Faste teams i ældreplejen, demensalliancen og regionernes akutberedskaber.
Det er nogle af de områder, der med det finanslovsforlig for
2024, 11 ud af 12 folketingspartier netop har indgået, får flere penge i det
nye år. Det er altså en meget bred aftale, hvor kun Enhedslisten står uden for.
”Men det vigtigste er ikke, hvem der er med i finansloven,
men hvad den betyder for danskerne,” sagde den socialdemokratiske finansminister
Nicolai Wammen og understregede, at finanslovsaftalen betyder øgede midler til både
psykiatrien, ældreplejen og sundhedsområdet.
Læs også: Historisk stram: Det skal du vide om årets finanslovsudspil
Genopretning her og nu
Og det er godt at se, at man prioriterer de områder ud over
de midler, der allerede blev præsenteret i regeringens finanslovsudspil, mener
FOAs formand Mona Striib.
”Når det er sagt er det skuffende, at regeringen og
forligspartierne ikke for alvor tager fat i de problemer der plager vores
fælles velfærd helt akut”, siger Mona Striib og referer til kommuners og regioners
meget pressede økonomi. I både kommuner og regioner har man præsenteret drastiske
spareforslag ovenpå flere år med stigende priser og dramatiske udgifter i
kommunerne til det specialiserede socialområde.
Læs også: Beskidte beslutninger på vej: Hver tredje kommune vil skære i rengøringen hos ældre
”Det er godt med penge til fremtiden, men der er desværre
brug for genopretning her og nu,” mener Mona Striib.
Fagbladet FOA har her lavet et overblik over de centrale
punkter, der gælder omsorg, ældre, sundhed, samt børn og unge.
Du kan læse hele aftalen ved at gå ind på finansministeriets hjemmeside.