Solen skinner, da 52-årige Lisbeth Ellebjerg åbner det børnesikre hegn til haven i Faaborg, hvor to børn sidder og leger i sandkassen, mens et tredje ligger og sover i barnevognen lidt derfra.
Lisbeth Ellebjerg har været dagplejer i 25 år, efter at hun havde arbejdet som tjener i mange år og besluttede at købe hus i et parcelhuskvarter og lægge karrieren om. Hvor mange børn, der helt præcist har tilbragt store dele af deres tidlige barndom i hendes hus og have, ved hun ikke, men med fire faste børn og nogle gange et femte gæstebarn, bliver det hurtigt til mange.
”Det er jo et hjertejob, en livsstil. Jeg kunne ikke ønske mig noget andet job,” siger hun og må afbryde samtalen for at hente den sovende pige i barnevognen.
Vanessa er ikke gammel nok til selv at klatre op på rutsjebanen, så Lisbeth Ellebjerg hjælper hende. Det er svært at undgå ergonomisk dårlige løft.
Tobias Stidsen
Læs også: Ret til tidlig pension: Det betyder regeringens udspil for dig
Diskusprolaps førte til sygemelding
Da Lisbeth Ellebjerg for 15 år siden fik en diskusprolaps i ryggen, var det svært at skulle sygemelde sig.
Hun var så ked af at skulle væk fra jobbet og give kollegaerne ekstra arbejde, at hun ringede grædende til sin chef, husker hun.
”Det var simpelthen så hårdt for mig ikke at kunne passe mit arbejde. Og jeg fik faktisk også tilbudt fleksjob, fordi min ryg var så dårlig. Men jeg kom tilbage til jobbet, og det er jeg stolt af,” fortæller hun.
Lyt til kroppen
Selvom hun elsker jobbet som dagplejer, kan det mærkes i kroppen, at arbejdsstillingerne ikke altid er de bedste for kroppen. Et arbejdsliv i børnehøjde, hvor legen foregår nede på græsset eller gulvet, og hvor særligt de yngste børn ofte bæres rundt, gør, at Lisbeth træner op til fem gange om ugen for at holde kroppen stærk.
”Man skal huske at lytte til kroppen, så man ikke slider sig selv halvt ihjel. Derfor laver jeg styrke- og kredsløbstræning, så jeg kan blive i jobbet så længe som muligt,” fortæller hun.
Hun er et af de pædagogiske medlemmer, der ser ud til at kunne benytte sig af regeringens nye udspil om tidlig pension, fordi hun som 61-årig har været på arbejdsmarkedet i 44 år. Det er dog ikke sikkert, hun vil gøre brug af det, men ser det som en mulighed for at trække sig tidligere, hvis hun får brug for det.
”Jeg vil ikke trække mig, medmindre jeg bliver nødt til det, men det er rart at have muligheden, hvis det kommer dertil,” siger Lisbeth.
Arbejdsstillingerne er ikke altid hensigtsmæssige, når hverdagen foregår i børnehøjde. Lang tid på knæene er hårdt for benene.
Tobias Stidsen
Læs også: ‘Jeg håber, jeg kan gå på pension, mens jeg stadig har et liv tilbage at nyde’
De yngste børn skal løftes mest
Humøret er højt i haven, hvor rutsjebaner, dukkevogne og forhindringsbaner skiftevis får børnenes opmærksomhed. Imens Lisbeth hjælper det yngste barn, der lige er vågnet, farer de lidt ældre børn op og ned ad rutsjebanen.
Det er hårdt at være dagplejer, og særligt de nyeste børn, der er omkring et år gamle, når de starter i dagplejen, har i begyndelsen brug for hjælp til mere og er derfor hårdere at tage sig af rent fysisk.
”De yngste børn kan ikke så meget selv, og derfor løfter jeg dem meget mere end de ældre. Hvis et barn vejer omkring ti kilo og skal sove to gange på en dag, pusles tre til fire gange og spise også, så bliver det hurtigt 20 gange, jeg løfter ham eller hende på en dag,” forklarer hun.
Derfor har Lisbeth monteret en stige til puslebordet, så de ældre børn selv kan kravle op. På samme måde har hun sørget for, at der ikke er langt fra puslebordet til barnevognene, så hun kan løfte børnene direkte og på den måde undgår at løfte børnene to gange.
”Jeg har lavet nogle smarte løsninger, men det er også klart, at nogle børn har brug for den nære kontakt, og det hverken kan eller vil jeg nægte dem. Det er den vigtigste opgave, at de har det godt,” siger hun.
Læs også: Coronarengøring i dagplejen: Hver anden har overarbejde
48-timers arbejdsuge
Nede på knæ i græsset kaster Lisbeth med bolde, mens de tre børn har samlet sig omkring hende. Der er ikke tid til mange pauser i løbet af en dag, for Lisbeth Ellebjerg er alene med børnene, der både skal pusles, spise og sove i løbet af dagen. Og med en arbejdsuge på 48 timer, har hun nogle lange dage.
”Normalt arbejder jeg fra klokken seks om morgenen til kvart i fire. Undtagen fredag, hvor jeg slutter klokken tre. Og så tager jeg ofte ned og træner lige bagefter eller tager et hvil,” siger hun.
En mor henter sit barn, der skal til lægen, og en toårig pige er vendt tilbage til sandkassen. Selvom klokken kun lige har slået elleve, har Lisbeth løftet børnene de første ti gange.