Denne fortælling er den første i en serie med medarbejdere, der har fået arbejdsrelateret PTSD efter at have arbejdet på bo- eller væresteder. Seriens øvrige fortællinger udgives i den kommende tid.
Som altid står jeg op ved 3.30-tiden. Med massiv hovedpine trykker jeg på kaffemaskinens tænd-knap. Om morgenen ryster jeg så meget i krop og på hænder, at jeg ikke er stand til at ramme kaffetragten, så om aftenen gør jeg filteret klar med kaffepulver.
Jeg bumper ind i ting, for jeg har svært ved at holde balancen. Sådan går de første timer af døgnet i mit forandrede liv. Med at ryste og være anspændt.
Det var de seneste fem år, der gjorde mig syg. Syg er et dårligt ord. Hvis du er syg, kan du også blive rask, og det bliver jeg aldrig igen.
Jeg er blevet forsøgt stranguleret. Jeg er blevet slået, sparket, spyttet på. På nærmest daglig basis er jeg blevet truet på livet. Mine pårørende er blevet truet. Jeg har fået kastet ting efter mig. Urin, møbler, termokander, kopper. Jeg er blevet truet med kniv.
En dag i 2017 står jeg med hovedet nede i køledisken i Rema. Pludselig bliver mit fulde navn råbt højt. Jeg kigger op og ser en tidligere patient. Han er udskrevet, selvom jeg ved, hvor utilregnelig og farlig han kan være. Midt i butikken leverer han den ene verbale trussel efter den anden. Han vil ødelægge mit liv. Han vil ødelægge mine børns liv.
Han lægger sin hånd på min skulder, men jeg får vendt rundt og kommer fri. Og så forlader jeg butikken.
I dag kan jeg se, at det er dén hændelse, der for alvor knækkede mig. Pludselig kunne jeg heller ikke føle mig sikker i min fritid.
Læs også: Vold ødelægger livet for ansatte på bo- og væresteder
Efter den oplevelse er jeg presset i mit arbejde på psykiatrisk sengeafsnit. Jeg starter ved en psykiater. Set i bakspejlet er min PTSD allerede godt under opsejling. Jeg begynder langsomt at isolere mig. Melder afbud til familiesammenkomster.
"Hele psykiatrien er stærkt underfinansieret. Der er ikke ansatte nok. Vi taler om en patientgruppe, hvor den bedste medicin er et stykke godt relationsarbejde, men det kræver kontinuerlighed og tid. Tillid kommer jo ikke over natten. De har brug for mere kontakt, end vores normering tillader. Så jeg kan godt forstå, at de truer os personale. De er jo også truet."
Tobias Stidsen
45 minutter langt angstanfald
Jeg søger over i socialpsykiatrien og bliver ansat på et bosted, hvor beboerne har dobbeltdiagnoser. Det er det, jeg brænder for.
Bostedet er imidlertid et kaos på alle hylder. Vi risikoscorer ikke. Vores alarmer er et gammelt radiosystem, der ikke virker for en femøre. Jeg når kun at være ansat få måneder, inden det går galt.
På grund af min erfaring er jeg blevet kontaktperson for den dårligst fungerende beboer. Både personalet og de andre beboere er bange for ham. Jeg forsøger altid at lure, hvor psykotisk han er. Flere gange om dagen fixer han amfetamin og andet, der er rent brændstof til at høre stemmer.
En dag ligger han på gulvet i sin bolig. Jeg tænker, at han har et krampeanfald, men i det jeg kommer over til ham, vender han rundt og fægter med en slagterkniv. Han rammer mig i venstre skulder.
Jeg siger til min leder, det er en arbejdsskade. Det mener hun ikke. Det ender med, at hun beder mig aflevere mine nøgler, og da jeg kommer hjem, ligger opsigelsen i min indbakke. Jeg orker ikke en sag om uretmæssig fyring, jeg er bare glad for, at jeg slap væk med livet i behold og en sygemelding.
Senere på efteråret giver min psykiater mig diagnosen PTSD med den anbefaling, at jeg ikke igen skal arbejde med mennesker. Jeg får afslag på revalidering, og i februar 2018 starter jeg på de nyoprettede særlige sengepladser i Vejle.
Jeg oplever flere vagter, hvor der ikke er styr på det. En dag kommer jeg hjem efter endnu en dårlig vagt. Jeg kan ikke sove. Har hjertebanken. Oplever flashbacks. Da jeg dagen efter forsøger at komme på arbejde, sidder jeg 45 minutter i angstanfald midt på entrégulvet. Jeg ringer og sygemelder mig.
Jeg kan ikke overskue en opsigelse og kæmper for at komme tilbage. Men det går galt gang på gang. Efter et år modtager jeg min opsigelse og må definitivt opgive at arbejde i psykiatrien.
I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har jeg allerede en sag kørende om arbejdsrelateret PTSD. Kort efter min exit får jeg papir på, at min PTSD er en arbejdsskade.
”Jeg føler mig kun rimelig tilpas, når jeg er i min bil, og den er i bevægelse. Det er det eneste sted, hvor jeg har bare den mindste følelse af at være tryg,” siger Suzanne Skov Lützen.
Tobias Stidsen
Har behov for flugtvej
Tidligere kunne jeg have 40 bolde i luften samtidig. Nu kan jeg ikke have én og være sikker på at gribe den. Jeg har brug for flugtveje.
Hvis jeg bliver stresset, føler jeg mig truet og bliver aggressiv. Jeg skal kunne slippe væk, inden det går galt. Flere gange har jeg råbt højt. En gang stod jeg med knyttede næver og hvide knoer over for min bankmand. Heldigvis lykkedes det mig at trække mig.
Når jeg bliver stresset, trigger det mine suicidale tanker. Jeg er bange for, at jeg tipper ud over kanten, hvis jeg en dag gør en anden fortræd. Jeg skammer mig over mine reaktioner, for det er så langt fra den person, jeg er og kender. Det er det ultimative tab.
Har du selv oplevet kritisable forhold i arbejdet i social- og/eller hospitalspsykiatrien, hører vi meget gerne fra dig. Kontakt journalist Rasmus Handberg på rahbn@foa.dk