Annonce

Helle Andreasen portræt op i tid

Tema: Op i tid

Mere glad og mindre stresset: ”Jeg kan kun se fordele ved fuldtid”


Social- og sundhedsassistent Helle Andreasen er gået fra 32 timer til fuldtid og føler sig mindre stresset og mere glad.

Annonce

Da Helle Andreasen var ansat som social- og sundhedsassistent på 32 timer, følte hun altid, at hun tog arbejdet med hjem og aldrig kunne afkrydse alt på sin køreliste. Det er anderledes nu. Anna Cathrine Leth Christiansen

Af Ulla Abildtrup
Journalist

Annonce

Helle Andreasen tager imod i Solrød kommunale hjemmeplejes kontor med et stort smil. Selvom hun har været på arbejde hele dagen og mangler et par timer endnu, udstråler hun stort overskud.

”Mine kolleger har også bemærket mit humør – de siger, at jeg er blevet meget mere glad og rummelig. Jeg snerrer ikke ad nogen mere,” siger 35-årige Helle Andreasen.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent i 2014 og begyndte som aftenvagt i Solrød Kommune samme år.

”Jeg blev ansat til 28 timer om ugen, sådan var det bare som aftenvagt dengang. Da jeg kom på dagvagt efter barsel tre år senere, blev jeg ansat til 32 timer som alle andre på det tidspunkt,” fortæller hun.

Læs også: Beregn: Det kan du tjene på at gå op i tid

Det første år på 32 timer var ved at køre Helle Andreasen ned. Hver dag gik hun hjem med en lang huskeliste i hovedet over de ting, hun ikke havde nået:

”Når jeg mødte ind om morgenen, var min tablet fyldt med post-it-sedler, som jeg havde skrevet dagen før med de opgaver, jeg ikke havde haft tid til. Men hver dag var der jo en ny køreseddel med nye opgaver, så jeg nåede aldrig at blive færdig med det hele,” siger hun.

Hun har fået mere tid til hygge

Helle Andreasen kontaktede sin FOA-afdeling i Køge og fortalte, at hun var stresset. Til sin store overraskelse anbefalede FOA, at hun skulle gå op i tid:

”Da jeg var på deltid, kunne jeg slet ikke forestille mig at gå op i tid, så stresset som jeg var,” fortæller Helle Andreasen.

Men FOA Køge og Solrød Kommune talte sammen om behovet for at oprette flere fuldtidsstillinger, og Helle søgte og fik en af dem:

”Lige pludselig kunne jeg nå alle mine opgaver på en vagt og kunne holde fri, når jeg havde fri,” smiler Helle.

Hun arbejder nu fem timer mere om ugen i gennemsnit, men da hendes weekendtillæg går ind på afspadseringskontoen, har hun samtidig fået 20-22 flere fridage om året.

”Jeg har halvanden uges mere fritid om året, og det kan min datter og mand godt mærke. Vi har mere tid til hygge,” siger Helle Andreasen.

Lige pludselig kunne jeg nå alle mine opgaver på en vagt og kunne holde fri, når jeg havde fri.

Helle Andreasen, social- og sundhedsassistent om at gå op i tid
”Jeg føler også, jeg er blevet mere nærværende i samværet med borgerne. Hvis en borger for eksempel skal have tre besøg på en dag, tager jeg dem alle tre, hvor jeg tidligere havde fri klokken 13-13:30, så borgeren var nødt til at forholde sig til et nyt ansigt om eftermiddagen.”
 
Helle Andreasen har fortalt sin historie til kollegerne og i opslag på Facebook, og det har inspireret mindst én til at gå op i tid.
 
”Jeg får indbetalt mere på min pensionsopsparing, efter at jeg er gået op i tid, og det blev min kollega opmærksom på. Derfor har hun nu også besluttet at komme på fuldtid,” siger Helle Andreasen.
 
Hun nævner flere fordele:
 
”Mit 12-ugers rul er for eksempel ret fast nu, hvor det tidligere svingede meget, fordi vagtplanlæggeren skulle have et puslespil til at gå op med en masse medarbejdere på deltid. Det har betydning for mit privatliv, at jeg ved, hvornår jeg har fri.”
 
Tidligere blev Helle Andreasen jævnligt spurgt, om hun kunne blive lidt længere på arbejde for at få tingene til at hænge sammen i hjemmeplejen. I dag hvor hun er på fuldtid, sker det yderst sjældent, og når det gør, får hun mere ud af det økonomisk:
 
”Hvis du er på deltid og bliver bedt om at være lidt længere på arbejde, får du penge for merarbejde. Men er du på fuldtid, som jeg er, får du overarbejdsbetaling i den situation, og det er altså en væsentlig forskel,” understreger Helle Andreasen, som er tillidsrepræsentant og godt inde i paragrafferne.
 

Læs også: Professor om fuldtid: Kvinder skal tænke mere i cool cash

Bedre mulighed for efter- og uddannelse er den sidste fordel, hun vil fremhæve ved fuldtid:
 
”På min arbejdsplads bliver vi af og til tilbudt kompetenceudvikling. Det foregår ofte fra klokken 13 til 15, hvilket betyder, at mine kolleger på deltid ikke kan deltage fuldt ud, med mindre de kan få godkendt merarbejde,” siger Helle Andreasen, som selv har taget en akademiuddannelse i sundhedspraksis oveni sin uddannelse som social- og sundhedsassistent.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev