Annonce

En kvindelig psykolog

Børnepsykolog fra TV 2-dokumentar: Vi har udsultet daginstitutionerne


Når en forrået kultur, som den i TV 2-dokumentaren
’Daginstitutioner bag facaden’ kan finde sted, så er det blandt andet på grund af mangelfuld ledelse og for få hænder, mener psykolog Lone Hygum.

Annonce

Psykolog Lone Hygum er rystet over indholdet i TV 2-dokumentaren ’Daginstitutioner bag facaden’ og håber, at udsendelsen kan give anledning til flere hænder på børneområdet. Pressefoto/Dokumentargruppen

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Af Linnea Kadziola
Journalist

Annonce

”Du er en kæmpe egoist.” 

”Jeg ved godt, at du nok er forkælet.” 

Sådan lyder ordene i TV 2-dokumentaren ’Daginstitutioner bag facaden’ fra en mangeårig pædagogmedhjælper til en 14 måneder gammel pige, som er i gang med at blive indkørt i vuggestuen.

Ifølge dokumentaren græder pigen 50 minutter uden at få den fornødne trøst og omsorg. Og det er langt fra det eneste eksempel på manglende omsorg i dokumentaren, som viser skjulte optagelser fra to københavnske daginstitutioner, som havde alvorlige anmærkninger i tilsynsrapporterne.

I alt har 22 københavnske daginstitutioner sidste år fået en rød smiley på området social kontakt, viser tilsynsrapporterne, som gennemgås i dokumentaren.

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Børn kan tage skade

Psykolog Lone Hygum medvirker i dokumentaren og har gennem 15 år observeret børn i daginstitutioner, hvor hun fungerer som sparringspartner for skoler og dagtilbud. 

Hun understreger, at det er decideret farligt for børn at være i et miljø, hvor de voksne taler sådan til børnene.

”Det er forfærdeligt. Jeg var faktisk ved at græde, da jeg så den scene med pigen. Hun reagerer jo på et miljø, der er så utrygt og ubehageligt at være i. Det kan være direkte skadeligt for et lille barn ikke at få den fornødne omsorg,” siger Lone Hygum.

Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden

Manglende omsorg er udbredt

Hun mener ikke, at de ansattes opførsel i nogle af de viste klip kan forsvares. Det gælder blandt andet et klip, hvor en pige på et år og fire måneder får sin finger i klemme i en dør.

Grædende opsøger hun en ung, mandlig pædagogmedhjælper, som er alene på stuen med en håndfuld vuggestuebørn. Alligevel trøster han ikke pigen, men påpeger, at pigen jo godt vidste, at hun ikke skulle gå hen til døren.

Eksemplerne på mangelfuld omsorg er dog langt fra enestående, vurderer Lone Hygum.

”Mangel på omsorg finder sted i rigtig mange daginstitutioner. Blandt andet på grund af for få hænder. Vi har efterhånden udsultet daginstitutionerne så meget, at det er uforsvarligt over for børnene,” siger psykologen og tilføjer:

”Det slående i dokumentaren er, at der ikke er nogen, der blander sig i de andre voksnes opførsel. Hvor er ledelsen, der tydeligt skal vise den pædagogiske retning? Hvis vi vil give børnene tilstrækkelig med omsorg, kræver det ordentlig ledelse, flere hænder og bedre uddannelse.”

Flere hænder løser ikke problemet

Jesper Christensen (S), som er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, er enig med Lone Hygum i, at en kombination af normeringer, ledelse, og uddannet personale er afgørende for kvaliteten af børnepasningen. Han mener derfor ikke, at flere hænder alene vil løse problemet.

”Det er også vigtigt, at medarbejderne har de rette pædagogiske kvalifikationer, så de kan varetage den opgave, som der er brug for,” siger han og fortsætter.

”Ledelsen har ansvar i forhold til at sætte struktur på hverdagen og danne en kultur på institutionen, hvor man opnår det arbejdsfællesskab, som er en forudsætning for at man kan drive en institution, hvor alle ved, hvad de skal lave på ordentlig vis.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev