Hvordan forklarer du et menneske med demens, at man skal holde to meters afstand? Hvordan får du dem til at huske at nyse i ærmet? Og hvordan beskytter du som plejepersonale dig selv mod smitte i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer?

”Medarbejderne i hjemmeplejen og på plejehjemmene er virkelig spændt op i de her dage,” siger Lone Vasegaard, der er formand for Demenskoordinatorer i Danmark. 

Læs også: Sosu på demensafsnit: Tænk hvis beboer smittes og ikke forstår det.

”Det skaber uro for mennesker med demens, når alle strukturer og rutiner er brudt op, og de ikke nødvendigvis forstår informationsstrømmene. Det kan eskalere konflikter, og det er en stor udfordring for medarbejderne, der måske også selv er bange for at bringe smitte videre,” siger hun.  

Svært ved at forstå regler

Struktur, forudsigelighed, gentagelser og fysisk kontakt skaber ro hos borgere med demens. 

Afbrudte rutiner, nye medarbejdere, når plejepersonalet lægger sig med sygdom og fysisk afstand som påkrævet nu under Coronakrisen skaber det modsatte. Både for det menneske, der lider af en demenssygdom selv og dermed også for medarbejderne, der kan være ekstra urolige for smitte. Især når borgeren har svært ved at forstå, hvordan og hvorfor, de ekstra sikkerhedsforanstaltninger er indført. Og desuden har svært ved at overholde dem. 

Ved hjælp af Demenskoordinatorer i Danmark giver Fagbladet FOA fem råd til, hvordan du som medarbejder håndterer udfordringerne.  

1. Hvordan overholder jeg Sundhedsstyrelsens retningslinjer?

Fra at bruge fysisk kontakt som et af de mest centrale værktøjer, skal der nu skabes fysisk afstand. Fra at blive opfordret til fællesskab, bliver borgeren pludselig opfordret til at gå ind på egen stue. De virkemidler, der plejer at fungere i arbejdet med mennesker med demenssygdom, som for eksempel at stryge den ældre over ryggen, må ikke længere bruges. Det kræver kreativitet blandt medarbejderne, der igen og igen skal finde på nye måder at skabe tryghed på. 

Læs også: Sosu i ældreplejen: Jeg føler mig ikke godt nok beskyttet

Det kan være ved hjælp af sang eller musik tilpasset den enkelte, det kan være ved at påtale problemet ’ja, du ved jo, at vi ikke må kramme’ eller ved at aflede og snakke om, at vejret godt nok er dårligt uden for. 

Det er ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer kun ved bekræftet eller mistænkt coronasmitte, der skal bruges værnemidler. Hvis ikke der er mistanke, skal du overholde de almindelige retningslinjer om afstand og hygiejne. Sundhedsstyrelsen har dog meldt ud, at retningslinjerne vil blive opdateret i uge 14. 

(Note: Sundhedsstyrelsens retningslinjer er blevet opdateret efter udgivelse. Vi har rettet ovenstående link til at pege på de nuværende retningslinjer.)

Hvis borgeren har akut brug for hjælp, må du handle straks og vaske og afspritte hænder efterfølgende. 

2. Hvordan bruger jeg værnemidler uden at skræmme?

Hvis borgeren er smittet, eller der er mistanke om smitte, skal der bruges værnemidler. Men det kan virke skræmmende især for mennesker med demens, hvis du pludselig kommer ind med maske og visir, eller hvis borgeren selv skal have maske på.

De forstår ikke, hvad der foregår, men oplever stemningsskiftet og alvorligheden, og det giver i sig selv anledning til uro og modreaktion, så situationen risikerer at eskalere. 

Læs også: Rystet direktør i Ældresagen: Pleje-personalet er vores helte

Borgeren kan ikke sætte ord på det, der sker, men det kan du. Sig ’hvor er det træls for tiden, der er noget sygdom, som gør, at vi skal have sådan noget tøj på’ og lov, at I finder ud af det sammen. Anerkend frygten og sæt ord på det, de har i kroppen og som føles forkert. Det hjælper, hvis du kender borgeren og ved, hvad der plejer at virke. Brug din leder og drøft dilemmaerne. 

3. Hvordan skaber jeg tryghed i nyhedsstrømmen?

Nyheder på tv, uro i medarbejdergruppen og bekymring hos de pårørende, sætter sig hurtigt som angst og frygt i det menneske, der har en demenssygdom, hvilket i sig selv kan skabe konflikt og modstand. For mennesker med demens forstår ikke informationerne. 

Få informationerne ned på jorden, tal med en rolig stemme om, hvad informationerne konkret betyder for borgeren. Hjælp borgeren med at sortere i fakta og forsøg at reducere det antal informationer, som borgeren skal forholde sig til. Det kan være en hjælp for nogle, hvis du skriver det vigtigste ned. Sluk for nyhederne og anerkend borgerens bekymringer.  

4. Hvordan skaber jeg tryghed, når rutinerne er i opbrud?

Kendte ansigter giver tryghed for mennesker med demenssygdom. Også fordi du ved, hvad den specifikke borger magter og ikke magter, hvilke regler, der måske er umulige at indføre og hvordan du bedst tackler netop det menneske, når nu I ikke må have fysisk kontakt.

Det kan også være, du ved, at en borger plejer at give hånd og bliver forvirret af, at det nu er afløst af et hej.

Snak med vedkommende, når hun eller han rækker hånden ud og tilkendegiv, at det nu er anderledes. Gentag det hver dag, for vedkommende har formentlig glemt den nye retningslinje dagen efter. 

5. Hvad, hvis den demensramte er smittet og nægter isolation?

Du må ikke låse borgeren inde. Hvis der er et problem med smittede eller smittemistænkte borgere, der nægter at blive isoleret, nægter behandling, eller skaber problemer i fællesrum, så gå til din leder.

Brug din leder, kolleger, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller demenskoordinator som sparringspartner i de udfordringer, coronavirus giver på din arbejdsplads. 

Epidemiloven giver myndigheder mulighed for at pålægge smittede lægeundersøgelse, indlæggelse og behandling og påtvunget hjemmeisolation. Det er lederen, der træffer beslutningen om at kontakte myndighederne, og myndighederne, der tager epidemilovgivningen i brug. Ikke den enkelte medarbejder. 

Ledere og medarbejdere på sundheds- og ældreområdet kan få svar på deres spørgsmål om Covid-19 hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hotline er åben alle dage fra 9-20 og har telefon 70 20 02 66. Ring, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål. 

Læs også mere om demens og hvordan du kan håndtere sygdommen i ældreplejen hos Nationalt Videnscenter for Demens. 

Kilder: Elsebeth Kjærgaard og Lone Vasegaard, bestyrelsesmedlem og formand i Demenskoordinatorer i Danmark samt Sundhedsstyrelsen