”Siden 6. klasse har jeg drømt om at blive social- og sundhedsassistent. Allerede som 15-årig fik jeg fritidsjob i plejen. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at det her fag var lige noget for mig. 

Det med at hjælpe mennesker og øge deres livskvalitet, synes jeg bare, er megasmukt og noget, som jeg er meget stolt af at gøre. Det tillidsbånd, jeg kan skabe mellem borgeren, familien og mig selv, er det, der driver mig fagligt. Jeg er altid professionel på jobbet, men nogle gange tænker jeg på de her ældre mennesker som en slags bonusbedsteforældre. For jeg har aldrig selv haft nogen.

Jeg er vokset op uden mine biologiske forældre. Fra jeg var fire år, boede jeg i en plejefamilie. Min far begik selvmord, da jeg var fem år gammel, og min mor forsvandt, da jeg var ti. To år senere, blev hun fundet dræbt i et køleskab. Kort efter, min mor forsvandt, tog min storebror også sit eget liv.

Selvom jeg har haft alle odds imod mig, tror jeg, at min baggrund har givet mig en fordel, som ikke alle har. Jeg ved, at man kan miste fra den ene dag til den anden, for det har jeg prøvet. Det sidste, jeg sagde til min mor, inden hun døde, var, at jeg hadede hende, og hun var den værste mor. Det var det sidste, hun hørte mig sige. Det har siddet så dybt i mig, og det er der aldrig nogen andre, der skal opleve mig sige som det sidste. Derfor forlader jeg aldrig en samtale med en sur kommentar.

Jeg fik ofte at vide som barn, at jeg ville ende som kriminel eller stofmisbruger. Det gjorde mig vred, og jeg har altid villet bevise, at folk tog fejl. Så jeg har taget skolen og mit arbejde dybt seriøst og kæmpet mig vej herop.

Lige nu er jeg i praktik på et plejehjem, og hver dag, når jeg vågner, tænker jeg, at yes, jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg er glad, når jeg møder ind, og når jeg går hjem. Jeg har da også fået at vide fra både mine kolleger og ledelsen, at jeg er megadygtig og god til mit job. Det er jo en stor anerkendelse.

Det med at være noget for andre mennesker betyder meget for mig. Også i min fritid, hvor jeg kæmper for anbragte børns rettigheder. Især, synes jeg, det er vigtigt, at vi som samfund hjælper anbragte børn videre i voksenlivet, efter de fylder 18 år. Derfor har jeg stillet et borgerforslag om, at unge anbragte skal have ret til et tilbud om efterværn, efter de er blevet myndige, med henblik på ekstra støtte, hvis de har behov for det. Jeg har allerede fået opbakning fra nogle politikere på Christiansborg. Det er ret vildt, og det gør mig meget stolt.

Jeg bliver færdig med social- og sundhedsassistentuddannelsen i januar 2025. Jeg drømmer om enten at arbejde på et ældrecenter eller i psykiatrien. Måske vil jeg, når jeg er 30 år, uddanne mig videre til ambulancebehandler. Men jeg tager én drøm ad gangen.”