Uanset om man er forældre, eller om man arbejder med barnet, er teknikken det samme. Det som de helt små har brug for, er, at man lytter til det, de siger, at man svarer på spørgsmålet, og at man gør det konkret.
"Et barn på 4 år kan godt have hørt noget om, at der er krig et sted. Så hvis de kommer hen og spørger, hvor der er krig henne, så er det vigtigt at svare på det. 'Der er krig i Ukraine.' Så skal man afvente barnet, se om barnet spørger videre. For det kan være, at barnet bare går videre ud for at lege," siger Margrethe Brun Hansen.
I en institution kan der være børn fra hele verden. Det vigtigste er, ikke at tage parti i sagen, især over for de lidt ældre børn, de 5-6-årige.
"Et af kunststykkerne ved at snakke om kriser som denne, er at man ikke skal stemple et helt land. Det kan være vigtigt at fortælle, at det er Putin der har startet krigen, men at han ikke er alle russere," siger hun.