalformand for ældre sagen
Bente Christensen er som lokalformand for Ældre Sagen jævnligt i kontakt med beboere på friplejehjemmet Attendo Lærkevej og deres pårørende. Rasmus Hargaard Breum
Enstemmigt fortæller de to pårørende og beboeren om kritisabel hjælp og pleje, der i deres optik skyldes mange ledelsesskift – på fire år har der været seks forskellige ledere – og et højt forbrug af vikarer som resultat af, at mange faste medarbejdere har forladt plejehjemmet.

”Jeg vil skyde på, at der har været tæt på ti ukendte ansigter i min lejlighed i løbet af de seneste to uger. Det er især et problem i weekender og om aftenen. Og det gør mig utryg, for mange af dem er ikke oplært i det, jeg skal have hjælp til,” siger beboeren.

Venter længe efter nødkald

Store rekrutteringsudfordringer fylder også i de to seneste tilsynsrapporter fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Næsten en femtedel af stillingerne pr. 1. juni i år var ubesatte, fremgår det i seneste rapport.

”Det, der er for galt, er de mange forskellige folk, for der er ikke styr på det. For nylig havde jeg min mor med til en familiefest, hvor aftenvagten ringede og spurgte, hvor hun var, fordi dagvagten åbenbart ikke havde givet besked. Sådan en fejl kan selvfølgelig ske, men det er sket flere gange, og som regel i weekender, hvor der er mange vikarer. Det er utrygt,” siger Anita Jørgensen, hvis mor har boet på friplejehjemmet siden 2020.

Hvis det havde været kommunalt plejehjem, kunne vi have bedt kommunen om at gøre noget. Her løber man bare panden mod en mur.

Bente Pagh, hvis mor bor på Attendo Lærkevej
Til Fagbladet FOA fortæller beboeren også om at vente på hjælp i timevis efter at have trykket på sit nødkald:

”Det har jeg prøvet flere gange. Det længste, jeg har ventet, var fra klokken tre om natten til seks om morgenen. En anden dag trykkede jeg, fordi jeg skulle på toilettet. Der gik halvanden time, før jeg fik hjælp, og så lavede jeg altså i bukserne.”

4 ud af 10 friplejehjem havde ’større’ eller ’kritiske’ problemer

Attendo Lærkevej er ikke det eneste friplejehjem, der har fået kritik af Styrelsen for Patientsikkerhed.

21 ud af styrelsens i alt 48 tilsynsbesøg på friplejehjem i perioden 1. januar 2021 til 15. juni 2023 viste enten ’større’ eller ’kritiske’ problemer. Det svarer til 44 procent.

Til sammenligning viste 22 procent af tilsynsbesøgene med kommunal ældrepleje enten ’større’ eller ’kritiske’ problemer.

I alt 24 forskellige friplejehjem blev besøgt i perioden, hvoraf der på 10 forskellige i mindst et tilfælde blev fundet ’større’ eller ’kritiske’ problemer.

Kilde: Fagbladet FOAs gennemgang af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsdata (efter både servicelov og sundhedslov) på plejeområdet.

+
Bente Pagh nikker genkendende til svigtende nødkald og skiftende vikarer med ringe faglighed. Hendes mor sover med en maske, der hjælper med at udskille ophobet kuldioxid. Uden den risikerer hun at blive forgiftet, fortæller Bente Pagh.

Læs også: Ny og ’dybt relevant’ opgørelse: Privat ældrepleje får oftere kritik end kommunale tilbud

”Min mor ringede en dag til mig, fordi hun ikke kunne få luft. Hun havde trykket nødkald, men ingen kom. Heldigvis svarede de telefonen, da jeg ringede,” siger hun.

Medicin bliver ikke givet

I dag bruger Bente Pagh dagligt omkring tre timer på plejehjemmet for at undgå ”uro i maven,” fortæller hun.

”Flere gange om ugen får min mor ikke sin inhalationsmedicin om morgenen, og så må jeg give den. Og for et par uger siden oplevede jeg, at min mors maske var forkert sat på, og jeg skal ikke have en eller anden tilfældig vikar til at sætte masken på. Så jeg tager derop morgen og aften, og så er jeg ved at oplære nogle af de medarbejdere, jeg har tillid til,” siger Bente Pagh.

bente pagh pårørende attendo lærkevej foto rasmus breum
Bente Pagh er vred over, at Attendo i hendes optik ikke anerkender, at der er problemer. Rasmus Hargaard Breum
anita jørgensen pårørende attendo lærkevej
Det samme er Anita Jørgensen. Rasmus Hargaard Breum
De to pårørende har gentagne gange forsøgt at råbe ledelsen op – men til ingen nytte, siger de.

”Efter den seneste leder blev sparket ud, skrev jeg en skrap mail til den nye leder, som Attendo har sat ind. Men jeg har ikke fået svar,” siger Anita Jørgensen.

”Man får en salgstale om, at det bliver lige så fantastisk, som det åbenbart er i Sverige med god mad og aktiviteter i massevis på deres mange plejehjem deroppe. Fra Attendos side er der ingen erkendelse af, at der er massive problemer,” siger Bente Pagh og fortsætter:

”Hvis det havde været kommunalt plejehjem, kunne vi have bedt kommunen om at gøre noget. Her løber man bare panden mod en mur.”

Hen over sommeren har kommunen modtaget en række henvendelser fra en pårørende, der er stærkt bekymret for forholdene, viser en aktindsigt, som Fagbladet FOA har modtaget.

”Der var afføring ud over det hele. Borger havde forsøgt at tilkalde hjælp, men ingen kom. Der er afføring på sengetøjet, som har siddet i en uge, som ikke er blevet skiftet,” lyder det i kommunens referat af samtalen med den pårørende, der også gentagende gange udtrykker ønske om, at kommunen finder en ny plejehjemsplads.

Attendo: Vi oplever, at vi er på rette vej

Fagbladet FOA har kontaktet Peter Lynel, driftschef for Attendo i Danmark, for at få et interview med udgangspunkt i de mange kritikpunkter, der rejses mod Attendo Lærkevej. Driftschefen er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

attendo lærkevej foto rasmus breum
Attendo Lærkevej, der er centralt placeret i Frederikssund, har plads til 72 beboere. Ved seneste tilsynsbesøg i juni i år var 12 af lejlighederne tomme. Det antal er ifølge Fagbladet FOAs oplysninger sidenhen steget en smule. Rasmus Hargaard Breum
I stedet har Fagbladet FOA modtaget en kommentar fra Attendos pressechef i Sverige, der ikke forholder sig til de enkelte kritikpunkter:

”Vi arbejder aktivt på at ansætte flere medarbejdere for at opnå den kontinuitet, som virksomheden har brug for. For en måned siden har vi også fået ny ledelse på stedet, som i øjeblikket foretager de nødvendige ændringer for at skabe de betingelser, der er nødvendige for at drive en god plejevirksomhed. Vi gennemgår også introduktionsplaner for at sikre, at medarbejderne har den nødvendige viden om de procedurer og processer, der er i virksomheden.”

Læs også: Tilsyn afslørede massive problemer hos største aktør indenfor friplejehjem

”Den nuværende leder på stedet har også indført forskellige fora for at muliggøre den vigtige dialog mellem pårørende, stedets leder og medarbejdere, herunder gennem informations-e-mails, åbent hus og pårørendemøder. Vi oplever, at vi er på rette vej, og at vi sammen med medarbejderteamet skaber den pleje, som de beboere har brug for og fortjener," lyder det i mailen fra Attendos pressechef.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal efter nyt tilsynsbesøg vurdere, om Attendo Lærkevej har løst de massive problemer, der blev afsløret på to tilsynsbesøg tidligere på året.

Lokal FOA-formand: ”Jeg er virkelig bekymret”

Sanne Johansen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Frederikssund genkender beskrivelsen af de udfordringer og bekymringer, som pårørende til beboere på Attendo Lærkevej giver udtryk for.

”Jeg er virkelig bekymret for borgerne, men i særdeleshed for medarbejderne, for hvordan kan de på nogen måde få mulighed for blot at udføre de visiterede ydelser og sikre patientsikkerheden, når der i den grad mangler ledelse og uddannede fastansatte medarbejdere. Jeg har løbende været i dialog med tillidsrepræsentanten, som desværre nu har valgt andre veje, og det fortæller, hvor umulige arbejdsforholdene har været.

Den svenske ledelse har nu – med et alt for kort varsel – udsendt nye tjenesteplaner til medarbejderne. Det udforsker vi i FOA Frederikssund, da der både kan være tale om indgriben i frihed, hvor der planlægges med vagter på dage/aftener, hvor der normalt var frihed, men også ændringer der kan medvirke nedgang i lønnen.

Mit indtryk fra mine samtaler med medlemmerne er, at de er så dedikerede, og at de trods alle udfordringerne stadig er glade for at arbejde på Attendo, men jeg fornemmer samtidig en modløshed og opgivenhed blandt dem.

FOA Frederikssund vil selvfølgelig bistå medlemmerne med de udfordringer, de hver især vil få ved så stor en ændring af tjenesteplanen. FOA Frederikssund vil samtidig have et særligt stort fokus på medlemmernes trivsel på Lærkevej i den kommende tid, siger Sanne Johansen.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev