En længe ønsket drøm er gået i opfyldelse for Annette Husum Jensen. Hun har nemlig fået råd til en udestue, hvor hun kan sidde og nyde de regnfulde sommerdage eller kølige vinteraftener.
Pengene har hun opnået gennem et løntjek hos FOA. Her opdagede hun nemlig, at hun gennem flere år har fået den forkerte løn udbetalt.
Hele syv løntrin har hun manglet gennem de seneste tre år, hvor hun har været ansat på Fuglemosen i Kjellerup i Silkeborg Kommune.
Læs også: Jette får 125.000 kroner efter løntjek
Stolede på systemet
”Folk ryster på hovedet, når jeg fortæller dem om det her. Men sådan har jeg nok altid været. Jeg går ikke særlig meget op i min løn, så jeg tjekker eksempelvis kun, om der er gået de rigtige aften- og weekendtillæg ind,” siger den 59-årige social- og sundhedsassistent.
Hun har aldrig spekuleret på, om hun er blevet indplaceret på det rigtige erfaringsniveau. Først i løbet af foråret, hvor hun fik et løntjek hos FOA, blev hun opmærksom på fejlen.
”Jeg er da begyndt at tjekke min lønseddel grundigere nu. Tidligere stolede jeg nok for meget på, at alting var, som det skulle være. Det gør jeg ikke længere,” tilføjer Annette Husum Jensen.
Læs også: Sonja får 7.400 kroner ekstra efter løntjek
Opsigtsvækkende sag
I alt har hun fået en efterbetaling på 109.000 kroner før skat for de 36 måneder, hun har været ansat på stedet. Ifølge FOA Silkeborg-Skanderborg har afdelingen sjældent set så opsigtsvækkende en løntjek-sag.
”Det er det største beløb, vi har set. Fejlen skyldes, at Annette Husum Jensen startede i en rotationsstilling og gik direkte over i en fast stilling, hvor det rette lønniveau ikke fulgte med,” siger formanden for social- og sundhedssektoren i FOA Silkeborg-Skanderborg Lone Spottag Smedegaard.
I Silkeborg Kommune er personalechef Frank Høy ked af sagen og beklager fejlen over for medarbejderen.
”Vi forsøger efter bedste evne at udbetale den rigtige løn. Der er ingen hos os, der laver den slags fejl med vilje. Men indimellem går det galt, og vi er ikke tiltrækkeligt opmærksomme på, at medarbejderen bliver indplaceret rigtigt. Derfor kan jeg kun opfordre alle medarbejdere til at tjekke deres lønsedler grundigt,” siger Frank Høy.