"Jeg vågner om natten med angst og hjertebanken. Jeg har svedeture, rystelser og hyperventilerer, og min krop er i konstant alarmberedskab," siger Lone Frandsen.
Tor Birk Trads
Af
Rasmus Handberg
Journalist
Knytnæveslag og cirkelspark i ansigtet, seksuelle forulempelser og dødstrusler. Det er nogle af de eksempler på fysisk og psykisk vold, som personalet på det psykiatriske sygehus i Viborg, Søndersøparken, har stået model til de seneste år. Det afslører tilsynsrapporter fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.
Én af dem, der har været indblandet i en af de voldsomme voldsulykker, er social- og sundhedsassistent Lone Frandsen. For hende vil nattevagten onsdag den 14. november 2018 for altid være indprentet på nethinden.
“Jeg kan stadig høre lyden af næsen, der brækker, da patienten står og slår løs på min kollega. Han ville slå ham ihjel,” fortæller hun.
Alarmen går
Kort forinden er alarmen gået, og social- og sundhedsassistenten styrter til personalekontoret. Her finder hun sin kollega sidde sammenklemt ved radiatoren, mens en patient kun iført undertøj og høj på stoffer placerer det ene knytnæveslag efter det andet i kollegaens ansigt.
Lone råber og lægger sin hånd på patientens skulder for at aflede ham. Han vender sig, og giver denne gang Lone et knytnæveslag i ansigtet. Hendes briller ryger af, og hun forsøger at afværge de næste slag.
Læs også: Vold får medarbejdere til at flygte fra psykiatrisk sygehus
Flere kolleger kommer til, og da patienten forsvinder ud af Lones åsyn, søger hun tilflugt bag sine kolleger på gangen.
En række medarbejdere danner en menneskekæde og fører på den måde patienten ned på sin stue. Da han hører, at politiet er tilkaldt, går han igen amok. Fire medarbejdere kæmper for at holde døren til stuen lukket.
“Hun skal have min pik,” råber patienten paralyseret, mens han slår og sparker så hårdt til dør og karm, at Lone Frandsen frygter, at han bryder fri. Kort efter kommer fem politibetjente til. Ved hjælp af skjolde og pulverslukker får de patienten pacificeret og hjælper personalet med at få ham bæltefikseret.
Hun ser helt fortabt ud. Jeg sætter mig ved siden af hende. Vi er begge to i chok, og vi tager hinandens hænder.
Har gemt sig under skrivebord
Patienten er en retspsykiatrisk patient, men på grund af mangel på sengepladser i retspsykiatrien, er han overflyttet til almindeligt sengeafsnit. Her registrerer personalet i ugerne op til ulykken en ændret adfærd hos patienten – blandt andet udviser han seksuel interesse for kontaktpersonen og tester flere gange positiv for det syntetiske stof spice, fremgår det af Arbejdstilsynets rapport.
Dagen før den voldsomme voldsulykke får han medicin for at falde til ro, men den 14. november går det galt. Før alarmen går, og Lone Frandsen kommer til, overfalder patienten først en kvindelig kollega, der laver administrativt arbejde på kontoret. Han truer med at voldtage hende, slikker hende i ansigtet og slår hende flere gange hårdt med sin knytnæve.
Læs også: Antallet af politianmeldte volds-sager i psykiatrien er eksploderet
Herefter går det ud over den mandlige kollega, der får stribevis af knytnæveslag ved radiatoren, inden Lone Frandsen bliver den næste i rækken af medarbejdere, som patienten overfalder, inden flere kolleger med hjælp fra politiet får situationen under kontrol.
Efter politiets ankomst finder Lone Frandsen sine to kolleger, der blev overfaldet før hende selv. De har efter overfaldene gemt sig under skrivebordet på kontoret. Den mandlige kollega bløder voldsomt fra ansigtet, mens den kvindelige sætter sig i en stol, fortæller Lone Frandsen.
“Hun ser helt fortabt ud. Jeg sætter mig ved siden af hende. Vi er begge to i chok, og vi tager hinandens hænder,” siger Lone Frandsen. De skadelidte bliver siddende på kontoret, indtil de godt en time senere bliver kørt på skadestuen i ambulance.
I tilsynsrapporten opridser Arbejdstilsynet ulykken 14. november 2018.
Uddrag fra Arbejdstilsynets tilsynsrapport
Blev politianmeldt efter ulykke
Efter den voldsomme arbejdsulykke kommer Arbejdstilsynet på tilsynsbesøg og giver sygehuset et strakspåbud, fordi risikoen for vold og trusler omgående skal forebygges.
Arbejdstilsynet vurderer tilmed, at arbejdsmiljøloven forud for voldsulykken er overtrådt af så grov karakter, at tilsynet vælger at politianmelde arbejdsgiveren, Region Midtjylland. Og 15. maj sidste år bliver regionen idømt en bødestraf på 140.000 kroner.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Efterfølgende har det psykiatriske sygehus i Viborg fået flere påbud fra Arbejdstilsynet, fordi tilsynet igen og igen har konstateret, at voldsrisikoen ikke er tilstrækkeligt forebygget. Det seneste påbud fik sygehuset 16. september sidste år.
Eksempler på voldsulykker på det psykiatriske sygehus i Viborg
14. november 2018: Ved en voldsom voldsepisode den 14. november 2018 truede en patient med at voldtage en ansat, greb fat i hende, havde fat om halsen på hende, slikkede hende i ansigtet og slog hende flere gange hårdt i ansigtet med knytnæve. Flere andre ansatte blev slået og sparket.
28. januar 2019: Ved en anden voldsepisode den 28. januar 2019 slog en patient en ansat flere gange hårdt i nakken, og en anden ansat blev ramt af flere knytnæveslag mod ansigtet, samt fik nikket en skalle.
4. maj 2019: I forbindelse med en spisesituation skubber en patient et spisebord hårdt ind mod en ansat og slår flere ansatte med knytnæveslag i ansigtet. Efterfølgende kommer patienten med dødstrusler mod en ansat.
15. september 2019: Skadelidte er vidne til, at en patient truer kollega med at kaste en stol på hende. Patienten er fortsat vred, latent og truende. Følge efter kollega og de cirkulerer omkring en sofa, der står i fællesmiljøet. Patienten er fortsat truende. Skadevolder løfter stol over hovedet og kaster den direkte ned i gulvet ved siden af skadelidte.
18. februar 2020: Skadelidte bliver opsøgt at truende patient ved kontoret, hvorefter hun træder tilbage og ender ryggen op af vinduet/radiatoren. Patienten tildeler hende et hårdt cirkelspark, som rammer hende i højre side af brystkassen samt flere slag.
Kilde: Uddrag fra Arbejdstilsynets tilsynsrapporter, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.
Plaget af mareridt og flashbacks
For social- og sundhedsassistent Lone Frandsen har den voldsomme voldsulykke 14. november 2018 haft store konsekvenser. Ulykken har givet hende posttraumatisk stress (PTSD), som hun i oktober sidste år med hjælp fra FOA fik anerkendt som arbejdsskade.
Læs også: Vold ødelægger livet for ansatte på bo- og væresteder
Siden overfaldet har Lone Frandsen været plaget af flashbacks, mareridt og afbrudt nattesøvn.
”Jeg vågner om natten med angst og hjertebanken. Jeg har svedeture, rystelser og hyperventilerer, og min krop er i konstant alarmberedskab,” siger social- og sundhedsassistenten, der også døjer med nedsat hukommelse, koncentrationsbesvær og isolerer sig fra andre mennesker.
Lone Frandsen på gåtur med hunden Charlie, som fungerer som terapihund for hende. "Når jeg er urolig om natten, hopper han op i min seng, og det giver mig ro. Og vi går mange ture i mit naturskønne område," fortæller hun.
Tor Birk Trads
I næsten to år efter ulykken forsøger hun at komme tilbage i arbejdet som social- og sundhedsassistent. I flere perioder arbejder hun ovenikøbet 32 timer om ugen som før ulykken.
I dag kan hun se, at det ikke var sundt for hende, og at kampen for at komme tilbage i job formentlig kun har gjort ondt værre.
”Jeg blev i virkeligheden retraumatiseret hver gang, jeg var på job, men dengang kunne jeg ikke se det. Jeg fortalte mig selv, at det nok skulle blive bedre. Det blev det bare aldrig,” siger hun.
Læs også: Efter påbud til udskældt børnehus: Nyborg Kommune har kendt til problemer i ni år
Hun har nu været sygemeldt siden 22. september sidste år.
Hvad fremtiden bringer, ved Lone Frandsen ikke. Når situation med covid-19 tillader det, skal hun igennem et jobafklaringsforløb hos kommunen.
Ledende oversygeplejerske: Meget voldsomme hændelser
På det psykiatriske sygehus i Viborg siger ledende oversygeplejerske Yrsa Bro, at "det er meget voldsomme hændelser, der har fundet sted, og det påvirker os, når vores personale kommer til skade."
- Men når der har været så mange ulykker med vold mod personale, er I så gode nok til at forebygge risikoen for vold?
Man kan sige, at én arbejdsulykke er én for meget, så ud fra det, er vi jo ikke gode nok. Men vi arbejder meget på at forebygge risikoen.
Vi er begyndt systematisk at risikoscore patienter, så vi kan forudsige voldsrisikoen det næste døgn frem. Vi har oprettet et kursus i risikovurdering i praksis, og så har vi ændret vores uddannelse i konflikthåndtering til i større omfang at have fokus på forebyggelse og deeskalering. Derudover har vi forbedret vores akutplaner, vi er blevet bedre til at dele viden om patienterne mellem afdelingerne. Og så har vi sidste år tilført ekstra personaleressourcer til den afdeling, hvor den voldsomme ulykke skete.
- En medarbejder har som konsekvens af en voldsom ulykke fået anerkendt PTSD som arbejdsskade, og regionen blev meldt til politiet. Hvad tænker du om, at en medarbejder bliver så syg efter en ulykke, hvor arbejdspladsen har overtrådt arbejdsmiljøloven?
Det er forfærdeligt for den medarbejder, og det gør os ondt. Og derfor arbejder vi også konstant på at have fokus på sikkerheden. Vi vil gøre alt, for at det ikke sker igen, men vi kan ikke garantere noget, fordi der er en uforudsigelighed forbundet med arbejdet.
Hospitalsdirektør: Vi skal kaste et kritisk blik på os selv
Hos Region Midtjylland tager man det 'dybt alvorligt', når medarbejdere kommer til skade eller bliver udsat for trusler i deres arbejde i psykiatrien. Det fortæller Tina Ebler, hospitalsdirektør for Psykiatrien i Region Midtjylland, i en skriftlig kommentar til Fagbladet FOA.
”Og det bliver naturligvis ikke mindre alvorligt af, at Arbejdstilsynet vurderer, at vi i det konkrete tilfælde i Viborg har overtrådt lovgivningen. Det forholder vi os selvfølgelig til og har sat en række tiltag i gang – blandt andet er der blevet tilført mere personale til den pågældende afdeling,” lyder det fra hospitalsdirektøren.
Tina Ebler påpeger, at et vilkår for arbejdet i psykiatrien desværre er at arbejde med patienter, der på grund af deres sygdom og i visse tilfælde også et stofmisbrug kan være meget uforudsigelige.
”Her kommer det forebyggende arbejde af og til til kort, og så kan ulykker ske. Den risiko er desværre svær at eliminere fuldstændigt,” skriver Tina Ebler.
”Når det er sagt, så SKAL vi kaste et kritisk blik på os selv som arbejdsplads og gå vores arbejdsgange efter i sømmene, når der sker ulykker af så alvorlig karakter, som dem, der er sket i Viborg. Det har vi gjort og har hele tiden fokus på sikkerheden. Derfor samarbejder vi også tæt med både Arbejdstilsynet, vores arbejdsmiljøorganisation og andre relevante parter om at finde måder, hvor vi minimerer risikoen for ulykker. For det skal være sikkert at gå på arbejde i Søndersøparken i Viborg og i Psykiatrien generelt,” fortsætter hospitalsdirektøren.