Kyiv, 24. februar 2022: Luftalarmen vækker Inna Kovalchuk. De første bomber falder, og det varer kun få timer, før den 30-årige kvinde fylder sin rygsæk med lidt tøj og nogle officielle dokumenter og sammen med blandt andre sin datter, sin mor og bedsteforældre flygter fra Putins krig. Hun efterlader sin mand og sin far i Kyiv.
Esbjerg, et år senere: Inna Kovalchuk vågner i en lejet villa i forstaden Bryndum. Her bor hun sammen med sin datter, sin lillebror, sin kusine og en veninde. Her er fred og sikkerhed, men selv om krigen er kommet på afstand, er den ikke glemt. Hendes ægtefælle og hendes far er stadig i Kyiv. Hun savner dem hver dag.
Fredag er det præcis et år siden, Rusland angreb Ukraine og sendte millioner på flugt. 34.000 af dem søgte mod Danmark og har fået opholdstilladelse her. Deriblandt Inna Kovalchuk. Hun har endda også fået arbejde som pædagogmedhjælper, hun er i gang med at uddanne sig til pædagogisk assistent og har tilmed også etableret en lille skønhedssalon.
Men selv om hun er glad for sin nye hverdag, er hun alligevel ikke i tvivl, når hun bliver bedt om at beskrive det seneste år i blot ét ord:
”Sørgeligt. Det har været et sørgeligt år. Jeg er glad for Danmark, men jeg har jo Ukraine i mit hjerte.”
Fagbladet FOA mødte den nu 31-årige flygtning kort efter, at hun 10. marts sidste år kom til Bryndum. Her var den private institution Troldehulen allerede i fuld gang med at indsamle tøj, legetøj og hygiejneartikler til ukrainske flygtninge.
Mens Inna Kovalchuks datter Marianna blev tilbudt plads i Troldehulens nyetablerede modtagegruppe for ukrainske børn, blev Inna Kovalchuk ansat som pædagogmedhjælper.
”Det er den bedste måde, jeg kan hjælpe på i stedet for bare at sidde og vente,” lød det den gang fra Inna Kovalchuk, som i forvejen kendte Vestjylland.
Sammen med ægtefællen Micha havde hun nemlig boet og arbejdet flere år på en minkfarm. Da den lukkede på grund af coronapandemien, fik Mircha job hos en mælkeproducent, og da familien havde sparet penge nok sammen til at købe en lejlighed i Kyiv og starte deres nye liv dér, vendte de hjem.
Det var i september 2021 – fem måneder før krigen brød ud.
I Esbjerg oplever Inna Kovalchuk, at det lille bofællesskab i Bryndum fungerer godt. Datteren går i børnehaven og omgiver sig med nye venner fra både England, Syrien og Danmark. Inna Kovalchuks 16-årige lillebror går i skole efter at have haft et pedellignende job i Troldehulen, hendes 20-årige kusine er i praktik i Troldehulen, mens veninden har fået et rengøringsjob.
”Marianna taler meget bedre dansk end mig. Jeg forstår stort set alt og har det fint med, at der kun tales dansk på arbejde og i skolen. Men nogle ord er svære at sige, så lange samtaler skal helst foregå på engelsk,” fortæller Inna Kovalchuk.
Hun har endda realiseret en drøm og indrettet og momsregistreret en lille skønhedssalon i villaen. Det var nemt, for ejendommen havde i forvejen status som erhvervslejemål. I fritiden tilbyder Inna Kovalchuk derfor at lave øjenbryn og -vipper i Lash Studio:
”Det er typisk kvinder mellem 20 og 50 år, der kommer. Flere af dem er stamkunder, og det er fint at tjene lidt ekstra på den måde, så jeg også kan sende lidt flere penge hjem,” siger Inna Kovalchuk.
Den største overraskelse har nok været, at hun er begyndt at arbejde i en børnehave. Det havde hun aldrig regnet med. Men nu er hun glad for det og nyder, at hun – på Troldehulens opfordring – er kommet i gang med at studere til pædagogisk assistent og tilmed får løn under uddannelsen.
”Vi har været heldige og er havnet et perfekt sted. Her er sikkert og trygt. Her er fred og sikkerhed. Men Marianna savner sin far og græder meget,” fortæller Inna Kovalchuk.
Siden flugten har Inna og Marianna kun set deres mand og far Micha en gang: "Vores datter savner ham og græder tit," siger Inna.
Privat
Følelsesladet og farligt gensyn
Ægtefællen Micha bor stadig i Kyiv og må ikke forlade Ukraine. Han har deltaget i det humanitære arbejde i hjemlandet og forsøger i øvrigt at passe sit arbejde så godt som muligt. Anderledes forholder det sig med Inna Kovalchuks far. Han er 53 år og var ansat i forsvaret, da krigen brød ud og har siden – kun afbrudt af to korte orlovsperioder – været ved fronten og kæmper i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.
”Han havde fri, da Marianna og jeg i september tog på en uges ferie til Kyiv. Det var dejligt at se dem begge igen, men det var også farligt. Der var mange luftalarmer og sirener. Det er svært at være adskilt, og Marianna græder tit, fordi hun savner sin far,” siger Inna Kovalchuk.
Det er den eneste gang, familien har været samlet, efter flugten til Danmark. Og Inna Kovalchuk aner ikke, hvornår det igen bliver muligt. Lige nu ved hun bare, at hendes opholdstilladelse udløber næste forår – og herefter er det usikkert, hvad der skal ske. Det afhænger ikke mindst af situationen i Ukraine.
”Da vi flygtede, troede jeg, at krigen kun ville vare nogle få måneder. Lige nu virker det som om, det er for altid. I hvert fald for meget lang tid. Men jeg ved, at vi vender hjem, når krigen er slut.”