En stor gruppe af vores medlemmer går i denne tid rundt med en klump i maven. 

Forældrene eller forældrebestyrelserne stemmer om madordningen i deres børns daginstitution, og hvis forældrene beslutter, at deres børn skal have hjemmesmurte madpakker i stedet for varm mad i daginstitutionen, mister køkkenmedarbejderne deres job. 

Det er urimeligt barske ansættelsesvilkår, og jeg forstår ikke, at kommunerne vil være bekendt at ansætte centrale medarbejdere på så urimelige vilkår. Heldigvis er det, så vidt jeg ved, aldrig sket, at en køkkenmedarbejder ikke er blevet genvalgt. 

Og det forstår jeg godt. Det fælles måltid i institutionen har både kulinarisk, oplevelsesmæssig og læringsmæssig værdi, og køkkenpersonalet er virkelig dedikeret til opgaven. 

Det er da heller ikke kvaliteten, der diskuteres, når madordningen er til debat hos forældrene og i lokalpressen. Det er prisen på maden, for nogle forældre tænker selvfølgelig, at en madpakke er næsten gratis. 

Når bølgerne for og imod madordning går højt, står køkkenmedarbejderne midt i balladen. Det er ikke sjovt. Jeg kender heldigvis ingen andre medarbejdergrupper, der er udsat for det hvert andet år. 

Jeg er godt klar over, at direktører og andre ledere er åremålsansatte og selv vælger det. Men der er tale om en medarbejdergruppe i en helt anden lønklasse, der får en god økonomisk kompensation for usikkerheden. 

Det gør køkkenpersonalet ikke, og det er simpelthen urimeligt.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.