Annonce

Kenneth fik smadret sin arm på jobbet: Lever i konstante smerter og økonomisk ruin


Kenneth Sørensen fik ødelagt sin ene arm efter en arbejdsulykke, da han var social- og sundhedshjælperelev. Efter tre operationer, et forlist parforhold og et tungt forløb, lever han nu med evige smerter og en indtægt på kontanthjælpsniveau. 

Annonce

Kenneth Sørensen fik venstre arm ind under en 140 kilo tung kvinde, som han var ved at hjælpe med at vende i sit tidligere job som social- og sundhedshjælperelev. Det kostede ham føreligheden i den ene arm, hans parforhold, indkomst og psykiske helbred. Johnny Frederiksen

Af Sofie Janerka
Journalist

Af Johnny Frederiksen
Videojournalist

Annonce

En smadret arm, et konstant smertehelvede og en økonomisk ruin. Det er resultatet for den 39-årige social- og sundhedshjælperelev Kenneth Sørensen fra Korsør, der var ude for en arbejdsulykke i 2011. 

Han fik sin venstre arm ind under en kvinde på 140 kg, som han var ved at vende sammen med en kollega. Hun trillede tilbage ned over hans arm, som blev forvreddet, flere muskler og sener blev revet over, og en del af knoglen i skulderen blev knust.  Efter tre operationer er smerterne bare blevet værre. I dag er han praktisk talt en-armet og Kenneth Sørensen har ikke kunnet arbejde siden ulykken. 

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

”Det har kostet mig alt. Min arm, mit forhold, min økonomi. Men det værste har været psyken. Jeg har haft det virkelig skidt. I en periode havde jeg selvmordstanker. Jeg følte ikke, jeg var noget værd. Jeg skulle bede om hjælp til alt,” fortæller Kenneth Sørensen. 

Lever på kontanthjælpsniveau

Efter ulykken fik han i en periode 18.136 kroner om måneden i sygedagpenge. Men nu er han sat ned på ressourceforløbsydelse på 14.993 før skat. 

”Jeg har altid klaret mig selv økonomisk og tjente godt, før jeg startede som social- og sundhedshjælperelev. Det er svært at leve, hvor hver enkelt krone skal vendes, og jeg ikke har råd til at lave noget ekstra med mine fire børn,” fortæller Kenneth Sørensen.

Han har tidligere arbejdet som jord- og betonarbejder, men drømte om at blive fængselsbetjent. Som et skridt på vejen dertil, startede han som social- og sundhedshjælperelev. Han manglede en måned for at blive færdig, da ulykken skete.

Har savnet støtte fra kommunen

En aktindsigt i Kenneth Sørensens sag ved Slagelse Kommune afslører, at den rummer mange hundrede dokumenter. Han er blevet undersøgt, udredt, talt med og indkaldt til møder utallige gange i løbet af de seks år, der er gået. Kenneth Sørensen selv oplever samarbejdet med kommunen som en kamp.  

”Jeg har skullet fortælle min historie igen og igen. Der er hele tiden kommet nye mennesker ind over, og jeg føler ikke, jeg har fået den hjælp, jeg havde brug for. Slet ikke i forhold til det psykiske. Det var konsulenten fra FOA, som pressede på for, at jeg skulle få nogle samtaler med en psykolog, fordi hun kunne se, hvor dårligt jeg havde det,” fortæller Kenneth Sørensen. 

FOA: De lange forløb ødelægger folk

Konsulent Kate Sørensen fra FOA Sjælland har fulgt Kenneth Sørensen i alle årene. Hun er harm over, hvor langt forløbet er trukket ud, og mener, at Kenneth Sørensen havde haft et meget bedre liv i dag, hvis ”systemet” havde hjulpet ham. 

”Der gik enormt lang tid, før Kenneth fik hjælp til at tackle sine smerter og sin psyke. Havde man sat ind tidligere, lyttet til hans behov og givet ham psykologhjælp, som både han og hans daværende kone bad om, havde man kunnet give ham et helt andet og bedre liv, end han har i dag. Jeg er overbevist om, at man både havde kunnet redde hans parforhold og hjulpet ham i en form for arbejde. Sådan nogle forløb med mangel på samarbejde, et utal af forskellige sagsbehandlere og mangel på koordinering ødelægger folk,” fortæller hun. 

FOA har klaget over flere afgørelser i Kenneth Sørensens sag, og det er lykkedes at sikre ham en længere periode på sygedagpenge. Men nu lever han på en såkaldt ressourceforløbsydelse, mens man undersøger muligheden for, at han kan få et flexjob i fremtiden. 

”Jeg vil gerne arbejde. Drømmen var i sin tid at blive fængselsbetjent. Det var derfor jeg startede som sosu-elev. Nu håber jeg på et flexjob et par timer om ugen. Det kunne være som hjælper eller bisidder for unge mennesker på bosteder, som har brug for hjælpe til at 
handle,” fortæller Kenneth Sørensen. 

Mange borgere i systemet

I Slagelse Kommune har de 750 sygedagpengesager om året. Dertil kommer alle sagerne, der som Kenneth Sørensen er ”forbi” sygedagpengesystemet, fordi han ikke længere kan blive forlænget. Henrik Skov er afdelingsleder for sygedagpenge i kommunen. Han vil ikke udtale sig om den specifikke sag, men generelt siger han: 

”Vi kan se, at vi har mange borgere i en situation, hvor de har været lang tid i systemet. Det gør sagerne mere komplekse, og det bliver sværere at hjælpe borgeren videre. Derfor er vi obs på, at vi skal være bedre til at håndtere særligt de psykiske forløb og komme tidligere i gang med at hjælpe borgerne,” siger han og fortsætter: 

”Vi erkender også, at det er en stram lovgivning, vi skal leve op til, og mange borgere føler sig presset, fordi vi hele tiden skal forsøge at hjælpe dem videre i arbejde, selv om de måske ikke føler sig klar. Men vi ved, at jo længere tid der går, jo sværere bliver det”, siger han. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev