”Det er vigtigt, når vi taler om at gå tidligere på pension, at det ikke kun handler om det fysiske arbejdsmiljø, for det psykiske arbejdsmiljø har en stor betydning. Vi kan altså ikke holde til det. Nogle går nærmest grædende hjem fra arbejde, fordi det er så stressende.”

 

Sådan sagde social- og sundhedsassistent Kate Flenting til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), da hun og to andre FOA-medlemmer, portør Emil Dinesen og social- og sundhedsassistent Charlotte Bartholin, var inviteret til møde i beskæftigelsesministeriet mandag formiddag.

 

I kølvandet på Socialdemokratiets forslag om ret til tidligere pension bød ministeren de tre FOA-medlemmer på ostemadder, kaffe og en række spørgsmål om, hvordan de mærker nedslidning i deres arbejdsliv. Der blev ikke lagt skjul på, at både det fysiske såvel som det psykiske pres har stor betydning for de tre medlemmer. Her kan du læse, hvad de fortalte ministeren.

 

Kate Flenting, social og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på neurologisk afdeling på Herlev Hospital: 

Siden 2002 har Kate Flenting løbet op og ned ad gangene på Herlev Hospitals neurologiske afdeling. Hun er i dag 58 år, men allerede som 45-årig mærkede hun, hvordan de mange vrid, løft og skridt sled hende fysisk.

”Som 45-årig kunne jeg mærke, at mit knæ var slidt. Som 53-årig fik jeg et nyt, og som 55-årig fik jeg nyt knæ nummer to. Så jeg har to nye knæ, og jeg skal stadig være på arbejdsmarkedet, til jeg er 67,” fortalte hun ministeren.

Hun fortalte ham også, hvordan hun og kollegerne er blevet færre, og at mange af de nyuddannede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter hurtigt falder fra igen, fordi de ikke kan holde til arbejdet – hverken fysisk eller psykisk. 

Kate tror ikke på, at vi kan arbejde længere, bare fordi vi bliver ældre. Når hun ser på de patienter, hun har i dag, har hun svært ved at se, hvordan pensionalderen skal blive ved med at stige. Der er mange, der er slidt psykisk, oplever hun. 

"Hvis jeg kigger på mine patienter, er der flere mellem 30 og 50 år, der får blodpropper og blødninger i hjernen i dag på grund af stress, pres og prestige. De bliver faktisk mere syge. Så kan de knageme heller ikke arbejde, til de er 70. Det er jo fuldstændigt urealistisk,” sagde Kate. 

Som ansat i hjemmeplejen ved 46-årige Charlotte Bartholin alt om at have et fysisk krævende job. Det samme gør hendes 48-årige mand. Han er gulvlægger, og selvom de begge har mange år tilbage på arbejdsmarkedet endnu, ved de, at de ikke kan holde til pensionsalderen. I slutningen af måneden skal de til møde i banken for at se, om de kan omlægge nogle lån, så de kan spare op til at gå tidligere på pension.

”Når jeg engang skal på pension, kan jeg tage min rollator og gå direkte fra arbejdspladsen over på plejehjemmet, fordi vores arbejde er så hårdt. Både fysisk og psykisk,” fortalte Charlotte minister Peter Hummelgaard (S).

Charlotte mærker især, at travlheden, presset fra ledelsen, kravet om dokumentation og manglen på kolleger presser og slider hende.

”Vi bliver stressede over al den dokumentation, vi skal lave i hjemmeplejen. Det er svært at efterleve alle de krav. Vi skal hele tiden måles og vejes. Hvorfor kan vi ikke bare få lov at passe de ældre? Og de varme hænder, vi efterspurgte for flere år siden, mangler vi stadig,” sagde hun til ministeren.

Når 35-årige Emil Dinesen ser på de kolleger, han har, som netop er gået på pension i en alder af 65 år, har han svært ved at forestille sig, hvordan han og de andre portører skal kunne holde, til de er 70. Flere af Emils kolleger har fået nye skuldre, knæ og hofter. Arbejdsopgaverne er blevet flere, kollegerne færre og arbejdspresset større, fortæller han. 

Men især føler Emil sig påvirket psykisk af, at der bliver holdt øje med, hvor meget portørerne yder.

"Når man hele tiden har i baghovedet, at andre holder øje med en og måler en, tænker man på det i stedet for at passe sit arbejde. Og hvis man ikke yder nok, bliver man kaldt til en samtale," sagde Emil til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). 

Og det er svært at nå det hele. For to år siden blev 10 procent af portørerne fyret på Bispebjerg Hospital i forbindelse med sammenlægningen med Frederiksberg Hospital, fortæller Emil. Men arbejdsopgaverne blev ikke færre af den grund.

"Vi syntes i forvejen, vi var skåret ind til benet. Patienterne kommer for sent til undersøgelser, fordi vi har svært ved at overholde tiderne. I sidste ende handler det, om at patienterne ikke får en ordentlig service," sagde han.

For beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) gjorde det stort indtryk at høre de tre medlemmers fortællinger fra hverdagen i sundhedsvæsenet, fortalte han.

"Jeg er enig i, at det psykiske arbejdsmiljø er en faktor i nedslidningsdebatten. Vores udspil var bevidst rettet efter at indfange rigtig mange sygeplejersker og rigtig mange FOA-medlemmer. Vi ved, at de i højere grad end andre faggrupper er udsat for en hårdere psykisk belastning."

"Men vores udspil svarer jo selvfølgelig ikke på den situation, hvor man kan have været udsat for så voldsomme psykiske belastninger i sit arbejde som 45-årig, at man på den baggrund er nødt til at træde fra."

"Så der skal være flere ben at gå på. Hvis du er kommet dertil, hvor du er så slidt eller syg, at du ikke kan arbejde mere, så skal der være en værdig og ordentlig mulighed for at træde fra tidligere," sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).