Det er den første tirsdag i oktober. Klokken er 12. På Christiansborg tager Folketinget hul på en ny sæson, og statsminister Mette Frederiksen gør sig klar til at holde sin åbningstale.

Præcis samtidig – på rådhuset i Kalundborg og nøjagtigt 99 kilometer fra Christiansborg Slotsplads – bevæger Martin Damm sig de få trin fra borgmesterkontoret på førstesalen og ned til receptionen.

”Velkommen til,” siger Venstremanden og rækker hånden frem mod Fagbladet FOAs udsendte.

Ud over at være borgmester i Kalundborg er Martin Damm også formand for Kommunernes Landsforening (KL). Det er derfor, vi er her, og vores formål med besøget er at tale med ham om de budgetter for 2024, som alle 98 kommuner skal have på plads senest i denne uge.

Optakten til de mange færdige budgetforlig har ikke været opmuntrende. Landet over – lige fra Frederiksberg i øst til Esbjerg i vest – står besparelserne i kø. De rammer både børn, unge og ældre, og i regionerne står det ikke bedre til med hospitalerne.

- Mens vi taler sammen, holder Mette Frederiksen sin åbningstale. Hvad er det bedste, hun kan sige, lyder vores første spørgsmål?

”Mit største ønske er, at hun fortæller, hvordan vi indretter velfærdssamfundet. Det er som om, vi befinder os i to forskellige verdener, når hun den ene dag siger, at der er penge nok, og vi så står midt i vores budgetlægning og oplever, at det bestemt ikke er tilfældet,” svarer Martin Damm og fortsætter:

”Velfærdssamfundet skræver over mere og mere, og vi er ikke en gang kommet til det punkt, hvor der for alvor kommer flere ældre. Vi står kun og kigger op ad bakken og kan se, hvordan det knirker.”

 ”Ja, og vi kan allerede se, at vi er i problemer efter den lille smule, vi har kørt. Vi kan ikke skaffe personale, og vi er jo nødt til at snakke om det på et tidspunkt.”

Læs også: Sosu-assistenter i nødråb foran Christiansborg: ”Jeg er vred, og jeg er ked af det”

Kommer til at mangle FOAs medlemmer

Også i KL-formandens optik handler det ekstremt meget om arbejdskraft. Eller rettere mangel på arbejdskraft.

”Hvis jeg gør det lidt firkantet, kommer vi til at mangle rigtigt mange af FOAs medlemmer. Og hvad gør vi så? Vi kan ikke løse alle opgaver, hvis vi ikke har hænderne. Men i en tid med nærmest mere end fuld beskæftigelse, kan vi jo ikke bare flytte folk til for eksempel ældresektoren uden at skabe huller et andet sted. Og hvad gør vi så,” spørger KL-formanden og holder en lille pause, før han nævner et par muligheder:

”Vi skal i hvert fald ikke arbejde mindre. Vi skal heller ikke gå tidligere på pension. Og så er der hele debatten om udenlandsk arbejdskraft, som jo er kontroversiel på Christiansborg.”

Træt af trepart 

KL-formandens drøm går ikke i opfyldelse. I hvert fald ikke denne tirsdag, hvor Mette Frederiksen er kommet til det obligatoriske afsnit i sin åbningstale, hvor hun hylder kommunernes frisættelse.

”Vi er nået til et punkt, hvor flere penge ikke længere løser alle problemer. Jeg har selv brugt det udtryk, at den ny tids valuta i dansk politik er evnen til at føre en politik, der kan sikre tilstrækkelig arbejdskraft. Det er også derfor, at regeringen har foreslået et lønløft i den offentlige sektor, som vi nu forhandler med arbejdsmarkedets parter,” siger den socialdemokratiske statsminister.

Martin Damm er ikke voldsomt imponeret. Hverken over trepartsforhandlingerne og lønløftet eller tempoet i kommunernes frisættelse.

”Det her trepart er jordens dårligste opfindelse. I princippet – og det var også vores ønske i KL – kunne de have skubbet pengene ind til de næste overenskomstforhandlinger og meddelt arbejdsmarkedets parter, at nu måtte vi løse det. Det havde været mere reelt end at lave den her model, men nu er den her, og så må vi igennem det,” siger han og forklarer omstændighederne med, at det var prisen for et (socialdemokratisk, red.) valgløfte.

Læs også: Beskidte beslutninger på vej: Hver tredje kommune vil skære i rengøringen hos ældre

De har neglet pengene hos os

Grundlæggende er Martin Damm enig med statsministeren i, at tingene kan gøres mere simpelt. Også i kommunerne. Men fra sin talerstol 99 kilometer stik vest for København oplever han, at debatten om frisættelse og afbureaukratisering kører i ring.

”Vi har snakket om det i hundrede år, men indtil videre har vi til gode at se, at der for alvor sker noget. Og lige pludselig skulle vi så spare på det administrative område,” siger han og henviser til de tre milliarder kroner, kommuner og regionen er blevet pålagt at spare på administrationen for på den måde at finansiere regeringens lønløfte.

”Det er fint for regeringen at sige, at den kommer med en pose penge, men det er ikke en, de selv har skaffet. De har neglet dem hos os.”

- Men kan I ikke bare spare de penge?

”Jo, og det har vi ingen problemer med. Men så skal de også afskaffe nogle regler. De ansatte, vi har, udfører jo opgaver, som Christiansborg har bestemt, at de skal udføre. Får de ikke fjernet nogle af de opgaver, går besparelserne bare ud over velfærdsområdet,” siger Martin Damm og understreger, at man i normal kommunal budgetlægning altid kigger på, om der er opgaver, der kan frigøres eller flyttes andre steder hen.

”Her er forskellen, at pengene er taget, før vi ser på den interne omprioritering,” noterer han.

Vi sidder tilbage med aben

Derfor håber Martin Damm, at regeringen skruer op for afbureaukratisering – og i den forbindelse gerne lader sig inspirere af nogle af de regler, KL har givet videre som eksempler på regler uden reel værdi.

”Hvis regeringen går til stålet med frisættelse og afbureaukratisering, er der håb om, vi ikke altid tager pengene fra velfærdsområdet. Det handler kun om, hvorvidt regeringen vil og tør gøre det. Og hvis den ikke tør, er det hyklerisk,” siger Martin Damm og udtrykker et forsigtigt håb om, at blandt andet den kommende ældrelov vil vise regeringens vilje til at være med.

Samtidig anerkender han også, at regeringen selvfølgelig er nødt til at holde styr på den offentlige økonomi:

”Det anfægter jeg ikke. Men når man spørger kommunalfolk, er vores største interesse, at vi har en reel chance for at udføre det, man lover på Christiansborg. Der skal være ærlighed ned gennem kædens led. Og ikke som nu, hvor vi som lokalpolitikere ender med at sidde med aben, når der skal lægges budget, og vi må forklare os over for de medarbejdere og borgere, som har tårnhøje forventninger efter at have set nationalt tv.”

Læs også: Besparelser truer demensområdet endnu en gang: ”Mange går hjem med følelsen af dårlig samvittighed”

Inflation har kostet kommuner kassen

Frisættelse og afbureaukratisering løser selvfølgelig ikke alle problemer. Det ved Mette Frederiksen også godt, og det nævner hun, da hun i sin tale til Folketinget retorisk spørger, om ’penge er ligegyldige’. Og selv giver svaret:

”Nej. Vi har som regering tænkt os at bruge markant flere penge i velfærden. Men alligevel skal vi alle sammen passe på, at den politiske debat ikke bliver forsimplet,” siger den socialdemokratiske statsminister og bekræfter, at vi svømmer i penge, men at besparelser – hvor uønskede de end måtte opleves – er nødvendige for ikke at kilde inflationen til nye krumspring.

Der er med andre ord ingen vej uden om besparelserne, og i Martin Damms verden er konsekvenserne til at få øje på.

”Inflationen har kostet kommunerne 1,9 milliarder, og de seneste tre år har vi rykket 4,4 milliarder over på det specialiserede socialområde uden at have fået en krone til det. Hvis man skal gøre det inden for det samme budget, er der jo noget, der ikke er plads til,” lyder KL-formandens logik.

Læs også: Først frem så tilbage: Tilde skal fra vuggestue til børnehave med en måneds varsel

Velstand som sekundavare

De kommunale besparelser udspringer dog ikke kun af inflation og øgede udgifter til de borgere med handicap. De udspringer i mindst lige så høj grad af budgetloven, som siden 2014 har lagt loft over kommunernes og regionernes udgifter.

Det mærkes efter næsten 10 år på skrump. Siden 2015 er velfærden ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner. I samme periode er skatterne sænket med 17 milliarder.

”Velstand og velfærd fulgtes ad, indtil vi fik budgetloven. Siden er velstanden fortsat med at vokse, mens velfærden står stille,” siger KL-formanden, som er enig i tallene og i øvrigt langt fra er den eneste, der i tidens løb har kigget skævt til budgetloven.

”Ja, men det er værre end som så. Hvis du sammenligner med vores forhold til biler, svarer det til, at vi i 1980 alle sammen ville mene, at Lada var en fin bil. I 2023 synes vi ikke, det er tilfældet, og vi spørger efter noget andet. Det svarer altså til, at den offentlige sektor bliver ved med at levere en sekundavare, hvis vi fastfryser velfærden på et eller andet niveau, mens velstanden bliver ved med at stige.”

”Ja. Og så får du det her A- og B-hold. Dem med penge køber private sundhedsforsikringer og privat pleje og har fra deres egen privatøkonomi en forventning om, at de kan forvente noget bedre. Hvis vi ikke angriber den problemstilling, kommer det til at betyde, at de stærkeste vinder og dem, der bliver tilbage, får et til stadighed mere kedeligt produkt.”

”Jeg synes, det er dårligt. Hvis det skal være udviklingen, skal det i det mindste være fordi, man gør det med vilje. Men her sker det bare. Og hvad betyder det så,” spørger Martin Damm og giver selv en flig af svaret:

”Hvor tror du, jeres medlemmer vil arbejde, hvis de kan vælge mellem Plejehjem Guld eller et plejehjem, der til stadighed bliver ringere? De vil da løbe derhen, hvor de får de bedste betingelser. Og hvad tror du, at lægerne og de 2,8 millioner danskere med private sundhedsforsikringer gør? Måske er tiden kommet til, at det offentlige giver nogle opgaver tilbage til civilsamfundet og til gengæld leverer en kerne af rigtig god kvalitet.”

”Nej. De seneste 20 år har vi været klar over, at vi en dag ville stå foran bjerget, og det havde været bedre at gå i gang noget før. Men jeg tror, politikere skal se, at tingene ikke fungerer, før de tør gøre noget ved det. Det er lidt ærgerligt, for vi kunne skabe meget bedre løsninger, hvis vi var der lidt før.”

Skør diskussion om skattelettelser

På Christiansborg er Mette Frederiksen ved at være i mål. Hun fremhæver alle de gode politikere, der igennem årene og helt tilbage fra Rigsdagens tid har stået på Folketingets talerstol og delt deres drømme om dét gode samfund, Danmark kunne blive.

Hun gætter på, de ville knibe sig i armen, hvis de kunne opleve det danske velfærdssamfund anno 2023.

”Men er vi så i mål?”, lyder det fra statsministeren.

”Nej. Vi har stadig meget, vi gerne vil,” fortsætter hun og nævner en palette af pejlemærker inden for især velfærd, sundhed og klima.

”Vi skal videre med skattelettelser til alle jer, der er i arbejde,” siger hun også – og med henblik på den ekstraordinære skattelettelse, regeringen har varslet.

- Er tiden overhovedet til skattelettelser, spørger vi KL-formanden, før vi tager afsked og gør klar til at trille de 99 kilometer tilbage til København.

”Altså … Den diskussion om velfærd eller skattelettelser er helt skør. Vi har et råderum med 68 milliarder kroner og taler om skattelettelser på syv. Det betyder, at der stadig er 61 milliarder tilbage. Hvis der kun var syv millioner i råderummet, var diskussionen rigtig. Vi bør tale om, hvad vi vil bruge de 61 milliarder til.”