Annonce

Erstatningnævnet og Civilstyrelsen skal forklare lange sagsberhandlingstider

Tema: FOA hjælper

Nu blander Ombudsmanden sig: Erstatningsnævn skal forklare årelange sagsbehandlinger


Folketingets Ombudsmand indleder sin egen undersøgelse og vil vide, hvorfor blandt andre en række FOA-medlemmer må vente urimeligt længe på at få afgjort erstatningssager.

Annonce

Aktuelt venter cirka 130 medlemmer af FOA på afgørelse i deres sag, efter at de er blevet overfaldet eller truet på deres arbejde. "Det er virkelig alvorligt for dem," siger fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm, der er glad for, at Ombudsmanden nu reagerer på en bekymret henvendelse fra FOA. Tobias Stidsen

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Hvor lang tid tager det i gennemsnit at behandle en sag? Hvor mange sager har I afsluttet i løbet af de seneste to et halvt år? Og hvor lang tid har de verserende sager været under behandling?

Sådan lyder tre af de spørgsmål, Folketingets Ombudsmand netop har stillet Erstatningsnævnet i håb om at få svar på, hvorfor et voldsoffer nu skal vente to år på at få afgjort en erstatningssag. 

I henvendelsen til Erstatningsnævnet nævner Ombudsmanden specifikt det bekymrede nødråb, FOA sendte ham tidligere på året. 

Her blev der henvist til en række konkrete eksempler på FOA-medlemmer, der nu må vente urimeligt længe på at få afgjort deres erstatningssag efter eksempelvis overfald eller trusler på jobbet. 

På den baggrund er Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA, glad for, at Ombudsmanden nu blander sig og giver Erstatningsnævnet tre måneder til at svare på en række spørgsmål. 

”Det betyder ikke, at sagerne nu behandles hurtigere. Men Ombudsmandens reaktion viser, at sagen er virkelig alvorlig. Det er skrevet i både sol, måne og stjerner, at der skal ske noget,” siger hun.

Læs også: Sosu-elev blev overfaldet på jobbet: Lines sag tæller mindre end erstatning til minkavlere

2000 ubehandlede ansøgninger

Som beskrevet i Fagbladet FOA kunne Erstatningsnævnet midt i april fortælle, at sagsbehandlingstiden er fordoblet fra et til to år. 


Reelt kan der gå længere tid. Det dokumenterer et par af de eksempler, FOA henviste til. Det gælder blandt andre den 30-årige social- og sundhedsassistentelev Line Andersen, der på en vikarvagt blev overfaldet af en plejehjemsbeboer med Alzheimers og kun i sidste øjeblik afværgede et kvælertag. 

I første omgang fik Line Andersen at vide, at hun skulle vente et år på at få afgjort sin sag. Det er senest skruet op til 31 måneder. Holder det, kan hun se fem til, at afgørelsen falder i oktober eller november i 2025.

”Jeg forstår ikke, det skal tage så lang tid. Tidligere kunne de jo sagtens behandle de her sager på meget kortere tid,” sagde Line Andersen, da hun i Fagbladet FOA gav udtryk for, at hun gerne vil have lukket sin sag.

”Jeg vil også gerne have pengene. Jeg var jo sygemeldt i et år, hvor mine indtægter blev halveret. Økonomisk er jeg helt afhængig af min kæreste,” forklarede hun sin situation.
sosuelev Line andersen venter urimeligt længe på erstatning efter overfald
Sosu-elev Line Andersen er ked af, at Erstatningsnævnets afgørelse i hendes sag trækker ud. For det første vil hun bare gerne have lukket sagen. For det andet har det økonomisk betydning for hende at få erstatningen.  Tobias Stidsen

Anden gang på få år

Ombudsmanden rettede også sin opmærksomhed mod sagsbehandlingstiderne i Erstatningsnævnet i 2018 og 2019.

Den gang var de også for lange, og dengang fik Erstatningsnævnet den første af en række midlertidige bevillinger.

De ekstra penge skulle blandt andet bruges til at ansætte ekstra medarbejdere til at bekæmpe de store sagsbunker, men nu er den altså gal igen.

Justitsministeren har allerede givet udtryk for, at han ser på sagen med stor bekymring. Og Civilstyrelsen, som Erstatningsnævnet hører under, er – ligesom for fem år siden –  ved at lave en ny analyse med nye ideer til hurtigere behandling erstatningssagerne.


Som beskrevet i Fagbladet FOA er situationen i dag ikke blevet nemmere af, at Erstatningsnævnet netop har sagt farvel til to erfarne jurister. 

Med løfte om en månedlig bonus på 5.000 kroner oven i den normale løn har de søgt om at blive udlånt til minksekretariatet. Her skal de i minimum halvandet år hjælpe med at behandle erstatningssager fra tidligere minkavlere. 

”Det siger sig selv, at det kan mærkes, når to erfarne medarbejdere skifter job. Uheldigvis sker det samtidig med, at naturlig afgang har betydet, at vi også må sige farvel til andre erfarne medarbejdere,” sagde kontorchef Eva Aaen ved den lejlighed. 

Det billede bekræftes i Erstatningsnævnets årsrapport for 2023, der udkom i fredags. Her noteres det, at ’medarbejdersammensætningen har påvirket det samlede kompetenceniveau mærkbart’. 

Ifølge årsrapporten har erfarne jurister brugt meget tid på at lære nye jurister op, og selv om antallet af sager stort set er uændret i forhold til tidligere, lå der ved udgangen af 2023 over 2.000 nye ansøgninger om erstatning, man slet ikke var begyndt at se på ifølge årsrapporten.

To år er alt for lang tid

Der er udsigt til, at der tiltræder flere nyuddannede jurister efter sommerferien, og på den baggrund har Erstatningsnævnet i en orientering til FOA udtrykt forventning om, at der er muligt at fastholde den nuværende sagsbehandlingstid på 24 måneder.

”Det svar understreger bare, at der virkelig skal ske noget. To år er stadig lang tid – uanset om man er blevet overfaldet på sit arbejde som for eksempel FOAs medlemmer eller har været offer i en ’almindelig’ voldssag,” fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm. 

Fagbladet FOA har spurgt Folketingets Ombudsmand om en uddybende forklaring på, at han nu beder Erstatningsnævnet om en redegørelse for hele forløbet. 

Kan udtale kritik

Det ønsker han ikke. Han holder sig til indholdet i henvendelsen til Erstatningsnævnet, som bliver bedt om at sende redegørelsen gennem Civilstyrelsen og Justitsministeriet, før den – med deres eventuelle bemærkninger – afleveres senest 1. oktober. 

Herefter kan Ombudsmanden, afhængigt af redegørelsens indhold, udtale kritik af såvel Erstatningsnævnet som Civilstyrelsen og Justitsministeriet. 

Alle ofre, der har fået personskade som følge af en straffelovsovertrædelse, kan søge erstatning i Erstatningsnævnet. 

Som udgangspunkt skal der være faldet dom i den enkelte sag. Det gælder dog ikke sundhedsansatte, pædagogiske medarbejdere eller andre med relationer til borgere, der udsætter dem for skade.  

I 2023 modtog Erstatningsnævnet 3.092 nye ansøgninger mod 3.447 i 2022. Og man modtog 2.212 krav i enkeltstående sager mod 2.055 i 2022.

Her er ofrene

Da FOA i maj kontaktede både Ombudsmanden og Justitsministeren, blev der henvist til en række anonymiserede eksempler på medlemmer, der ligesom Line Andersen har fået udsat afgørelsen på deres sag i Erstatningsnævnet (EN). Her er fem tilfælde:

1. Sparket af en femårig i en specialbørnehave i september 2022. Anmeldt til EN i marts 2024. Forventet afgørelse om 24 måneder.
2. Slået flere gange i ryggen af beboer på plejecenter i februar 2021. Anmeldt til EN i oktober 2022. Vurderet sagsbehandlingstid på 10-12 måneder er siden ændret med yderligere fire-fem måneder.
3. Truet med saks af beboer på psykiatrisk center i november 2019. Beboer dømt, og sag anmeldt til EN i november 2022. Vurderet sagsbehandlingstid på 10-12 måneder er siden ændret to gange, først med yderligere fire-fem måneder, derefter med yderligere tre-fire måneder.
4. Truet af beboer med knytnæveslag og slag med jernskovl maj 2021. Sag anmeldt til EN i april 2023. Vurderet sagsbehandlingstid på 10-12 måneder er siden ændret to gange, først med yderligere fire måneder, derefter med yderligere 18-19 måneder.
5. Medarbejder på plejehjem udsat for blufærdighedskrænkelse af beboer i maj-juni 2021. Anmeldt til EN i maj 2023. Vurderet sagsbehandlingstid på 10-12 måneder er siden ændret to gange, først med yderligere fire måneder, derefter med yderligere 20-21 måneder.

Kilde: FOA OK
 
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev