Psykiatriske diagnoser, komplekse problemstillinger og små ting, der kan udløse konflikter. Det kræver solid faglighed og et særligt kendskab til borgerne på landets døgninstitutioner at give dem det, de har brug for.
Alligevel er næsten halvdelen af pædagog- og omsorgsmedhjælperne på døgnarbejdspladser i kommunerne, og næsten fire ud af 10 i regionerne timeansatte, viser tal fra kommunernes løndatakontor KRL Data. Det svarer til næsten 6.500 ansatte.
Læs også: Stigning i antal af løstansatte: 'Uanstændigt man ikke ved, om man har arbejde i morgen'
Jo mere komplekse behov
Og de mange skift i medarbejdergruppen kan udfordre den faglige kvalitet, påpeger Maria Røgeskov, der forsker i det specialiserede voksenområde ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE.
”At føle sig tryg og i en tillidsfuld relation er ofte det, der skaber udvikling hos en borger, der får døgnstøtte. Jo mere komplekse behov, jo vigtigere er det med kontinuitet. Det er meget svært at komme udefra og skulle håndtere en situation med en udadreagerende borger uden kendskab tilden enkelte,” siger hun og bliver bakket op af den norske forskningsrapport ’En ny vei mot heltidskultur’ fra forskningsstiftelsen FAFO.
Her konkluderer de to forskere Leif E. Moland og Ketil Bråthen, at et stort omfang af små deltidsstillinger kan føre til svækket kvalitet. Desuden at kvaliteten på ydelsen påvirkes negativt ved et stort antal deltidsstillinger på arbejdsområder, der forudsætter, at de ansatte kender borgerne og omvendt. Og hvor borgerne har behov for forudsigelighed og stabilitet. Lige som kontinuiteten af arbejdet påvirkes negativt, hvis mange arbejder deltid.
En ond spiral
Jan Hoby, næstformand i fagforeningen LFS, har ofte set problemet udfolde sig på døgninstitutioner i hovedstadsområdet.
”Der er en stor rekrutteringsudfordring, der betyder, at du ikke har det nødvendige faste personale. Og når du ikke har det, kan medarbejderne ikke udfolde sig fagligt, hvilket gør, at de forlader arbejdspladsen, og så bliver der ansat vikarer i stedet,” siger Jan Hoby og kalder det en ond spiral.
"Antallet af timeansættelser på området er tårnhøjt. Der skal virkeliggøres en indsats for at vende udviklingen,” siger han.
Læs også: Forsker om atypiske ansættelser: De unge vænnes til dårlige forhold
Vigtigste forhandlingsemne
Derfor kalder formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen også timeansættelserne for 'det vigtigste forhandlingsemne' på døgnområdet under overenskomstforhandlingerne, der kører lige nu.
"Alt for mange ansættes på timeløn og i andre atypiske ansættelser, og det problem skal vi have løst. Derfor kræver vi blandt andet flere fuldtidsstillinger," fastslår sektormanden, der selv er forhandlingsleder i den pågældende arbejdsgruppe, hvor også andre fagforeninger, f.eks. 3F, med interesse i sagen, deltager.
Og forskellen mellem fast personale og vikarer mærker man i den grad på det socialpsykiatriske bocenter Thorupgården i København.
”Vi arbejder med mennesker, der har det svært og for eksempel lider af skizofreni, angst, depression, og den opgave bliver endnu mere kompleks, hvis du er vikar, ikke kender borgeren og måske mangler erfaring. Det er borgeren, det går ud over,” siger Jakob Hartmann Hansen, der er pædagog og tillidsrepræsentant.
Læs også: Leder: Daglejer anno 2021
Færre vikarer
For det er de små signaler i den måde, der bliver sagt god morgen på. I tonefald, ansigtsudtryk og kropssprog, som giver personalet vigtig information om, hvordan beboerne har det. Og det kan være svært at afkode for timevikarer, som kun er der en gang imellem, fortæller pædagog Brian Jensen, der fortæller, at der netop derfor på Thorupgården er fokus på at ansætte fast uddannet personale og nedbringe antallet af vikarer. Desuden tilrettelægger de sammensætningen af medarbejdere på dagen, så der ikke opstår en situation med tre vikarer og kun én fast. For eksempel har vikarer sjældent medicinkompetence.
”For få faste og for mange vikarer kan være en farlig kombi. Så står du som fast medarbejder med medicinansvar for alle borgere og skal samtidig lægge mærke til, om en har isoleret sig, og en anden kører op,” siger Brian Jensen.
Som fast personale er det nemmere at afkode, om en borger er på vej ud på et sidespor, supplerer Jakob Hartmann Hansen.
”Jeg siger altid noget, når jeg går forbi en borger, og den måde, han eller hun svarer på, fortæller mig præcist, hvordan vedkommende har det, for eksempel om borgeren er nedtrykt. Gentager det sig dagen efter, tager jeg den med kollegerne. Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi støtte?”
Et komplekst arbejde
At afkode borgerens øjeblikkelige mentale tilstand på den måde forebygger situationer med potentielt katastrofale følger, fortæller Jakob Hartmann Hansen.
"Når vi som fastansatte medarbejdere kontinuerligt arbejder med vores beboere, så opstår der både kendskab og relation beboer og ansat imellem. Når vi kontinuerligt ved hvordan vores beboere har det, så forebygger det langt bedre sikkerheden end alarmer og andre tilføjede foranstaltninger," siger han.
Derfor er fastansat personale og gunstige arbejdsforhold, ifølge Jakob Hartmann Hansen den mest logiske sikkerhedsmetode.
"Og derudover giver dette fremadrettet også en mere konstruktivt udviklingsorienteret recovery-proces, som vil være gavnligt for samfundet," siger han.
For det handler om fornemmelse, faglighed, erfaring, kontakt og lyst til at være noget for andre, lyder det også fra Brian Jensen.
”Derfor er det afgørende at få ansat de rigtige. At arbejde i socialpsykiatrien er et ekstremt komplekst arbejde, hvor du går fra at hjælpe en psykotisk borger med at komme i bad til at hjælpe en borger, der hører stemmer og har selvmordstanker. Det her job er ikke for alle.”