De er megavigtige – og samtidig så svære at få prioriteret i en travl hverdag. Pauserne.

Især for de mange, der arbejder med mennesker, kan det være ekstra svært at sætte sig med en kop kaffe eller gå ud og få noget frisk luft, når man ved, at der sidder en borger og venter på ens hjælp og omsorg.
 
”I en presset hverdag kan der opstå den uheldige kutyme, at man giver lidt op og tænker, at det har vi ikke tid til, og så får man ikke taget snakken om, hvordan vi som arbejdsfællesskab kan skabe tiden til det.”

Det siger Charlotte Bredahl, der er arbejdsmiljøkonsulent i FOA. Hun er gæst i det seneste afsnit af Fagbladet FOAs podcast, ’Færdigt Arbejde’.  

”Jeg er træt, jeg er presset”

I podcasten medvirker også Stine Olsen, der er omsorgs- og pædagogmedhjælper på Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie i Ringsted, et bosted for voksne med autisme og udviklingshæmning.   

Her er der også travle og uforudsigelige dage, men arbejdspladsen har opbygget en kultur, der gør, at hun kan tage et break, når der er brug for det.

”Hos os har vi lov til og tør at sige højt: ’Jeg er træt, jeg er presset, det her er hårdt for mig – jeg har brug for, at der er en anden, der tager over’. Vi ved, at vi for at kunne være der fuldt og helt for borgerne har brug for nogle pauser – både en spisepause med kollegerne og de små pauser, hvor man lige kan sunde sig,” siger Stine Olsen.

Og netop de små pauser skal man ikke undervurdere, forklarer Charlotte Bredahl i podcasten: 

”Forskning har vist, at hvis bare vi giver vores hjerne en pause på 3 minutter, så svarer det til, at det stresshormon, vi har i kroppen, bliver reduceret med 30 procent. Det siger jo noget om, at det er nogle små greb, vi skal have fat i hele tiden.”