Annonce

sosu og beboer får hjælp

Milliard-projekt gav kun få ekstra fuldtidsansatte i ældreplejen


Opdateret 19. september 2022

For fire år siden bevilgede den daværende regering to milliarder kroner til at støtte kommunernes bemandingsstrategi. Målet var at få flere på fuld tid i ældreplejen. Selvom mange kommuner er kommet et lille stykke af vejen, viser et nyt notat, at det går langsomt. Samlet er stigningen på knap to procentpoint.

Annonce

Alle landets 98 kommuner modtog penge fra fuldtids-puljen fra 2018-2021. Resultatet viser, at stigningen er minimal, men flere kommuner har nu en strategi for, hvordan de griber opgaven an.  Colourbox

Af Alexander Pilgaard Kjær
Journalist

Annonce

Opdateret med kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Det går for langsomt med at få flere fuldtidsansatte i ældreplejen. Alt for langsomt.

Det må være konklusionen på baggrund af det notat om arbejdstiden i ældreplejen, som Beskæftigelsesministeriet har udarbejdet sammen med Social- og Ældreministeriet.

Notatet viser, at der fra 2018 til 2022 kun har været en fremgang på tre procentpoint i antallet af fuldtidsansættelser på landsplan. Men den aktindsigt, Fagbladet FOA har fået i tallene fra alle kommuner, viser dog, at fremgangen reelt kun er knap to procentpoint. Og det på trods af at samtlige 98 kommuner har modtaget penge fra den pulje, som den daværende VLAK-regering vedtog med støtte fra Dansk Folkeparti i finanslovsforhandlingerne for 2018. 

Dengang besluttede de fire partier at afsætte 500 millioner kroner årligt frem til 2021 til at styrke ældreplejen. Pengene skulle i videst muligt omfang bruges på at opjustere arbejdstiden for deltidsansatte og oprette nye fuldtidsstillinger i kommunerne.

Siden er der altså brugt to milliarder kroner på indsatsen, og det er resultatet af det arbejde, der beskrives i det nye notat, som blev offentliggjort for nylig. 

Udover den lille fremgang i antallet af fuldtidsansatte fremhæves det eksempelvis i notatet, at 61 kommuner i dag har en strategi for, hvordan de vil få flere på fuldtid i ældreplejen. I 2018 var det kun 28, der havde det. 

Selvom stigningen i andelen af fuldtidsansættelser har været minimal på landsplan, findes der eksempler på kommuner, der trækker gennemsnittet op. Faxe Kommune er en af dem.

Kun 10,7 procent af de ansatte var i 2018 ansat på fuldtid, mens det her i 2022 er hele 33 procent. En fremgang på over 22 procentpoint gør altså, at Faxe Kommune ligger på førstepladsen, når der udelukkende kigges på fremgangen i procent.

Spørger man Lars Folmann (DF), der er formand for Senior- og Sundhedsudvalget i Faxe Kommune, høster kommunen frugten af en kort, men meget målrettet indsats på området:

”Sidste sommer var vi ude i the perfect storm. Der kom flere og flere ældre, samtidig med at vi blev ramt af sygdom og større frafald blandt medarbejderne,” siger han. 

Alt dette gjorde, at Lars Folmann, resten af udvalget og administrationen blev enige om, at der måtte gøres noget:

”For godt et år siden begyndte vi så at køre efter den hollandske Buurtzorg-model, hvor vi nu organiserer vores udekørende hjemmepleje i selvstyrende teams. Vi fandt ud af, at det er dem på jorden, der er bedst til at planlægge det daglige arbejde, og de selvstyrende teams giver en større grad af medbestemmelse,” fortæller udvalgsformanden.

Jungletrommerne har lydt

Lars Folmann ved godt, at en højere løn formentlig kan tiltrække flere medarbejdere. Men det vil bare ende ud i en lønspiral, hvis de – som han formulerer det – ’forsøger at stjæle’ medarbejdere fra andre kommuner. Så det, Faxe Kommune ville, var at skabe en bedre og mere attraktiv arbejdsplads.

Lars Folmann fortæller desuden, at de i kommunen ikke har gjort ret meget for at promovere sig selv som arbejdsplads. Det er, noterer han, jungletrommerne, der har lydt. Ordet har altså spredt sig om, at arbejdsforholdene i Faxe Kommune er rigtig gode, netop fordi der er så stor en grad af medbestemmelse.

Pia Paaske, der er afdelingssektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Storstrøm, glæder sig over udviklingen, men fortæller også, at der har været et lille pres fra fagforeningens side:

”For en del år tilbage inviterede vi os selv på kaffe for at sige, at nu skulle der ske noget. Vi ville have flere fuldtidsansatte, så de ansatte kunne få tid til det job, de egentlig har,” fortæller hun.

Kaffe-aftalen har tydeligvis virket. En aktindsigt over alle kommuner viser, at der i 2018 kun var 62, der var ansat på fuldtid i ældreplejen i Faxe Kommune, mens der i dag er tale om 315 fuldtidsansatte. Og faktisk viser aktindsigten, at der på tværs af fuldtid og deltid også er kommet knap 400 ekstra medarbejdere i ældreplejen i Faxe Kommune.

Dem, der trækker i den gale retning

Langt de fleste kommuner rapporterer om en stigning i andelen af fuldtidsansatte. Men i 25 kommuner ses et større eller mindre fald, og her er det særligt Tårnby Kommune og Vesthimmerland Kommune, der trækker i den forkerte retning.

I 2018 var der i Vesthimmerland Kommune 266 fuldtidsansatte i ældreplejen – svarende til 28,7 procent. Men i år er der kun 81 ansatte på fuld tid, hvilket svarer til 11,4 procent af alle ansatte. Med et fald på 17,4 procentpoint placerer Vesthimmerland Kommune sig øverst på den negative skammel.

Tårnby Kommune er også interessant at kigge på. Særligt fordi der fra 2018 til 2022 er kommet dobbelt så mange medarbejdere i ældreplejen, uden at andelen af fuldtidsansatte har fulgt med i den udvikling.

Pengene, der er kommet årligt siden 2018, skulle bruges på flere fuldtidsstillinger, men aktindsigten viser, at der er kommet knap 650 flere medarbejdere, som arbejder 1-18 timer per uge. Samtidig viser den, at andelen af fuldtidsansatte er faldet fra 22,9 procent til 7,0 procent – altså et fald på hele 15,9 procentpoint. 

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Tårnby Kommune, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Positiv effekt på fastholdelse

I en skriftlig kommentar til notatet hæfter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sig ved, at der i dag er væsentlig flere kommuner, der har en politik for at øge arbejdstiden, end der var i 2018:

”Samtidig kan jeg se, at flere kommuner oplever, at tiltag som tydelige og kontante ledelsesindsatser og tidlig og systematisk kontakt til sygemeldte har en positiv effekt på fastholdelse og mængden af sygefravær,” skriver Peter Hummelgaard blandt andet til Fagbladet FOA.

Hans forgænger og initiativtager til indsatsen, Troels Lund Poulsen (V), har valgt at sende bolden videre til partiets beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

”Vi havde selvfølgelig gerne set, at udviklingen havde set anderledes ud, og at der var kommet flere på fuldtid i ældreplejen,” skriver han i en kommentar til notatet. 

Samtidig nævner han, at Venstre har flere bud på, hvordan det sker. Et af dem handler om at give en årlig skattelettelse på 3.000 kroner til alle, der arbejder fuldtid. Det svarer til godt otte kroner om dagen. Hver dag, året rundt.

Flere får nej til fuldtid

Ambitionen om at få flere til at vælge fuldtid i et fag, der skriger på arbejdskraft, støder på mange udfordringer.

Senest har en medlemsundersøgelse fra FOA vist, at hver femte, som i dag arbejder mindre end 37 timer om ugen, er interesseret i at gå op i tid. Halvdelen af dem, nemlig 10 procent af de deltidsansatte, er endda interesseret i at gå op i tid med det samme.

Men når de har spurgt deres arbejdsgiver om den mulighed, har 6 ud af 10 fået nej.

Andelen af FOA-medlemmer, der arbejder 37 timer eller mere, er steget fra 34 procent i 2019 til 42 procent i 2022. Samtidig er andelen af medlemmer, der arbejder deltid faldet fra 49 til 37 procent.

Kilde: FOA

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev