Emilie var 17 år, og det føltes som en fejl. Helt forkert var det, da de rullede ned ad villavejen i Gentofte og stoppede ved opholdsstedet Blomsterhuset, hvor hun nu skulle bo.

”Jeg syntes det var så flovt at skulle flytte ind på en institution. Jeg havde alle mulige forestillinger, om hvor mærkelige de andre måtte være, og hvad dem, jeg mødte på gaden udenfor, måtte tænke om mig, når de så, at jeg skulle derind,” siger 35-årige Emilie Hagen Bødker om dengang.

For det var ikke, fordi hun ville flytte væk hjemmefra, men fordi det ikke fungerede hverken derhjemme eller på skolen. Måske også på grund af de diagnoser, hun senere har fået konstateret.

”Og så sad vi der på kontoret, hvor vi mødte hinanden første gang,” siger Emilie og hendes ansigt lyser op, idet hun møder Pia Blinkenbergs blik hen over Royal-kopper og surdejsboller i Pias røde villa i Vanløse.

”Jeg husker, at I var rigtig søde. I forstod, at det var ubehageligt at være så meget i centrum, et centrum, jeg slet, slet ikke havde lyst til at være i. Og det viste sig jo, at de andre slet ikke var så mærkelige,” siger Emilie om sit første møde med institutionen, som var indrettet som et hjem til de fire piger og to drenge, der boede der og pædagogen Pia, som hun stadig ser her næsten 20 år efter. For at drikke kaffe, gå en tur eller male sammen nede i kælderen. De har fejret jul sammen og mødes, når livet dykker og rejser sig igen.

Læs også: Nomineret til pædagogpris: Jeg vil se hvert enkelt barn som det menneske, det er

Det er på grund af den forskel, Pia har gjort i Emilies – og i mange andre unges liv, at Emilie har indstillet Pia til Politikens Pædagogpris. Og det er, fordi hun selv vil gøre den forskel for andre unge, at hun nu følger i fodsporene på Pia og selv er ved at uddanne sig til pædagog.

Hun vil være der for dem, lige som Pia bare var der for hende i de fem år, hvor hun havde allermest brug for det. På den der umærkelige, men dybt opmærksomme facon, hvor Pia hjalp hende med at indrette sit værelse. Fandt ud af, hvad Emilie interesserede sig for. Smurte lige præcis de madder, hun havde lagt mærke til, at Emilie godt kunne lide.

”Jeg tror ikke, man har brug for at snakke om problemerne i starten,” siger Pia.

”Man har brug for at der er en, der faktisk lægger mærke til, hvad det lige præcis er, man godt kan lide at spise til frokost. For ubevidst så betyder det: Gud, hun lagde mærke til det. Hun lagde mærke til mig,” siger Pia om det langsommelige arbejde, der ligger i at skabe den fortrolighed, man som ung har brug for, når livet er ekstra svært. Når man netop er blevet anbragt, er sårbar, måske har en diagnose og har mødt en masse modgang, der gør det vanskeligt at stole på andre.

Læs også: Når julen er ekstra svær med alle sine forventninger

Som Emilie for eksempel, der i Blomsterhuset følte, at der var nogen, der ville hende. Og så hende. Og som langsomt blev en ekstra familie ud over den, hun havde derhjemme.

”Og så, mens man laver noget helt andet, opstår samtalerne. Midt i at vi måske står og maler på et lærred. Det er min opgave at skabe en platform, der er behagelig at være i, for så falder skuldrene lidt ned. Og lige pludselig, så er der en situation, hvor den unge begynder at fortælle,” siger Pia, der i dag arbejder som pædagog hos VIFU døgn for udsatte unge mellem 14 og 23 på Brydes Alle på Amager og har arbejdet med unge kriminelle, anbragte unge, unge med diagnoser igennem hele sin karriere.

”Ja, sådan var hun. Hun lyttede kun, når hun ville,” griner Pia og opsummerer: Nogle gange er der bare brug for sådan et billede til at minde sig selv om, hvad man kan. Nogle gange er der bare brug for en sætning.

”De har brug for, at der er nogen, der tror på dem. For hvis vi ikke gør det, ja, hvem gør så? De gør det i hvert fald ikke selv,” siger Pia og understreger, at det sådan set er lige meget, om man er der for dem i tre måneder eller halve liv. For de små sætninger, betyder noget. Det lille mærke, du sætter, kan måske ændre noget helt fundamentalt.

Som da Emilie havde kærestesorger og Pia helt ærligt sagde, at hun måske ikke var den bedste til at sidde og trøste. At hun egentlig mest havde det sådan, at ’nå, ja, det er det der sker. Tør øjnene og kom videre.’

”For vi kan ikke være noget, vi ikke er. Vi er nødt til at være autentiske,” siger Pia og Emilie bryder ud i et grin.

”Ja, og lige der var det måske meget godt for mig at høre det, for det fik mig til at tænke, nå ja. Måske fik det mig faktisk til at komme over det lidt hurtigere. Måske jeg faktisk havde brug for at blive lidt udfordret der,” siger hun.

Læs også: Pædagogisk assistent: Jeg har altid tiltrukket personer med specielle behov

”Jeg lærer også noget af dem. Hver eneste ung, har jeg lært noget om mig selv af, det er vildt interessant. Jeg kan genkende den nysgerrighed, autenticitet og kreativitet i dig,” siger Pia til Emilie og nævner måden, Emilie i sin praktik håndterede et barn, der ikke ville tage sin medicin.

”Det, vi måske ser som uhensigtsmæssig adfærd, er jo i virkeligheden bare kommunikation til os,” siger Emilie, der mener, at det handler om at se på, hvad vi kan gøre anderledes som voksne.

”Hvis vi lige sætter os ned. For eksempel var drengen, der ikke ville tage sin medicin, meget glad for dukker og bamser. Og der tænkte jeg, at hvis jeg nu giver dukken medicin først … Det lykkedes faktisk. Medicinen røg bare ned. Nogle gange er det meget enkelt, hvis bare vi bruger den tid til at tænke os om en ekstra gang og forsøger at forstå,” siger Emilie og understreger, at det er det spændende ved faget.

”De er jo alle sammen forskellige. Så det gælder hele tiden om at finde ud af, hvad gør jeg nu. Og når man så ser noget, der lykkes – når der er en udvikling, eller det lille smil på læben, det er bare det fedeste. De der øjeblikke, hvor der er ro, de er glade eller vi kan nyde at sidde helt stille i sanserummet sammen.”

For det handler om at prøve. Fejle. Og så prøve igen. Og om at sætte barren det rigtige sted, så det ikke ender med at blive til et nederlag. For de unge har store forventninger til sig selv, mener Pia.

”Mange af de unge ser sig selv, som nogle, der ikke formår at passe deres ting. Men så siger jeg til dem, at de har da passet alle deres lægetider, om de har overvejet, hvor stærkt det er? Om de forstår, hvor sejt det er, at de stadig er her efter alt det, de har gennemgået? Og at de er så meget mere end deres diagnoser. At de er vildt gode til at lave mad. Eller at de har sindssygt mange idéer. Det er det, jeg også ser, at Emilie kan,” siger Pia om lige netop det aspekt i arbejdet, Emilie særligt gerne vil tage videre i sit eget arbejde.

”For det har jeg selv sat pris på, at du gjorde med mig. At du så alle mine idéer og alt det, jeg ville. At du så mig,” siger Emilie.

De små sejre

For når de unge siger, at de ikke gider det ene eller det andet, så betyder det egentlig, ’jeg ved ikke, om jeg kan’, mener Pia.

For de unge vil bare så gerne lykkes, og de bliver så kede af det, når de ikke gør, mener Pia, der plejer at spørge de unge: Hvordan kom du så langt? Hvad var det, der gjorde, at det lykkedes, når den unge har oplevet en succes.

”Så svarer den unge, at han eller hun bare tænkte, kom nu, nu tager vi os lige sammen. Og så siger jeg fint, det skriver vi lige på en seddel. ’Nu tager vi os sammen’, og når den unge så står deroppe ved metroen og mest af alt har lyst til at vende om igen, så kan han tage sedlen op af lommen og kigge på den, og så lykkes det somme tider at komme videre,” siger Pia og understreger, at det er så effektfuldt, fordi det kommer fra den unge selv.

”Det er jo ikke noget, jeg har opfundet. Men jeg skal have øje for og spørge ind til, hvad der gjorde, at de kom ud af sengen. Og det skal vi føre videre. Vi skal forstørre det, de unge selv siger og få dem til at se, at når de står deroppe ved metroen, så har de allerede vundet,” siger Pia om de små sejre.

Hvis det lykkes at stå op, så er det godt. Hvis det lykkes at komme helt op til metroen. Så er det super. Og måske det pludselig lykkes at komme helt hen i skolen.

”Jeg spurgte en af de unge, hvordan han endte med at komme hele vejen i skole, og han svarede, at nu han alligevel stod ved metroen, så var det fjollet ikke at gå ind i den. Og det er jo rigtigt nok.”

Udskrivelsespakken

For Pia er det helt naturligt, at nogle af de unge, lige som Emilie, er blevet i hendes liv. Så er de blevet skrevet op i en andelsbolig tæt på. Så holder hun jul med dem. Eller så hjælper hun dem med små og store ting, for eksempel hentede Pia et bord, en af hendes tidligere unge havde købt på Den Blå Avis. Det er sådan, arbejdet passer Pia bedst. Det er ikke for alle, ved hun. Nogle har brug for skarpere grænser mellem arbejde og privatliv, men det er sådan, hun selv foretrækker det.

”Det er jo ikke bare et stykke arbejde, som man slutter af, når arbejdsdagen er slut eller når de er udskrevet. De er der jo stadig, nogle af dem har stadig brug for os,” siger Pia, der synes, det er svært, når vi bare udskriver unge, fordi de er blevet 18 år.

”Jeg kunne ønske, den der lille pakke var der til dem.”

Som pigen, der blev med at spørge hende, om Pia kunne huske situationer og begivenheder. For de har brug for, at der er nogen, der ved, hvem deres bedste ven var, da de var 12, hvad de særligt godt kunne lide at spise, da de var 14, eller hvad der skete juleaften, da de var 16. For det gør, at man ved, hvem man er, mener Pia. Det er det fundament, man står på, og som er helt naturligt for dem, der lige som Emilie er så heldige at have en familie.

”Men for dem, der ikke har, er det vigtigt at huske for dem og med dem, ellers forsvinder de tre år, de har været anbragt jo bare. Fordi ingen anden end den unge selv kan huske. Det synes jeg er en udfordring for anbragte unge.”

Pia peger på en gave, hun har lavet til en ung, der skal til at flytte fra Brydes Alle og hendes mor. Det er en marmorplade, der er knækket over i to – én til den unge og én til moderen. De passer perfekt sammen, ligesom venindehalskæde gør det, og alligevel er de forskellige. Marmorpladen er værdierne, den unge står på.

”Og så er der bygget ovenpå,” forklarer Pia og peger på en stolpe i grøn keramik, der står på pladen, og som symboliserer opholdet på VIFU døgn og de grønne keramikkugler i toppen, der symboliserer de oplevelser, den unge har haft undervejs.

Det er Pias lille udskrivelsespakke. En pakke, der viser, at der også er en voksne, der husker.