Annonce

Socialpædagog har fået nok af dårlig løn og dårlige vilkår: ”Det er på tide, at vi råber op”


Det kræver viden, faglighed og føling at nå ind til en ung, der lider af angst og skolevægring, alvorlige psykiatriske diagnoser eller misbrug. Men socialpædagog Doris Stormgaard synes hverken at anerkendelsen, lønnen eller vilkårene følger med.

Annonce

Hvorfor er der ingen, der aner, hvad pædagogers arbejde betyder for det samfund, vi lever i, spørger socialpædagog Doris Stormgaard og peger på tallene: Hver femte mellem otte og 15 er udfordret på trivslen. Og det koster ikke bare børnene og deres  familier. Det koster samfundet. Rasmus Hargaard Breum

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Det gælder om at træde varsomt. At føle sig frem til, hvornår Doris Stormgaard som socialpædagog kan presse på for at få den unge tilbage i skole bare to timer ekstra om ugen, og hvornår hun skal lade være. Hvornår hun kan få en samtale i gang.

Eller hvornår hun bare skal lade tavsheden herske, idet de kører ud mod skoven, som hun ved, får nervesystemet i ro for de børn og unge i mistrivsel som angst, skolevægring, selvskade, tunge diagnoser som skizofreni og misbrugsproblemer, som hun hjælper som kontaktperson i sit arbejde i Københavns Kommunes Brobyggerne.

En indsats, der består af socialpædagoger, ergoterapeuter og sygeplejersker som skræddersyr behandlingsforløb for de børn og unge i kommunen, som har det allersværest.

Vi gør en kæmpe indsats hver dag.”

Men jeg synes ikke, at vi bliver anerkendt for det. Hverken i løn, eller i de arbejdsvilkår, som vi arbejder under og som bliver dårligere og dårligere, siger Doris Stormgaard.

Hun har været socialpædagog i 30 år, og før jul skrev hun et læserbrev til LFS, hvor hun understregede, at det er på tide, at samfundet anerkender det arbejde.

Hver femte mellem otte og 16 er udfordret. 44 procent mellem 16 og 24.

Læs også: Pædagogen Pia ser alt. Ikke kun diagnosen

På tide med et opråb

Det er mange. Rigtig mange. Under corona kom der endnu flere til. Spisevægringerne er eksploderet. Det koster ikke bare for den enkelte unge, det enkelte barn og deres familier.

”Tænk på, hvad det koster for samfundet, hvis vi ikke får hjulpet dem tilbage,” siger Doris Stormgaard og konkluderer:

”Det er på tide, at vi råber op. Det er på tide, at der er nogen, der får øje på, hvad vi gør, og hvad vi betyder for samfundet. Ja, det er faktisk på tide, at vi får mere i løn,” siger hun.

Hun synes ikke, det er mærkeligt, at der er rekrutteringsproblemer, når der ikke er andet end dårlige historier om faget, dårlige arbejdsvilkår med nedskæringer, der tvinger de tilbageværende at løbe endnu stærkere. Og en efter hendes mening alt for ringe løn.

Læs også: Medarbejdernes nødråb: ’Situationen i kommunerne er desperat’

Mindre kan gøre det

”Jeg ved godt, vi ikke kan få 10.000 mere. Det kommer ikke til at ske. Mindre kan også gøre det. Når vi skal ansætte, er der meget få kvalificerede, der søger. Der er alt for få unge, der søger ind på uddannelsen, og det kan jeg faktisk godt forstå med den løn. Og den anerkendelse,” siger Doris Stormgaard.

”Men jeg elsker mit arbejde. Det er ikke det,” understreger hun.

For det er både interessant og udviklende.

Hestenes ro smitter af på et nervesystem i uro, siger Doris Stormgaard, der gerne tager de unge med ud i skoven eller hestefolden. Rasmus Hargaard Breum
Doris Stormgaard har løbende videreuddannet sig. Blandt andet har hun en diplomuddannelse i psykologi. Rasmus Hargaard Breum

Læs også: Nødråb til lokalpolitikerne: Presset er umenneskeligt

Kører gerne ud med en ekstra julegave

Men som hun siger, så kræver jobbet, at man giver en ekstra indsats.

”Det betyder noget – den her lille ekstra ting, man gør. Og hvad går der af mig, at jeg lige kører forbi med en lille julegave, også selv om det er 30 kilometer væk. Der er evidens for, at det hjælper, når unge, der har det svært, møder bare en på deres vej, der kan se, hvem de er. Derfor er jeg også så nysgerrig, hver gang jeg får en ny ung ind – at høre om, de har haft nogen, der har gjort en forskel.”

Alligevel hører hun igen og igen, at pædagoger da bare er nogen, der passer børn.

”Hvad de ikke forstår, er hvad det kræver af viden om udviklingspsykologi at arbejde med børn, hvad du skal vide om motorisk udvikling for at se, om der er forsinkelser, og hvordan du skal kunne håndtere disharmoni i et barns liv. Og hvad det kræver af os i Brobyggerne at få en ung, der har været hjemme fra skole i flere år, tilbage i skole bare to timer om ugen.

Hun kalder det en åben palet, de bare trækker ud som en skuffe. At kunne psykoedukere i de psykiatriske diagnoser som for eksempel OCD, Tourette, angst, hvor du bare trækker værktøjerne frem. Hvor du skal kunne jonglere. For den unge og for familie.

Du skal være det vikarierende håb for unge, de er selvmordstruede. De kan ikke tro på det selv, så det skal du. At der er en fremtid. Hver dag tager vi ud alene og møder kriseramte børn og familier, siger Doris, der selv ud over sin pædagoguddannelse løbende har videreuddannet sig. Hun har blandt andet en diplomuddannelse i psykologi, er familiebehandler og uddannet i rideterapi.

”Jeg har videreuddannet mig løbende ud over en masse erfaring. Det kræver det her job faktisk, det er der bare ikke mange, der forstår. Og det ses ikke på lønnen.”

Tager den tid at få tillid

Doris Stormgaard har haft en, der har været indlagt mere end 100 gange. En anden, der har været indlagt igennem halvandet år. En tredje, der havde isoleret sig på værelset i halvandet år og slået hul i væggen. Nogle af dem har hun stadig kontakt med.

”Jeg kommer aldrig ud og forsøger at presse noget over hovedet på dem. Jeg tager den tid, det tager at bygge en alliance, og når vi har gjort det, kan vi begynde at arbejde. Jeg havde en, der led af skizofreni og angst og havde skolevægret i halvandet år. Når jeg hentede hende i bilen, så talte vi ikke, men når vi så kom ud i skoven eller var hos hestene, så havde hun mere lyst til at kommunikere. Det var et fint rum,” siger Doris og understreger, at man ikke kan forcere. Man kan ikke presse på.

”Der er altid en tanke med det, vi gør. Når jeg taler med en om Maldiverne, mens vi går tur på kirkegården, er det jo ikke for min skyld. Jeg gør det for at åbne hans verdensbillede, at der er noget uden for hans værelse og computerskærm. Vi skal hele tiden kunne mærke, når det er det rigtige tidspunkt. Følge dem. Så presser vi lidt.”

Det kræver et samarbejde med psykiaterne, der jo ikke kan se, hvordan medicinen virker i dagligdagen og at klæde dem på med vores observationer i forhold til udredning.

”Vi observerer for at kunne klæde psykiaterne på. Er dosis for høj eller for lav, er det det rigtige? Det kræver faglig viden.”

Samme job og uddannelseslængde

Men selv om politikerne snakker og snakker om børns og unges mistrivsel, sker der ikke noget, mener hun.

”Ikke en skid,” udbryder hun. Nu er hun spændt på overenskomstforhandlingerne.

”Vi skal kræve vores ret. Jeg kan ikke se, hvorfor sygeplejerskerne, som udfører fuldstændig det samme arbejde, som jeg gør, skal have mere end jeg. Nogle af os steg et løntrin, da vi forhandlede lokalløn, men sygeplejerskerne får 150 kroner mere end jeg gør. Altså, det er jo det samme arbejde og deres uddannelse er nøjagtig lige så lang som vores. Jeg forstår det bare ikke.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev