Det er en helt almindelig dag i hjemmeplejen i Roskilde Kommune. Susanne Kaas skal sætte en borger – en ældre, tung mand – til rette i en kørestol sammen med en anden social- og sundhedshjælper. Kollegaen mister grebet i manden, som glider tilbage i stolen. Susanne Kaas kan ikke holde ham, og det giver et knæk i hendes ryg.

”Det lød som en perlekæde, der gik i stykker,” husker hun.

I dag er det 11 år siden, det helt tilfældige uheld skrev sig ind i statistikkerne som en af de mere end 42.000 årlige arbejdsulykker i Danmark.

I første omgang troede Susanne Kaas ikke, ’knækket’ var så alvorligt. Da hun havde sundet sig, genoptog hun derfor sit arbejde. Men smerterne forsvandt ikke, og hun måtte melde sig syg. Men hun lod sig berolige af sin praktiserende læge, der sagde, at det blot var tale om ’et smæld’.

Han tog fejl. Susanne Kaas’ smerter voksede, og efter flere år med blandt andet behandlinger, træningsøvelser, mentorsamtaler og skånefunktioner på jobbet måtte hun give op.

”Du kommer aldrig tilbage på job,” lød den triste besked fra en læge på den arbejdsmedicinske klinik, der tilså hende i 2017 – på et tidspunkt, hvor hun højest kunne arbejde halvanden time om ugen, og som sidste udvej håbede på et fleksjob.

Den arbejdsmedicinske læge fik ret. Og i en alder af blot 40 år er Susanne Kaas netop blevet tildelt førtidspension efter sin årelange og forgæves kamp for at genvinde fodfæstet på arbejdsmarkedet.

”Det gør mig trist. Jeg har haft meget svært ved at erkende, at det er kommet dertil,” siger Susanne Kaas.

Med risiko for at udtrykket er forkert, er der kun en lykkelig detalje i hendes historie: Hun huskede at anmelde ulykken som en arbejdsskade. Og hun fik også uheldet anerkendt som en arbejdsskade.

Og det er årsagen til, at hun nu – med hjælp fra FOA Roskilde – er blevet tildelt en samlet erstatning på godt 2,5 millioner kroner. Senest fik hun for en uge siden at vide, at hendes PenSam-forsikring sikrer hende et engangsbeløb såvel som en løbende årlig udbetaling.

”Min mor var også sosu-hjælper, og hun har altid sagt til mig, at man skal anmelde alle skader. Men jeg ved, at det langt fra er alle, der gør det,” siger Susanne Kaas, som her taler med en vis vægt:

”Efter at jeg selv kom til skade, fungerede jeg i en periode som arbejdsmiljørepræsentant. Det skete flere gange, at jeg måtte minde kolleger om at melde en skade eller ulykke. Og min appel er derfor ganske enkel: Husk nu at anmelde den slags.”

I 2016 viste en undersøgelse blandt FOAs medlemmer, at næsten hver anden havde oplevet en arbejdsulykke. Men tæt på 33 procent af dem havde ikke anmeldt skaden. Forbundssekretær Jens Nielsen er da også meget opmærksom på, at det område og er glad for, at Susanne Kaas har overskud til at dele sin opfordring med alle kollegerne.

”Der er tre vigtige grunde til at anmelde store såvel som små arbejdsskader. For det første er anmeldelse og anerkendelse forudsætningen for at få økonomisk erstatning, hvis man har krav på det. For det andet giver alle anmeldelser os et overblik over, hvor slemt det egentlig står til. Og for det tredje er anmeldelser nødvendige, hvis vi skal kunne forebygge de rigtige steder,” siger Jens Nielsen og understreger, at forebyggelse er altafgørende.

”Vi må ikke gå rundt og forvente – og acceptere – at sosu-faget er et område, hvor der sker en vis nedslidning, og hvor der er en vis risiko for eksempelvis løfteskader. Det er den kultur, vi skal vende. Og derfor er ingen skade for lille til at blive anmeldt.”

Susanne Kaas, som bor i Holbæk, har efterhånden vænnet sig til, at hun er forhenværende social- og sundhedshjælper. Men hun lærer aldrig at acceptere at være førtidspensionist. Hun savner i den grad sin gamle hverdag.

”Jeg savner at have noget at stå op til. Jeg savner kontakten til andre mennesker. Jeg savner følelsen af at udrette noget. Nu bruger jeg blandt andet min tid på at brodere, men selv dét, har jeg svært ved. Når jeg sidder med nål og tråd, gør det hurtigt ondt, og så må jeg lægge mig.”