Efter at have hjulpet og plejet en delvist lammet kvinde i fem år, vil medarbejderne i hjemmeplejegruppen Bramdrupdam i Kolding Kommune ikke længere arbejde i kvindens hjem. 

I et interview med Fagbladet FOA står de ansatte nu frem og fortæller, hvad der ligger til grund for deres beslutning. 

I takt med at trusler og anklager fra kvindens ægtefælle gennem årene er eskaleret, har ubehaget ved at komme i hjemmet taget overhånd, fortæller de. 

Læs også: Ægtefælle afviser beskyldninger og kritiserer kommunen

Og da de for knap tre måneder siden opdagede, at de nu også måtte affinde sig med at blive videoovervåget flere steder i hjemmet, var grænsen nået.

”Man bliver syg af at komme i det hjem, og det kan føles som psykisk vold,” siger én, der er kommet i hjemmet i alle årene. 

En kollega tager ordet:

”Vi har fundet os i det og forsøgt at løse problemerne, fordi vi ønsker at gøre vores bedste og give kvinden den hjælp, hun har brug for,” siger kollegaen, der ligeledes er kommet i hjemmet gennem alle fem år.

Står frem med oplevelserne

De to sidder hos FOA Kolding sammen med 13 af deres kolleger fra hjemmeplejen. De er mødt op for at fortælle Fagbladet FOA om de oplevelser, der har gjort, at de den 14. april meddelte Kolding Kommune, at de ikke kan udføre arbejde i det pågældende hjem, så længe de risikerer at blive syge af at være der.

Læs også: Direktør i overvågnings-sag: ”Ville ønske, vi havde reageret før”

Kvinden plejede at få besøg af den kommunale hjemmepleje otte gange i døgnet, så det er blevet til mange besøg gennem de fem år. Halvdelen af de fremmødte er selv kommet mere eller mindre fast i hjemmet. Den anden halvdel har aldrig været der. Men de kender til de oplevelser, der fik det faste personale til at sige fra, og dén beslutning støtter de op om.

”Da vi andre blev ringet til for at høre, om vi ville tage vagter derude, sagde vi alle nej. Vi støtter hinanden 100 procent i det her,” forklarer én.

”Da jeg blev spurgt, sagde jeg, at det kan jeg simpelthen ikke. Man bliver syg af at komme i det hjem, og ingen skal blive syge af at arbejde, uanset hvor det er,” forklarer en anden.

Ingen af dem har lyst til at få deres navn nævnt i denne artikel af frygt for, hvad ægtefællen kan finde på, hvis de en dag skal tilbage i hjemmet.

Flere af de fremmødte får i dag supervision, og en ér knækket sammen og blevet sygemeldt. Det kræver en dyb indånding for hende at sige højt.

”Han siger, at vi er forfærdelige mennesker. Det bliver man syg af. Jeg er syg nu. Jeg kan ikke mere.”

”Da vi sagde fra, turde jeg også at sige fra. Pludselig blev det legalt at sige højt, hvordan jeg har haft det. Jeg har bare kørt på, for jeg tænkte, at det måtte holde op på et tidspunkt. Hele tiden har vi forsøgt at nedtrappe konflikten og løse det. Det kunne vi bare ikke, og det er kun blevet værre og værre,” siger hun, inden hun finder et lommetørklæde frem for at tørre sine øjne.

”Låser døren bag mig”

En anden fortæller, hvordan hun ikke kunne sove om natten, når hun vidste, hun skulle på vagt i hjemmet dagen efter.

”Jeg synes ellers, at jeg er ret så hårdfør. Men selvom jeg ikke har sovet, skal man jo fremstå frisk og klar på det hele, og det har jeg gjort, men jeg har haft det rigtig dårligt. Og når jeg har taget derfra, har jeg vidst, at jeg skulle være der igen om en time. Det er hårdt,” siger hun.

Flere af de ansatte har oplevet, at det har været decideret utrygt at være i hjemmet. At ægtefællen råber og farer op.

En fortæller om, hvordan hun en dag blev kaldt til hjemmet, selvom ægteparret havde aflyst besøgene den pågældende dag.

Læs også: Ansatte nægter at arbejde i hjem efter trusler og overvågning - nu skal sagen for Arbejdsretten

”Jeg rykkede akut derud og skyndte mig så meget, jeg kunne. Men da jeg nåede frem maksimalt 20 minutter senere, var ægtefællen meget gal. Han gik bag om mig og låste døren, og så skældte han mig ud. Spurgte, hvad fanden det var for en tid at komme på.”

”Jeg blev skræmt og forsøgte at forklare, at de jo selv havde aflyst besøget. Han sagde, at han selv havde ordnet toiletbesøget. Så låste han døren op og viste mig ud med beskeden om, at jeg aldrig skulle vise mig i det hjem igen. Siden har jeg været uønsket i hjemmet, men i virkeligheden har jeg jo på den måde sendt aben videre,” siger medarbejderen.

En række af kollegerne tilkendegiver, at de også er blevet erklæret uønskede af ægtefællen, selvom de ikke føler, at de har gjort noget galt.

På et tidspunkt meddelte ægtefællen for eksempel en vagtplanlægger, at han ville 'stripse' en medarbejder fast til en stol, hvis hun viste sig i hjemmet igen, fortæller én.

Psykisk utryghed

Den aggressive adfærd, som ægtefællen til tider udviser, er ikke det største problem, fortæller medarbejderne. Det er i højere grad den utryghed og usikkerhed, der er forbundet med at besøge hjemmet. Er han hjemme? Hvordan er hans humør? Vil han klage over mig? Eller gøre alvor af truslen om politianmeldelse? Det er psykisk hårdt, forklarer de.

Alle, der er kommet fast i hjemmet, kan berette om, hvordan de gentagne gange har prøvet at forlade hjemmet med en god fornemmelse – for så efterfølgende at få besked om, at ægtefællen har klaget over dem til ledelsen.

Ofte truer ægtefællen også med at politianmelde for omsorgssvigt. I hvert fald en enkelt gang har han gjort alvor af truslen. Det ved medarbejderne, fordi de ved en fejl fik oplyst, at en navngiven kollega var blevet politianmeldt for omsorgssvigt.

”Du ved aldrig, hvad du kan forvente. Det er så ubehageligt. Hvornår får du en kniv i ryggen? Har han en god periode, nyder man det så længe, det varer, men man frygter hele tiden, hvornår det går skævt igen, fordi nogen i hans øjne træder ved siden af og gør ham rasende,” fortæller en.

Har aldrig oplevet noget lignende

Som ansatte i hjemmeplejen har de alle mødt lidt af hvert igennem årenes løb. Og det er langt fra ualmindeligt at møde utilfredse pårørende, fortæller de. Men de har aldrig mødt adfærd, der minder om denne pårørendes. Og de har heller aldrig overvejet at nægte at udføre arbejde i andre hjem.

Sagen er på alle måder ulykkelig, mener de. De har ingen problemer med kvinden. “Hun er skøn, det er kun ægtefællen, der skaber problemer,” som en siger. De ville ønske, at manden fik hjælp, for de føler med ham. Deres oplevelse er, at han ikke har accepteret, at hans kone er blevet syg.

”Ligegyldigt hvor meget vi gør, så finder han hele tiden på nye anklager og problemer,” siger en.

Resten af gruppen nikker. En uddyber:

”Hvis for eksempel noget medicin bliver givet et par minutter senere end nøjagtig det tidspunkt, hvor han mener, det skal gives, så er det min eller en kollegas skyld, hvis kvinden får kramper og sover dårligt om natten. Så bliver der klaget, og den næste, der kommer i hjemmet, bliver talt grimt til.”

”Man gør virkelig alt, hvad man kan, for hvis man kommer bare to minutter for sent, så er fanden løs i Laksegade,” tilføjer en anden.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over

Medarbejderne har som tidligere beskrevet aldrig troet, at det skulle komme dertil, hvor de følte sig nødsaget til at nægte at udføre arbejdet i hjemmet.

Men da de for knap tre måneder siden opdagede, at der var monteret videoovervågning tre steder i hjemmet, var det den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over, som en formulerer det.

”Det var hamrende ubehageligt at opdage. Man kunne se på folk, hvordan de stivnede, da de hørte om det. Vi ved alle, hvordan det i forvejen er i hjemmet, og man ved, at der kun ligger onde hensigter bag overvågningen, og at han vil forsøge at bruge det imod os,” siger en.

En kollega tager ordet:

”Det var så lusket. For han havde intet nævnt om det. Pludselig var det der bare. Jeg stoler ikke på, hvad han vil bruge optagelserne til, og jeg ved, at han hurtigt kan lægge det ud alle mulige steder. Det er så forkert.”

Efter nogle uger fandt medarbejderne ud af, at ægtefællen havde sendt en videosekvens til politiet og politianmeldt kollegaen på optagelsen for omsorgssvigt. Senere blev de orienteret om, at anmeldelsen var trukket tilbage. De formoder, at det skete, fordi der ikke var hold i den.

”Men det var ligesom det, der fik os til at sige, at nu stopper legen altså,” siger en.

Efterfølgende bad medarbejderne kommunen om at sørge for, at videoovervågningen blev fjernet. Det skete ikke. Siden valgte medarbejderne at meddele kommunen, at de ikke længere kan udføre arbejde i det pågældende hjem. Det har siden ført til, at Kommunernes Landsforening har trukket FOA i Arbejdsretten. 

”Jeg er glad for, at vi har taget den beslutning, for det viser, at vi tager ansvar for vores eget helbred. Men vi burde have sagt stop lang tid før, for vi bliver syge af at være der,” fortæller en.

”Vi har talt om i flere år, at der skal sættes en stopper for det her, og vi har også haft flere møder om det. Men hver gang vi er gået videre med det, har vi mødt en mur. Det er første gang, at vi står sammen på den her måde og bakker hinanden op. Jeg havde frygtet, at det aldrig var sket. For var vi fortsat, vi var knækket én efter én,” siger en anden.

Utilfredse med kommunen

Selvom det er ægtefællen, der ifølge medarbejderne er roden til problemerne, er de stærkt utilfredse med kommunens håndtering af sagen. De oplever, at den øverste chef for hjemmeplejen i kommunen, Tina Andersen, fra start har taget ægtefællens parti for at undgå problemer.

”På et tidspunkt spørger jeg faktisk Tina Andersen, hvor længe det her skal blive ved. Hvor meget skal vi finde os i? Så får jeg beskeden, at vi bare skal passe vores arbejde, for ellers er vi inkompetente,” kan en af medarbejderne fortælle.

At kommunen ikke har sagt fra overfor ægtefællen, er ifølge medarbejderne den primære årsag til, at problemerne er eskaleret.

”Han har aldrig fået af vide, at nu er det nok. I stedet har Tina Andersen pleaset ham, og det er den dårligste løsning. Ægtefællen ved godt, at hun gør, som han siger, fordi hun har ikke haft mod til at tage konflikten,” siger en anden og fortsætter:

”Hun har taget hans parti, og så bliver vi rykket rundt, som var vi marionetdukker. Og det er derfor, det er endt her. Nu er vi så nødt til at være dem, der tager ansvar og siger stop. Nu går den ikke længere.”

”Jeg har aldrig oplevet en borger, som får så god behandling. Målt op mod de ressourcer, hun har, så er der ingen andre, der får så meget tid, og hvor vi bruger så mange ressourcer,” siger en af de fremmødte medarbejdere.

”Det her er skruen uden ende. Ægtefællen kræver mere og mere, og han får lov til det. Og så smider vi, hvad vi har i hænderne, når de ringer, og så må andre borgere vente,” lyder det fra en anden.

Chef: Ulykkeligt og fastlåst

I Kolding Kommune kalder Tina Andersen, chef for hjemmehjælpen, situationen for ulykkelig og fastlåst. Hun understreger, at hun som chef både skal sikre, at borgeren får den hjælp, hun har behov for og krav på, og samtidig værne om medarbejdernes arbejdsmiljø.

”Kommunernes Landsforening har vurderet, at vi ikke har lovgivningsmæssig hjemmel til at forlange videoovervågningen slukket eller taget ned i borgerens hjem, og samtidig er det en udfordring, at medarbejderne ikke – og det er naturligt – har lyst til at arbejde i hjem, hvor de bliver videoovervåget. Det kan jeg sagtens forstå, at de føler sig belastet af,” siger hun. 

”Men desværre er vi i den situation, at vi som ledelse ikke kan agere anderledes. Vi skal sørge for, at kvinden får den hjælp, hun skal have. Det gør vi ved, at de faste medarbejdere ikke løser opgaverne i hjemmet lige nu, men at de får et pusterum. Og så har vi hyret et privat vikarbureau til opgaven.”

Tæt dialog skulle afbøde konflikter

Hun afviser, at hun på noget tidspunkt udelukkende har taget ægtefællens parti, for medarbejdernes arbejdsmiljø ligger hende meget på sinde, siger hun. ”Vi skal naturligvis ikke have nogen, der blive syge af at arbejde,” siger Tina Andersen.

”Og den tætte kontakt med ægtefællen er for at afbøde konflikter, så han i stedet for at skælde medarbejderne ud kan gå i dialog med mig om, hvad vi kan ændre. Den tætte dialog har vi haft gennem en årrække, og det har betydet, at der i lange perioder har været et godt arbejdsmiljø i hjemmet,” siger chefen for hjemmehjælpen.

Tina Andersen afviser også, at hun skulle have kaldt medarbejdere for inkompetente, hvis de ikke ville udføre arbejde i hjemmet.

”Vi har nogle utroligt kompetente medarbejdere, og jeg oplever, at de hver dag udfører et godt stykke arbejde og har hjertet på rette sted.”

Tina Andersen genkender heller ikke, at hjemmeplejen bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer i det pågældende hjem:

”Vi tager altid udgangspunkt i den enkelte borgers situation, og det gør vi også her. Hun er blevet visiteret til den hjælp, hun får, og det har jeg ikke så mange bemærkninger til.”

Kommunernes Landsforening og FOA mødes i Arbejdsretten 18. juni. Her skal Arbejdsretten afgøre, om de ansatte i hjemmeplejen kan nægte at arbejde under videoovervågning.

Fagbladet FOA kender identiteten på alle de ansatte, der har medvirket i denne artikel, men som ikke ønsker deres navn frem.