Det er øjeblikkene, man skal have tid til. Som når pædagogmedhjælper Anne Kulas tager drengen i hånden, følger hans blik og spørger, hvad han ser på. Eller når pigen sætter sig op på skødet og slynger sine arme om Annes hals og trykker sig ind til hende.
Og det er, når den store pige, der for længst har forladt vuggestuen, hvor Anne Kulas arbejder, viser hende det æble, hun netop har sanket, og Anne Kulas grinende spørger, hvordan hun dog kan tygge æblet uden tænder. Og pigen uden mælketænder svarer, at hun da bare tygger med kindtænderne.
Læs også: Hvis jeg var borgmester
Det gode børneliv
Det er i de små guldstunder og i nærværet – når de maler sammen, taler om former og farver under frokosten og kigger på kogler og biller i naturen – at udviklingen ligger. Og den er afhængig af tid og dermed af normeringerne.
”Vi er med til at skabe det fundament, som børnene skal videre herfra med. Både til børnehaven og senere til skolen. For mig handler det om at skabe det gode børneliv. Der skal være ro til at gro,” siger Anne Kulas og citerer dermed den integrerede institution Grønnegårdens manifest. Ligesom det staudebed, de brugte coronatiden på at etablere, og hvor kæmpe verbena og staudesalvie nu gror højt og flot.
”Ro til at gro,” gentager hun. Fordi det er rigtigt.
Læs også: Sosu-assistent til politikere: ”Ved I egentlig, hvad en rød dag er?”
Normeringer er afgørende
Siden kommunalvalget i 2017 har Sorø Kommune tilført børne- og ungeområdet flere midler, men sammenlignet med andre kommuner ligger den stadig under gennemsnittet.
”Det gode børneliv kræver gode normeringer. Det er klart der, jeg ville sætte ind. Vi er 2 voksne til 12 vuggestuebørn indtil klokken 8.30. Og når klokken er 12-13 stykker, er vi 2 igen,” siger Anne Kulas om eftermiddagen, der går med at tage børn op fra middagsluren, give dem frugt og en tør ble.
Læs også: Sektorformand: Minimumsnormeringer skal være et minimum i hver eneste institution
Sårbart i ydertimerne
Det går, fordi personalet har overblikket. De har en dygtig leder og er dygtige til deres arbejde, også fordi mange af dem ligesom Anne Kulas er erfarne. Selv har hun været i Grønnegården siden 1995 og set børn blive voksne og selv få børn. ”Egen avl,” kalder Anna Kulas de børn, der vender tilbage, og som sender deres egne børn til Grønnegården.
”Men det er også sårbart, når der for eksempel er sygdom. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at der var mere personale i ydertimerne, så vi kunne tilbyde flere pædagogiske aktiviteter om eftermiddagen. Vi bruger halvanden time på at få børnene op, og så er det svært at gå i gang med at male eller tegne, øve motorik eller sprog. Vi gør vores bedste,” siger hun.
Men ja, de løber stærkt. I dag er opgaverne flere, end da hun startede for 26 år siden. Forældresamarbejdet kræver mere. Projekter om FN’s verdensmål kommer ind fra sidelinjen. Der er mere dokumentation og evaluering, mere fokus på børn i udsatte positioner. Og det er også godt, mener Anne Kulas, der selv nyder, at hun i dag har det pædagogiske ansvar, hun som pædagogmedhjælper i 90’erne kun kunne drømme om. Samtidig tager de nye opgaver tid, og der skal prioriteres benhårdt.
”Vi skal hele tiden have fokus på, hvordan vi giver børnene et fundament, så de ikke vælter for hurtigt, når de skal ud i verden.”
Så skidt ud
Lars Damgaard Pedersen (O), der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune, indrømmer da også, at man lå skidt til med hensyn til normeringerne dengang.
”Det var vi meget enige om i hele udvalget, og vi var også enige om, at vi skulle gøre noget ved det meget hurtigt. Med minimumsnormeringerne var midlerne der, så vi havde mulighed for at prioritere området. Vores nyeste tal viser også, at vi er i mål med minimumsnormeringerne allerede i 2023, så vi får en voksen til tre vuggestuebørn og en voksen til seks i børnehaven. Det, vi er udfordrede på nu, er at få flere pædagoger. For at skabe pædagogisk kvalitet er det alfa og omega, at der er hænder og helst uddannede hænder. Det er det, vi hele tiden arbejder på.”