Opdateret: Boksen om, hvordan du når op på 300 timer for at få vagttillæg er præciseret.
Der kommer mange flere penge i lønningsposen for de skæve vagter på landets sygehuse og de regionale bosteder. Det er resultatet af overenskomsten på vagt og arbejdstid for døgnområdet i regionerne, som netop er landet.
”Det er en rigtig god aftale,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA, der ikke tøver med at kalde forliget, der fordeler cirka en milliard kroner fra trepartsaftalen til sygehusområdet og 55 millioner kroner til det døgnpædagogiske område, for historisk godt.
Her får FOAs medlemmer, der arbejder udenfor dagarbejdstid, cirka 250 millioner kroner af den samlede pulje. Vel at mærke ud over de generelle lønstigninger på 6,5 procent, som alle FOAs medlemmer får.
Læs også: OK24-forlig i regionerne på plads: Stort lønhop allerede til april
Spritnyt vagttillæg
Og aldrig har der været så store stigninger på særydelser, som ved denne overenskomstforhandling, der honorerer social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, portører samt husassistenter, rengøringsteknikere, servicemedarbejdere- og assistenter og erhvervsuddannede serviceassistenter på døgnområdet og de pædagogiske grupper på døgnområdet i regionerne, der tager aften- natte- og weekendvagter.
Midlerne kommer desuden medarbejderne til gode via et helt nyt vagttillæg for dem, der har 300 timer i aften- natte- eller weekendvagt – altså uden for normal dagarbejdstid.
Læs også: OK24: Historisk lønløft til dig, der arbejder på døgnområdet i kommunerne
Og der er mange, der kommer til at få gavn af det. Tillægget kommer nemlig til at figurere på lønsedlen hos cirka halvdelen af alle FOA-medlemmer på området.
”Jeg er meget tilfreds med, at aftalen virkelig rammer bredden. At de personaler, der indgår i vagtarbejdet, også er dem, der får del i vagtbetalingen,” siger Mona Striib, der er glad for forhandlingsresultatet, netop fordi det rammer meget brede grupper – også langt ud over de grupper, der i første omgang var tiltænkt, dengang trepartsaftalen om lønløft til offentligt ansatte, blev aftalt.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
Stigningerne kommer gradvist
”Jeg er meget glad for, at vi kunne gøre det her, samtidig med at vi kunne holde arbejdsgivernes krav om forringelser væk fra det rum,” siger Mona Striib og nævner blandt andet, at man fra arbejdsgiverside fra begyndelsen udelukkende havde fokuseret på bonus og vagttillæg. Men her er det altså lykkedes at få hevet særydelserne op, så alle, uanset hvor mange timer, man arbejder i vagter, får flere penge mellem hænderne.
Vagttillægget kommer ikke med det samme, men bliver udmøntet trinvist. For social- og sundhedspersonale samt kost- og servicemedarbejdere starter vagttillægget den 1. maj 2024 til 31. december 2025 med et beløb på 6.668 kroner. De bliver så til 12.253 fra 1. januar 2026, hvor trepartsmidlerne er fuldt indfaset.
For pædagogisk personale, det vil sige omsorgs- og pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og socialpædagoger, vil særydelser og vagttillæg på 6.989 kroner starte 1. januar 2025.
Få her det fulde overblik over, hvad der er vigtigt for dig som medarbejder på døgnområdet i regionerne i overenskomstaftalen: