Som barn tænkte jeg, at min farfar måtte være verdens bedste til at tale med fremmede. Alle steder var han omkranset af folk, der ville hilse på ham. Min farfars reaktion var altid den samme: Først et smil, og så talte han med dem, som var de nære bekendte.

Måske var det den veludviklede sans for sine medmennesker, der gjorde farfar – Niels Baunegaard Nielsen – til en populær borgmester i de knap 23 år, han nåede at bestride posten i den nu hedengangne Høng Kommune i Vestsjælland.

Læs også: Hvis jeg var borgmester

Men hvordan var det at være borgmester? Og hvad synes han om at bo på det plejehjem – Høng Ældrecenter – som han indviede for 40 år siden, og hvor han nu har sin egen lille lejlighed med udsigt til æbletræer og solsikker i haven. I dag har to beboere fødselsdag, så en medarbejder kigger forbi med kaffe og lagkage til os begge.

"Vi bliver behandlet godt," konstaterer min farfar, der er 94 år og stadig friserer sit hår på samme måde, som da han var borgmester. Omend der er blevet mindre hår at frisere.

Høng Kommune var på mange måder anderledes end andre kommuner, fortæller han, og læner sig frem i sin lænestol:

"Vi gjorde det på vores egen måde. I andre kommuner stemte man om alting. Hos os debatterede vi os i stedet frem til løsningerne. Det, synes jeg, var en dejlig ting, og det gik jo godt."

Det har han formentlig ret i. I hvert fald høstede han valg efter valg flest personlige stemmer, ligesom indbyggertallet også steg takket være et lavt skattetryk og gode kommunale pasningsmuligheder.

Farfar sad i kommunalbestyrelsen for den tværpolitiske liste. Det var vigtigt for dem at adskille sig fra de politiske partier. Når det hvert fjerde år var tid til valgkamp, og de store partier lovede forbedringer for høj og lav, havde min farfar en anden tilgang:

"Jeg sagde til vælgerne, at jeg ikke kunne love dem noget, for det var ikke sikkert, at jeg kunne holde det. Dét, jeg kunne love dem, var, at jeg ville træffe de afgørelser, som jeg hen ad vejen syntes var de fornuftige. Og det viste sig at være godt nok."

Læs også: Nul minutter til at give piller: ”Det er provokerende”

Der er mange detaljer, som min farfar ikke kan huske. Alderen spiller ham trods alt et puds. Men i gamle avisartikler og bøger om kommunen findes interessante oplysninger om hans tid som borgmester. Det er ret tydeligt, at landets kommuner også dengang var udfordret af et stigende antal børn og ældre.

På børneområdet havde Høng for længst indført en pasningsgaranti, da statsminister Poul Nyrup i 1993 gik på Folketingets talerstol og lovede landets forældre sådan en ordning.

Og for at imødekomme det stigende antal ældre besluttede kommunalbestyrelsen at etablere et nyt og moderne plejehjem i Høng. Den beslutning betød, at det gamle alderdomshjem i Reerslev måtte lukke – og det vakte utilfredshed blandt borgerne i byen, husker min farfar.

"De mente, at det ville være helt tosset, for ingen ville besøge de ældre, hvis de skulle flytte til Høng. Men bestyrerinden på alderdomshjemmet sagde, at folk jo alligevel ikke kom på besøg, så hun kunne ikke se, at det skulle være en god grund til ikke at lukke alderdomshjemmet."

I dag er farfar glad for, at kommunen investerede i at bygge et moderne plejehjem.

"Dengang sagde jeg i sjov, at der forhåbentlig også ville være plads til mig, når jeg en dag blev gammel."

-Det er du så i dag, farfar. Hvad tænker du om at være her?

"Når man ikke kan klare sig selv, er det her et ganske godt sted at være. Medarbejderne er meget søde og hjælpsomme. Men de har også travlt. Især om morgenen, hvor de kæmper lidt med at få os alle sammen op."

-Hvordan tror du, det ser ud, når jeg bliver gammel?

"Åh, det har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig. Men nu arbejder de jo på at bygge et nyt plejehjem, så måske du skal bo der en gang."