Alene på FOA-medlemmernes områder arbejder henved 40.000 mennesker som timelønsansatte.
Nogle står til rådighed på daglig basis – uden at være sikret én eneste time og dermed én eneste lønkrone.
Arbejdsgiverne kan fyre dem med dags varsel. De er ikke automatisk sikret løn, når de bliver syge. Eller dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse. Og de sparer kun i ringe grad op til deres alderdom.
Læs også: Stigning i antal af løstansatte: 'Uanstændigt man ikke ved, om man har arbejde i morgen'
Lyder det uretfærdigt? Jamen, det er det også. Det slider ikke at vide, om man kan blive på arbejdspladsen, om man kan udvikle sig fagligt, og om man kan betale sine regninger.
Det slider også på arbejdspladsens fastansatte, hvis procentandelen af timelønnede bliver for stor. Så må de oftest påtage sig et ekstra stort ansvar for at sikre stabilitet og faglighed.
Selvom hyre-fyre-praksis og 0-timers-kontrakter på kort sigt kan forekomme besnærende set med arbejdsgiverbriller, er det dybt kritisabelt, at cheferne lader andelen af timelønnede vokse i en tid med bekymrende mangel på arbejdskraft inden for flere fag.
Læs også: Forsker om atypiske ansættelser: De unge vænnes til dårlige forhold
Det stigende antal timer, der går til tilkaldevikarer, burde kunne veksles til adskillige årsværk, så flere kunne fastansættes. Det ville gavne daglejerne anno 2021, deres kolleger og den offentlige velfærd.