Helle Maintz er ved at lægge sidste hånd på dagens frokost. De 72 børn, hun dagligt laver mad til i daginstitutionen Svalen i Køge, skal have grød og brød. Og så bliver børnene også forkælet med agurker, som de selv har været med til at høste i Svalens eget drivhus.
”Hvad der er det bedste ved mit job? Det er da børnene,” svarer Helle Maintz.
Læs også: ’Bureaukratisk gryderet’: Kommuner siger nej til afstemninger om mad i dagtilbud
Hun har lavet mad til børn i 24 år – heraf de seneste 15 i Køge – og titulerer sig selv som køkkenleder.
Det er nemlig hende, der laver madplaner, køber ind, kokkererer, anretter og har ansvar for, at børnene hver dag får formiddagsmad, frokost og et eftermiddagsmåltid. Alt sammen for et budget på 11,75 kr. pr. barn om dagen.
Træt af afstemninger om madordning
Børnene kan også godt lide hende. Og det samme gælder forældrene. Når de hvert andet år har stemt om Svalens madordning, har der altid været absolut flertal for at fortsætte med hendes delikatesser og opskrifter.
”Og det er jeg selvfølgelig meget glad for,” siger Helle Maintz.
Hun er til gengæld ikke glad for afstemningerne. Reelt betyder de, at hun ikke aner, om hun er købt eller solgt, når forældrene hvert andet år får mulighed for at fravælge den forældrebetalte madordning. Hvis de gør det, risikerer Helle Maintz sit job.
”Jeg oplever, at forældrene skal vælge mellem mig og en madpakke. De første to-tre gange var det faktisk ubehageligt. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg synes, det er uværdigt,” siger hun.
Stemmeboks bliver stillet frem
Fagbladet FOA har afdækket, at de mange tvungne madvalg i alle dagtilbud reelt ikke ændrer noget som helst og har et bureaukratisk skær over sig.
Fagbladet FOAs aktindsigt i alle landets kommuner viser også, at der kun er få registrerede eksempler på, at madvalgene har haft personalemæssige konsekvenser. Det var i 2010 i Vejle og i Allerød i 2015. Reelt kan der være lidt flere, men det præcise antal er ikke afgørende for Helle Maintz.
”Jeg kender ikke andre personalegrupper, der har sådan et valg som en del af deres vilkår,” siger den erfarne husassistent og én af de cirka 550 ufaglærte køkkenmedarbejdere, der er organiseret i FOA.
Læs også: Professor med skarp kritik: ”Regeringen tør ikke tage ansvar for børns sundhed”
Svalens leder, Charlotte Gjessing, er heller ikke glad for afstemningerne. Men sammen med forældrebestyrelsen har hun fundet en lille smutvej. Hvis forældrene undlader at stemme, tæller det som et ’ja’ til at fortsætte madordningen.
”Men det ændrer ikke på, at vi skal vi placere en stemmeboks i institutionen, og når dagen er omme, kommer et par forældre og tæller stemmerne op, og vi orienterer kommunen om resultatet,” siger Charlotte Gjessing.
Kikærter, rugbrødsmadder med makrelsalat, agurke- og peberfrugtstave. Der er noget til enhver smag til frokost.
Victoria Mørck Madsen
Udvalgsformand har ikke behov for at fastholde afstemninger
Det billede går igen i hele Køge Kommune. Her er der ikke et eneste eksempel på, at madordningen er blevet fravalgt siden 2010. 23 af kommunens af 41 dagtilbud har været med fra begyndelsen, og siden har yderligere fire sluttet sig til.
På den baggrund medgiver formanden for Køge Kommunes børneudvalg, Pernille Sylvest (S), at afstemningerne kan virke overflødige.
”Det er vigtigt, at forældrene har mulighed for at få indflydelse. Men jeg har ikke behov for at fastholde de afstemninger,” siger Pernille Sylvest.
Hun vil nu kontakte alle kommunens dagtilbud for at høre, hvordan forældrebestyrelserne stiller sig. Hun vil også undersøge, om en afskaffelse af de faste madvalg kan give besparelser og mindre bureaukrati. Og så understreger hun, at hun til hver en tid vil tale varmt for madordningerne:
”Det er bedst for børnene at få mad, der er lavet i daginstitutionen, fordi det også giver mulighed for at inddrage børnene pædagogisk,” siger Pernille Sylvest.
I Svalen i Køge er husassistent Helle Maintz (tv) og lederen Charlotte Gjessing – her i institutionens drivhus – ærgerlige over, at det hvert andet år er nødvendigt at finde den papkasse (indsat), der skal bruges, når forældrene stemmer om madordningen.
Victoria Mørck Madsen