Annonce

Claus foran sin bil

Chauffør om pensionsudspil: Fint for mig, men masser får ikke noget ud af det


Bliver regeringens udspil om tidlig pension vedtaget, kan chauffør Claus Bovin gå på pension tre år før tid. Han er glad på sine egne vegne, men ville ønske, at forslaget gjaldt flere.

Annonce

Claus Bovin synes ikke, at sygdom skal være et kriterium for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Han håber, at han selv får nogle gode år med sine børnebørn uden at være helt nedslidt, når han går på pension. Jørgen True

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Claus Bovin kan forlade arbejdsmarkedet som 65-årig – altså tre år før tid – hvis regeringens udspil om ret til tidligere pension bliver vedtaget. I dag er han 54 år og ansat som chauffør under Nordsjællands Brandvæsen, hvor han leverer mad til ældre og kører med handicappede.

”Jeg tror ikke, jeg kan holde, til jeg er 68. Hvis det her går igennem, kan jeg gå, når jeg er 65 år. Hvis jeg så ikke kan mere, når jeg er 64 år, kan jeg måske tage et år på medicin. Men hvis jeg skal tage flere år på medicin, bliver det for meget,” siger Claus.

Han ser derfor lyst på regeringens udspil og glæder sig på sine egne vegne. Men han kunne godt ønske sig, at ordningen gjaldt nogle flere.

”Det er godt, fordi alternativet er ingenting. Og det er fint for mig, at jeg får tre år. Men der er masser, der ikke får noget ud af det. Dem tænker jeg også på. Det er synd for dem. De kan jo godt være slidt op, selvom de ikke er samme årgang som mig,” siger Claus Bovin.

Læs også: ‘Jeg håber, jeg kan gå på pension, mens jeg stadig har et liv tilbage at nyde’

Skulderen blev slidt op

Inden Claus Bovin blev ansat som chauffør, arbejdede han mange år med kraner. Som 15-årig gik han i lære som mekaniker, og da han blev udlært, blev han ansat i kranbranchen, hvor han var indtil for fem år siden. Da sagde skulderen stop.

”Jeg fik simpelthen så ondt i den, at jeg ikke kunne være nogen steder,” fortæller han.

Mange tunge løft havde slidt hans skulder op. Claus fik sprøjter med medicin og en økonomisk erstatning. Hans arbejdsevne blev nedsat med 40 procent. Til et møde med kommunen foreslog han derfor, at han kunne blive uddannet buschauffør i stedet. Så det blev han. Det er bedre for skulderen, men ikke uden smerter.

”Det hårdeste er at skubbe en kørestol. Jeg kan godt mærke, at hvis jeg har for mange skub på en dag, har jeg ondt om aftenen. Så jeg håber, jeg kan holde, til jeg er 65, men jeg kan jo ikke vide det. Det kan jo også være, jeg kan holde, til jeg er 68. Det ville bare være dejligt. Jeg tror ikke på det, men hvis jeg kan, så vil jeg blive ved,” siger Claus Bovin.

Læs også: Ret til tidlig pension: Det betyder regeringens udspil for dig

En værdig afsked

Sygdom skal ikke være et kriterium for at kunne gå tidligere på pension, mener Claus. Man bør kunne forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde.

”Det er ærgerligt, at hvis du ikke passer ind i den her model, så skal du være syg for at kunne få noget. Det er synd. Jeg synes, man skal have lov at have nogle år, hvor man har det godt,” siger Claus Bovin.

Læs også: Laila har arbejdet i 44 år: Nok til tidlig pension?

”Jeg kan godt lide tanken om, at når du har ydet i rigtig mange år – og det har du jo, når du starter som 15-16-årig – så må det være rimeligt, at du kan trække dig før. Jeg vil da gerne have nogle år, hvor jeg kan nyde mine børnebørn, uden at jeg behøver at æde en masse medicin.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev