Martin forkæler kødsovsen med lidt tomatpuré. Bechamelsovsen får også et par skefulde.
”Jeg er selv lidt speciel, så den her lasagne må også gerne være lidt anderledes,”
siger den 38-årige mand med et grin.
Han har de seneste seks år boet på Sundbyhus, et specialiseret botilbud på Amager for dobbeltdiagnosticerede.
”Jeg er her på grund af stoffer. Jeg sad inde, og pludselig var jeg her,” siger han. Da han flyttede ind, var bostedet præget af højt sygefravær og stor udskiftning blandt personalet som følge af vold og trusler. Problemernes omfang blev udstillet af Socialtilsynet i 2017, hvor en tilsynsførende efter et besøg meddelte, at stedet havde givet ham mareridt.
Sundbyhus blev derefter sat under skærpet tilsyn. Nogle få måneder forinden var leder
Jaqueline Andersen og afdelingsleder Henrik Mielche tiltrådt. De dykkede ned i de mange arbejdsskadesager for at få en viden om, hvad der udløste dem.
”Vi så, at det ofte handlede om meget firkantede regler. Især om mad,” siger Jaqueline Andersen.
”Men det nytter jo ikke noget, hvis en borger for eksempel efter tre dages cokemisbrug opdager at være sulten, og så bliver mødt af en pædagog, der siger, at der først er mad om tre timer,” tilføjer Henrik Mielche.
Det store fokus på faste regler var medarbejdernes forsøg på at stå imod presset
fra beboerne, mener de to ledere.
”Det var i virkeligheden en afmagtsreaktion, hvor medarbejderne i stedet for et fagligt velbegrundet ståsted overdrev et regelregime i et forsøg på at værne sig selv mod kaos og tab af kontrol,” siger Henrik Mielche.
I dag er tilgangen helt modsat. Alt er til forhandling, som de siger. Den tilgang har nedbragt antallet af konflikter gevaldigt – både konflikter med beboere og internt i personalegruppen.
For ledelsen handlede det om at klæde medarbejderne på til at have mere rum til faglig selvledelse i mødet med borgerne. I stedet for at være bundet af rigide regler skal medarbejderne kunne navigere i en anspændt situation.
Hvis beboernes recoveryproces tillader det, kan de få deres egen lejlighed. Det er drømmen for de fleste, også 38-årige Martin. Men det er en hård kamp med kommunen, siger han.
I dag har han hjulpet pædagog Adam Frost med at lave lasagne til fællesspisning. Beboere kommer drypvis forbi og tager en tallerken med lasagne med tilbage på deres værelse.
Martin bliver i fællesrummet og spiser med Adam og sin kontaktperson, Kasper Vilhelmsen, der også er pædagog. Martin fortæller, at han har det svært for tiden. De tilbyder begge at tage en snak med ham.
”Tak, mand. Jeg føler, I tager mig alvorligt,” kvitterer han.
Sparring er afgørende
På Sundbyhus er videndeling og faglig sparring i dag alfa og omega. Sådan var det ikke tidligere. Tværtimod var der magt og prestige i at have viden, som andre ikke havde, siger Jaqueline Andersen.
”Vi stillede skarpt på at skabe en kultur med faglig sparring, for det med at holde på viden holder ikke,” siger hun og tilføjer, at det har krævet en udskiftning i personalegruppen for at lykkes.
I dag er alle medarbejdere hele tiden opdateret på samtlige beboere. Det er med til at skabe tryghed, siger social- og sundhedsassistent Allan Jakobsen, der har arbejdet fem år på Sundbyhus.
”Det er afgørende, at vi konstant kommunikerer og sparrer med hinanden, så alle hele tiden har en fornemmelse af, hvad der foregår, og hvor en borger er på vej hen, så intet kommer bag på én. For der er en potentiel fare, som man skal være bevidst om,”
siger han.
Samtidig er der rum til at tale om fejl, pointerer Kasper Vilhelmsen. Han har ligeledes arbejdet på bostedet de seneste fem år.
”Man laver utvivlsomt fejl, og derfor er det vigtigt at drøfte situationen
efterfølgende og lære af dem. Og ingen kommer jo med løftede pegefingre. Det handler om at udvikle og udvide sin faglighed og sine handlemuligheder,” siger han.
Martin er et opdigtet navn. Redaktionen kender hans identitet.
3 gode råd fra Sundbyhus