Annonce

Værnemidler

Tema: Coronavirus

Defekte værnemidler: Frontpersonale muligvis smittet


60 ansatte på covid-19-afsnittet på Aarhus Universitetshospital er blevet sendt i karantæne, efter det viste sig, at en sending åndedrætsværn var defekte. Maskerne er tilbagekaldt i alle fem regioner.

Annonce

Omtrent en tredjedel af personalet på covid-19-afdelingen på Aarhus Universitetshospital er sendt hjem i karantæne på grund af defekte FFP3-masker. Hospitalet arbejder på at få personale fra andre afdelinger til at hjælpe til.  Tobias Stidsen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

53.996 såkaldte FFP3-masker – de åndedrætsværn, som beskytter bedst mod coronavirus – er trukket tilbage over hele landet, efter at personale på Regionshospitalet i Viborg kunne konstatere, at maskerne gik op i sømmen. 
 
Det har resulteret i, at i alt 60 ansatte - en tredjedel af personalet - på Aarhus Universitetshospitals covid-19-afdeling er sendt hjem i isolation. Det skriver TV2 Østjylland. Mellem to og fem ansatte er under mistanke for at være blevet smittet på grund af de defekte masker, fortæller ledende overlæge Lars Østergaard til mediet.
 
”Det er en udfordring. Vi får det til at hænge sammen dag til dag. Det tilbageværende personale har været ekstremt velvillige til at stille op. Det er imponerende,” siger han.

Læs også: Hver fjerde i ældreplejen mangler værnemidler

Ingen melding om defekte masker i andre regioner
Maskerne er bestilt hjem af Region Nordjylland på vegne af alle fem regioner, men ifølge økonomidirektør i Region Nordjylland, Roeland Løfberg, er der ingen meldinger fra de andre regioner om, at maskerne er gået op i sømmen, eller at personale er sendt hjem på grund af brug af defekte masker. Men for en sikkerheds skyld trækkes maskerne tilbage i hele landet. Det skriver han i en mail til Fagbladet FOA. 
 
”Personale på Regionshospitalet i Viborg konstaterer en fejl i sømmen på masker fra et konkret parti og “advarer” derfor de andre regioner. Og alle regioner har besluttet, at disse masker ikke anvendes, indtil fejlen er undersøgt,” skriver Roeland Løfberg. 
 
Han fortæller desuden, at ud af de 53.996 masker har 14.896 været brugt, og de resterende er stadig på centrallageret i Nordjylland.
 
”Og der bliver de, indtil vi i samarbejde med leverandøren har fået undersøgt sagen nærmere,” skriver økonomidirektøren.

Charlotte Bredal, som er arbejdsmiljøkonsulent i FOA, ser med alvor på de defekte masker. Problemet skal nemlig ses i lyset af, at de medarbejdere, som bærer den slags åndedrætsværn, er dem, som er allermest eksponerede for smitte.
 
”Med personale på de her afdelinger ved vi, at der er en rigtig stor risiko for at blive smittet, fordi patienterne med sikkerhed er smittet, og samtidig arbejder personalet formodentligt med nogle aerosolgenerende procedurer, hvor de er maksimalt udsat for smitte. Derfor er det selvfølgelig rigtig, rigtig alvorligt," siger hun.
 
Mona Striib, formand for FOA, fortæller, at alle FOAs afdelinger er orienteret om problematikken, så de står til rådighed, hvis medlemmerne har spørgsmål. Og hvis man mistænker, at de værnemidler, man har til rådighed på arbejdet, ikke er gode nok, skal man reagere med det samme, understreger hun.
 
"Så snakker man med sin arbejdsmiljørepræsentant eller sin afdeling, så vi er sikre på, at det bliver undersøgt, og at der bliver grebet ind i tide, så man ikke udsætter sig selv for yderligere risiko," siger Mona Striib.
 

Omdiskuterede masker

FFP3-maskerne blev i foråret genstand for meget diskussion, da ambulancepersonalet i Region Syddanmark på grund af manglende værnemidler fik frataget maskerne. 
 
"Det er vores sikkerhed ude i fronten, der pilles ved. Det virker uforståeligt, for vi er nogle af dem, der er tættest på patienterne," sagde Fritz Kjær, fællestillidsrepræsentant i Ambulance Syd, dengang til Avisen Danmark.
 
Også myndighederne har diskuteret maskerne. De har været uenige med sig selv, om hvorvidt de anbefalede FFP3 eller FFP2-masker. I begyndelsen af september sidste år anbefalede Central Enhed for Infektionsmitte, som hører under Statens Serum Institut, nemlig, at frontpersonalet brugte FFP3-maskerne. Men da regionerne havde købt stort ind af FFP2-maskerne, blev anbefalingerne ændret, så FFP2-maskerne også indgik i anbefalingerne.
 
"Da FFP2-masker fortsat vurderes at være tilstrækkelige over for covid-19, har CEI (Central Enhed for Infektionssmitte, red.) valgt at tilpasse anbefalingerne til den aktuelle situation, dvs. at anbefalingen om FFP2/FFP3-masker er genindført i de to dokumenter pr. 23. september. CEI vil igen understrege, at FFP2-masken fortsat betragtes som fuldt tilstrækkelig beskyttelse ved covid-19, uanset procedure i forbindelse med brug af masken," skrev enheden i et nyhedsbrev i efteråret. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev