Opdateret 16.08.2018.
Landets børnefamilier presses hårdt, når børnene vågner med feber og hoste, og forældrene må blive hjemme fra arbejde for at passe dem. Derfor foreslår SF nu, at forældre skal have mulighed for op til 10 ekstra dage årligt per barn til pasning af barnet ved sygdom. Udmeldingen kommer fra SF’s sommergruppemøde, der holdes på Alkestrupskolen syd for Herfølge.
Sygedage refunderes af staten
SF ønsker, at forældre får mulighed for at passe deres syge barn i alderen 1-12 år i op til ti dage ekstra om året per barn. Desuden skal forældre have mulighed for frihed med løn, når deres børn skal til læge eller andet.
Partiet forestiller sig, at arbejdsgiveren betaler for barnets første og anden sygedag, mens de efterfølgende sygedage op til i alt ti sygedage årligt per barn refunderes af staten.
Det hele finansieres ved, at man hæver arbejdsmarkedsbidraget med 0,2 procentpoint og putter pengene i en statslig fond, der så betaler forældrenes løn ved børns sygdom.
Ingen arme over hovedet i FOA
”Det er spændende, at SF vil se på flere dage til forældre med syge børn, men der udestår rigtig mange spørgsmål, og vi tager derfor ikke armene over hovedet endnu. Men FOA vil da gerne mødes til en kop kaffe og dialog med SF om emnet,” siger Joan Prahl i en kommentar.
Hver tredje børnefamilie er presset
At børnefamilierne er presset på tid ved børns sygdom, viser en undersøgelse fra 2017 fra analysebureauet
Epinion.
Opdateret: Fakta om SF-forslag tilføjet.