Annonce

Conni Markussen er fællestillidsrepræsentant på AUH Skejby. Hun fortæller, at de ansatte på hospitalet er hårdt presset af summen af de sidste mange års besparelser.

Sosu: Vi betaler med helbredet for politikernes besparelser


Der er færre ansatte til at løfte en voksende arbejdsbyrde på Aarhus Universitetshospital. Nogle ansatte bukker under for arbejdspresset. Andre siger jobbet op. Nok er nok, mener tillidsrepræsentant.

Annonce

Conni Markusen er fællestillidsrepræsentant på AUH Skejby. Hun fortæller, at de ansatte på hospitalet er hårdt presset af summen af de sidste mange års besparelser. Peter Justesen

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Flytningen af Aarhus Universitetshospital har været dyrere end forventet. Helt præcist drejer det sig om en “ekstraordinær engangsudgift” på én milliard kroner, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
 
Nu skal pengene findes, og mandag i denne uge mistede de første ansatte jobbet, heriblandt to FOA-medlemmer, på røntgen- og skanningsafdelingen, der sørger for at patienterne får lavet skanninger, mammografier og røntgenundersøgelser.
 

Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

Nedskæringsrunden på Aarhus Universitetshospital er en i rækken blandt flere, som fællestillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Conni Markusen, husker. Hun har arbejdet på hospitalet siden 1996.
 
“Siden jeg startede, er der flere gange blevet skåret ned, og vi har fået flere nye opgaver og løber stærkere,” siger Conni Markusen.
 

Arbejdsbyrden er blevet tungere

Hver gang, der er blevet sparet hænder væk, er byrden på de resterende ansatte vokset. Det betyder, at arbejdsbyrden er blevet tungere, fortæller hun.
 

Læs også: Portør venter på fyringsrunden i Region Nordjylland: Det er frygteligt ikke at kunne levere

“Selvom man siger, at det er 43 personer, der er sparet væk på afdelingen, så skal de resterende løse samme opgave. Vi har ikke fået meldinger om opgaver, der ikke skal løses, selvom vi er færre ansatte,” siger hun.
 

Ansatte betaler prisen

Fællestillidsrepræsentanten fortæller, at besparelserne ikke rammer patienterne.
 
Kvaliteten bliver ikke påvirket, men jeg tænker, at der bliver længere ventetid på undersøgelser, og der bliver færre operationer. Eventuelt skal patienterne andre steder hen for at blive behandlet,” siger Conni Markusen.
 

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

Derimod er det de ansatte, der betaler prisen:
 
“Det er de ansatte, der skal løbe hurtigere, som betaler prisen for besparelserne. Men der er noget, der hedder, nok er nok. Jeg synes, jeg kan se, at arbejdsmiljøet og trivslen på afdelingerne er presset, og der er flere, der går ned med stress. Medarbejderne kan ikke holde til det ikke længere. Der har været besparelser hver eneste år de sidste 10 år, som giver usikkerhed for ansættelsen, og vi er som personale blevet skåret hver eneste gang,” siger Conni Markusen.
 
Hun håber, at politikerne i Region Midtjylland og Christiansborg vil skride ind.
 

Læs også: Fyret på dagpenge: Jeg havde ikke råd til mad

“Det er politikerne, der kan gøre noget. Det er dem, der har ansvaret,” siger Conni Markusen.
 
Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra regionsrådsformand Anders Kühnau (A). Det har ikke været muligt. I en pressemeddelelse udtaler han, at staten skal hjælpe med at dække ekstraregningen på én milliard, da det er:
”mere end Region Midtjylland kan betale.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev