Siden februar i år har Sonja Mogensen arbejdet på Gjern Skole og SFO i Gjern tæt ved Silkeborg.
Et job, hun er glad for, og som giver hende mulighed for at arbejde som pædagogisk assistent både på skolen og i skolefritidsordningen.
Men da Sonja Mogensen skiftede job, oplevede hun at gå ned i løn. Den kvalifikationsløn, som hun havde opnået, da hun havde særligt pædagogisk ansvar i en børnehave, blev nemlig ikke regnet med i den nye løn.
Læs også: Jette får 125.000 kroner efter løntjek
To løntrin op
Sonja Mogensen undrede sig over ændringen, men fik ikke gjort noget ved problemet. Lige indtil den dag, hun blev tilbudt at få tjekket sin lønseddel under ét af FOAs arbejdspladsbesøg.
“Mellem de to job havde jeg holdt en pause og troede måske, at det var grunden til den lavere løn. Men konsulenten hos FOA forklarede mig, at det ikke betød noget for lønniveauet. Så længe, jeg er ansat inden for samme faggruppe og i samme kommune,” siger den 43-årige pædagogiske assistent.
Hun er nu gået to løntrin op svarende til 622 kroner om måneden. Årligt giver det en ekstra lønudbetaling på 7.464 kroner før skat.
Personalechef Frank Høy fra Silkeborg Kommune forklarer imidlertid, at de to ekstra løntrin ikke er noget, som Sonja Mogensen har krav på. Det er en ekstra lønsum, som hendes leder har valgt at bevilge hende i kraft af hendes kvalifikationer.
Få et løntjek
“Når man skifter job har man ikke krav på, at få sine tillæg med sig. Men i dette tilfælde har lederen valgt at tildele ekstra kvalifikationstillæg på grund af Sonja Mogensens store og brede faglige kendskab,” siger Frank Høy.
Mange af FOAs medlemmer kan i den kommende tid få hjælp til at gennemgå deres lønsedler. Fra uge 44 til 46 vil FOAs lokalafdelinger nemlig besøge en række arbejdspladser med henblik på at besvare arbejdsrelaterede spørgsmål.
For Sonja Mogensen var besøget en stor hjælp.
“Arbejdspladsbesøget gav mig svar på flere spørgsmål, som jeg har gået og tumlet med. Eksempelvis hvordan jeg fører statistik over de timer, jeg arbejder på henholdsvis skolen og i skolefritidsordningen. Det er nu blevet mere overskueligt,” tilføjer hun.
Du kan læse mere om FOAs løntjek, og er du i tvivl, om du får den rigtige løn, kan du altid kontakte din lokale FOA-afdeling.