Denne fortælling er den anden i en serie med medarbejdere, der har fået arbejdsrelateret PTSD efter at have arbejdet på bo- eller væresteder. Seriens øvrige fortællinger udgives i den kommende tid.

I entréen har jeg en lille, sort spraydåse på kommoden. Ved fjernsynet i stuen står der en mage til. Det er pebersprays. Og på sengebordet på førstesalen har jeg ikke bare endnu en peberspray; ved siden af sengebordet står et baseballbat. Egentlig vil jeg også gerne have en peberspray i håndtasken. Men det er ulovligt, så ved ture ud af huset, må jeg nøjes med en hårlak. 

Jeg tænker jo ikke, at jeg nogensinde får brug for hverken peberspray eller bat, men det giver mig en følelse af tryghed.

For otte år siden blev jeg stukket ned for anden gang på det bosted for misbrugere med psykiske lidelser, hvor jeg arbejdede som social- og sundhedsassistent. Frygten for igen at blive overfaldet har slået dybe rødder i mig. Det er derfor, at jeg har hytten fuld af peberspray.

Læs også: Vold ødelægger livet for ansatte på bo- og væresteder

Efter overfaldet blev jeg diagnosticeret med PTSD, som jeg i 2015 fik anerkendt som en arbejdsskade. Overfaldet har haft andre store konsekvenser for mig. Blandt andet at jeg aldrig kommer til at arbejde som social- og sundhedsassistent igen.

Overfaldet med kniv

Det er på en aftenvagt i september 2012, at mit liv forandres for altid. Jeg bør slet ikke være der, men jeg har taget en vagt for en kollega. I dag bander jeg over, at jeg tog den skide vagt. Omkring klokken 22.30 går jeg ud i køkkenet, hvor jeg undrer mig over, at døren ud til terrassen står åben. Normalt er den lukket og låst. Da jeg vil lukke den, griber en hånd i døråbningen fat i min, og et knytnæveslag rammer mig i ansigtet. Slam. 

I en refleksbevægelse rækker jeg armen op og afværger næste slag og trykker på min alarm. Mine overfaldsmænd sætter i løb, inden jeg falder til jorden. Bevidstløs. I flere minutter ligger jeg alene på gulvet, før det lykkes mine kolleger at finde mig. Blodet strømmer fra min arm. Jeg har et langt snitsår i armen, og mine kolleger tilkalder politi og ambulance. 

Det er helt normalt at være alene på afdelingen, som jeg er den aften. Men sådan et sted skal du ikke arbejde alene. Du skal ikke stole på, at det nok går. Der er ingen sikkerhed, for vi har at gøre med mennesker, der er meget utilregnelige. Nogle beboere er for farlige, og nogle er for syge til at være der. Psykisk sygdom og stoffer er en forfærdelig og farlig kombination.

Mine overfaldsmænd er to unge mænd, der ikke bor på stedet. Men de har formentlig en relation til en af beboerne. I hvert fald forstod jeg ikke, hvad en beboer mente, da han tidligere på aftenen fortalte mig, at ‘det ikke er din skyld’. Nu giver det pludselig mening for mig: Beboeren må have ladet døren til terrassen stå åben. Og planen har formentlig været, at gerningsmændene skulle stjæle elektronik og stoffer fra bostedet.

Det er klassisk: beboerne, der er for farlige til at bo på bostedet, de har også nogle venner, der er farlige, og de kommer også på bostedet.

Føler mig forfulgt

Ambulanceredderne kører mig på skadestuen. Jeg bliver syet med 12 sting. ‘Du er heldig at være i live,’ fortæller politibetjentene mig. 

De har fundet en lang kniv ved terrassen, som jeg må have afværget ved andet slag. Hvis ikke havde kniven ramt mig omkring halsregionen. I stedet slipper jeg med det lange snitsår i armen.

Da jeg kommer hjem fra sygehuset tænker jeg på at komme hurtigt tilbage på job. Til at starte med på reduceret tid. Men selvom jeg tilbage på arbejdet forsøger med en hård facade, skal der ikke meget til, før den krakelerer. 

Inderst inde er jeg blevet bange for at komme på arbejde. Jeg tror, at alle beboerne er efter mig. Bliver jeg råbt af eller truet, begynder jeg at græde. Tidligere prellede den slags af på mig. 

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Beboerne opfanger lynhurtigt, at jeg er svækket, og det udnytter de til at få udleveret morfin eller andet, der kan give dem et fix. For mig er der ingen anden udvej end at slippe faget. 

Jeg er ikke den samme

Før overfaldet var jeg formand for den lokale boldklub, spillede håndbold, fodbold og havde et stort socialt netværk. Jeg var ‘her, der og alle vegne’.

I dag … I dag har jeg ikke brug for noget socialt netværk.

Men det går alligevel langsomt fremad. 1. august 2018 begyndte jeg i fleksjob i en tandlægeklinik, som jeg er glad for. Og jeg har min kæreste og mine unger. Det betyder alverden. Men tanken om, at jeg kunne være blevet dræbt i den aftenvagt for otte år siden fylder stadig i mig.

Det er hårdt at tænke på. Og det er jo derfor, at jeg stadig er syg og aldrig kommer til at arbejde som social- og sundhedsassistent igen. Men når jeg er mest ked af det, husker jeg på, at jeg trods alt er heldig at være i live.

Har du selv oplevet kritisable forhold i arbejdet i social- og/eller hospitalspsykiatrien, hører vi meget gerne fra dig. Kontakt journalist Rasmus Handberg på rahbn@foa.dk