I 2021 fik 31 socialpsykiatriske bosteder
et eller flere strakspåbud af Arbejdstilsynet, fordi vold og trusler udgjorde en akut risiko for de ansatte.
Samlet blev det til 41 påbud, og i flere tilfælde kritiserede Arbejdstilsynet, at beboere ikke risikovurderes, og at ansatte ikke er tilstrækkeligt instrueret til opgaven.
Flere end halvdelen af tilfældene skyldes, at medarbejdere arbejder alene med beboere med kendt udadreagerende adfærd, viser Fagbladet FOAs gennemgang af tilsynets rapporter.
Læs også: Leder: Sidste udkald for psykiatrien
Vold og trusler er et tilbagevendende problem, men det er ikke beboerne, der skal drages til ansvar, pointerer Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
”Det er ikke de psykisk syge borgere og patienter, der er farlige. Det er de politikere, som ikke har taget ansvarlige beslutninger, der er farlige,” siger han.
Utilstrækkelig kvalitet
Tidligere i år kom Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen med en rapport, som viser, at hele det psykiatriske system – både behandlings- og socialpsykiatrien – er udfordret af mangel på sammenhæng, specialiseret viden og kompetencer.
Rapporten tjener som anbefaling til regeringens kommende 10-årsplan for en bedre psykiatri.
Rapporten konkluderer blandt andet, at utilstrækkelig kvalitet i socialpsykiatrien skaber en ’uacceptabel ulighed’, hvor mennesker med psykisk sygdom lever et markant kortere liv med mindre livskvalitet.
Derfor handler en række af de mange anbefalinger om at løfte netop socialpsykiatrien.
Ifølge Mikkel Rasmussen, ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, er psykiatrien gradvist blevet mere og mere presset i de 15 år, han har været ansat.
Sengepladser er skåret væk med den konsekvens, at patienter udskrives, før de er færdigbehandlede, siger han.
”Jeg har selv prøvet at stå i en psykiatrisk modtagelse, hvor jeg måtte sige til de pårørende til en selvmordstruet patient, at der måske var en plads i morgen. Jeg har set rigtig mange groteske ting i min tid,” siger overlægen.
Det er sidste chance
En af de største udfordringer handler om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 45 procent af medarbejderne i socialpsykiatrien ikke en social- eller sundhedsfaglig uddannelse.
Det viser ifølge Mikkel Rasmussen, at socialpsykiatrien er endt i en ond cirkel.
”Derfor bliver man nødt til at prioritere området økonomisk og opkvalificere personalet. Det vil give både faglig stolthed og mere tryghed. For det er et problem, at så mange er ufaglærte på steder, hvor nogle af landets mest syge mennesker bor. De kan være både misbrugende og psykotiske. Det kræver faglighed og viden at kunne håndtere det arbejde,” siger Mikkel Rasmussen.
Han betragter regeringens kommende udspil som sidste chance for at bryde den onde cirkel.
”Sundhedsstyrelsen har været meget klar i retorikken om den brændende platform og behovet for en ambitiøs indsats. Det er nu, det gælder.”
Minister lover mere faglighed
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) gør det i et skriftligt svar til Fagbladet FOA klart, at ingen skal arbejde alene med udadreagerende borgere, hvor der kan være farlige situationer.
”Vi har målrettet den voldsforebyggende indsats fra Socialstyrelsens indsatsteam mod de botilbud, som har særlige udfordringer,” skriver ministeren og hæfter sig ved, at regeringen i den kommende plan agter at sikre de rigtige specialiserede tilbud til borgere med svær psykisk sygdom.
”Først og fremmest skal tilbuddene have den rette faglighed og rette bemanding til at tage sig af de konkrete beboere. Er man ikke i stand til for eksempel at have to på vagt hos borgere, hvor der kan opstå farlige situationer, så skal man ikke tage imod borgere, der er i den målgruppe,” skriver Astrid Krag.