Annonce

Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA


Dagplejen i Ikast-Brande har gjort den styrkede pædagogiske læreplan til dagplejernes egen i en grad, så dagplejer Ulla Bækgaard Christensen nu tænker den ind i alt, hun gør.

Annonce

Læreplanen er ikke et projekt, der stopper i morgen. Den handler ikke om afsluttede forløb som teateruger eller scienceprojekter. Den er hele vores pædagogiske udgangspunkt for alt det, vi gør med børnene, siger dagplejer Ulla Bækgaard Christensen. Tobias Stidsen

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Dagplejer Ulla Bækgaard Christensen har gjort det til en vane. Hver dag, i hver eneste situation ser hun på de muligheder, der er for at udbygge en leg eller en hverdagsrutine med udgangspunkt i Den styrkede pædagogiske læreplan, som trådte i kraft 1. juli 2018, og som dagtilbuddene nu har haft to og et halvt år til at implementere. 

Det kan være det motoriske i at bruge en lille kniv til at skære et æble med. Eller at undersøge kernehuset og tale om, hvordan kernerne er grunden til, at der vokser nye æbletræer ude i haven. Eller om det er i fællesskabet, når børnene får forklæder på og hjælper til i køkkenet. 

”Jeg ser på omgivelserne og situationen og forsøger hele tiden at udvide den sprogligt, motorisk og socialt,” siger hun. 

Læs også: Dagplejere ser frem til at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan

Dagplejerne er læreplanen 

I Ikast-Brande Kommune har man forsøgt at få dagplejerne til at indtænke læreplanen i deres praksis – faktisk i alt, de gør i løbet af dagen. Efter et fælles oplæg har dagplejerne selv fundet ud af, hvordan de i legestuen ville arbejde med læreplanen ud fra det pædagogiske måltid. Undervejs har konsulenten evalueret dagplejernes tilgang til læreplanen. En tilgang, Ulla Bækgaard Christensen i den grad har taget til sig. 

”Her i Ikast-Brande har man sagt, at vi er læreplanen. Den skal simpelthen ligge i vores dna. Om vi er i sandkassen, skifter en ble eller bare leger. Det handler om at få det ind i sin tænkning.” 

Læs også: Forsker: Læreplaner må ikke blive facitlister

På den måde er læreplanen ikke et projekt, der stopper i morgen, og den adskiller sig fra de tidligere læreplaner med teateruger og naturprojekter. I stedet er den et pædagogisk udgangspunkt for interaktionen med børnene. 

”Jeg har gjort det så meget nu, at det sker næsten automatisk,” siger Ulla Bækgaard Christensen, der har bygget en lille bane på græsplænen bag sit hus for at illustrere, hvordan hun arbejder med Den styrkede pædagogiske læreplan. 

Læs også: Læringsmiljø skal i centrum

Koen spiser kløver 

Banens første stop er en hoppeko og en hoppehest, som Nicole og Josefine på halvandet hopper af sted på.

”Men det er ikke bare en hest, den har også runde, hvide prikker, to ører, en hale, og den kan spise noget kløver fra græsplænen,” siger Ulla Bækgaard Christensen, og børnene begynder at fodre dyrene med kløver og klappe dem på mulen. 

”Og så kan man synge ’Jens Petersens ko den har horn’. Og vi kan læse en bog om kalven, der blev væk, når vi kommer indenfor. Og i morgen kan vi gå ned og besøge køerne og deres kalve på marken. Jeg tager billeder, som vi ser på, når vi kommer hjem, så de også selv kommer i gang med at sætte ord på. Alt hænger sammen i et stort hele,” siger Ulla Bækgaard Christensen. 

Læs også: Klumme: Alle skal arbejde med ny læreplan

Og det gavner ikke kun børnene, siger dagplejeren. 

”Den styrkede pædagogiske læreplan giver mulighed for, at jeg udvikler mig hele tiden, og den hænger meget bedre sammen med pædagogisk praksis, fordi den har sit udgangspunkt i legen,” siger Ulla Bækgaard Christensen.

3 råd til at arbejde med den styrkede læreplan

1. Se på omgivelserne Se på omgivelserne, legene og undersøg, hvilke muligheder der udspringer af hver situation. For i en snak om formen i sandkassen ligger der for eksempel også farver og funktioner. Gør brug af det i både samtale og leg.

2. Skab et rum til refleksion Ud over løbende refleksioner så brug 10 minutter i løbet af middagspausen på at overveje, om du kunne have gjort noget anderledes.

3. Brug dine kolleger Brug den viden, der ligger i fællesskabet, når I diskuterer læreplanen og brug den erfaring, der ligger i dagplejegruppen, når I taler om, hvordan I hver især arbejder med den.

Kilde: Dagplejer Ulla Bækgaard Christensen 

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev