Annonce

Mand stående op ad væggen i i kontorlokale

Tema: OK21

OK21: Lederne får tillæg til lønnen og mere pension


Forhandlingerne om nye overenskomster til FOAs
ledergrupper gav meget forskellige resultater. Kommunerne havde mest fokus på ældre- og sundhedsområdet, og det præger det samlede billede.

Annonce

Plejecenterleder Marjo Spetzler havde håbet på markante lønforhøjelser ved OK21. Det fik han og andre ledere ikke. Men ledernes nederste løntrin er løftet, og FOA oplever, at kommunerne er mere optaget af ledernes forhold end tidligere. Michael Bo Rasmusen

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

”Et markant lønløft”. Det var Marjo Spetzlers forventning til, hvad OK21 ville betyde for ham. Han er leder på et plejecenter for misbrugere i Aalborg Kommune.

”Vi fik et lønløft, men det var ikke-markant,” konstaterer han nøgternt, efter at han har skabt sig overblik over den nye overenskomsts resultater for lederne.

Han er omfattet af overenskomsten for ”ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet m.v”, som er dens nye navn efter OK21.

Læs også: OK21 skal gøre lederjob mere attraktive – også for medarbejderne

Den nye overenskomst giver - udover de generelle lønstigninger - fra 1.4 2022 en forhøjelse af tillægget til ledernes grundløn på 1154 kroner årligt og fra 1.4 2021 en pensionsstigning på 0,25 procent (fra 14,15 til 14,40 procent).

Fra 1.4 2022 starter ledergruppens lønforløb på løntrin 37 + grundlønstillæg, hvor det tidligere har været løntrin 33 + grundlønstillæg.

Som udgangspunkt beholder ledere, der tidligere var på grundløn 33 og 35, deres lokalt og centralt aftalte tillæg, men der kan være enkelte eksempler, hvor man lokalt har aftalt modregning i tillæg.

To projekter for sosu-lederne

Marjo Spetzler får glæde af de generelle lønstigninger, forhøjelsen af grundlønstillægget og pensionsstigningen.

”Jeg ligger højere end de løntrin, der flyttes på, så det får jeg ikke noget ud af. Heller ikke kurser og uddannelse kommer mig til gode, for jeg har en diplomuddannelse. Men jeg tror, at vi har nået det, vi kunne lige nu. Så jeg stemmer ja ved urafstemningen, jeg kan ikke få øje på alternativet,” siger han.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Udover lønstigninger har FOA aftalt to projekter for ledere med Kommunernes Landsforening (KL), der skal styrke ledelse og rekruttering af ledere især på ældre og sundhedsområdet.
Flere skal have uddannelse på diplomniveau, og arbejdspladserne skal have fokus på karriereveje og en kultur, der skaber interesse blandt medarbejderne for at blive leder.

Andre ledergrupper

Også på kantine- og rengøringsområdet skal et nyt projekt ”Veje til ledelse” hjælpe med at tiltrække flere til lederopgaven og give tilbud om lederuddannelse. De ledere, der allerede fungerer i rollen, kan se frem til 2141 kroner ekstra årligt på grundlønstillægget og fra 1.4 2022 0,4 procent mere i pension (fra 14,39 til 14,79 procent). En fjerdedel af stigningen (0,1 procent) kan anvendes til fritvalg-ordningen.

Ledergruppen i FOAs pædagogiske sektor får 1.4 2022 lagt 0,6 procent på pensionen (fra 16,44 til 17,04 procent). Frit valgs-ordning indføres fra samme tidspunkt, så pension over 16,44 procent kan udbetales.

Læs også: OK24: Aftale er landet for pædagogisk personale ansat i region eller kommune

På teknik- og serviceområdet kunne FOA og KL alene blive enige om, at ”tage en drøftelse af lederne på det tekniske område”

”Det har været svært at få KL med på et bredere fokus end sosu-området. Men positivt, at arbejdsgiverne vil snakke ledelse, og at de er optaget af ledernes forhold. Vi er glade for projekterne, som giver nogle forhåbninger. Men der skal noget konkret på bordet for lederne både i forhold til deres løn og deres arbejdsmiljø,” siger Joan Lindskov, der er politisk ansvarlig for FOAs lederarbejde.

KL-nej til supervision

Hun mener, at lederne på FOAs områder skal lønnes på samme niveau som ledere med sammenlignelige opgaver for eksempel på skolerne. Det løft har OK21 ikke sikret.

”Lønnen har ikke for alvor rykket sig, bortset fra begyndelsestrinene som leder. Mange ledere vil ikke opleve markante lønstigninger. Men med den smalle økonomiske ramme som udgangspunkt er jeg tilfreds med den fordeling af pengene, vi har fået.”

Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Joan Lindskov er mest skuffet over, at KL ikke har villet lytte til mange lederes ønske om mere supervision, kollegial sparring og netværk.

”Hvis kommunerne vil have bedre ledelse, er det jo noget, der skal afsættes penge til. Mange ledere går ned med stress, når de føler sig alene med opgaven og klemmes både oppe- og nedefra,” siger Joan Lindskov.

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev