Regeringens omdiskuterede forslag til en ny epidemilov vil give sundhedsministeren nye beføjelser. Det vil betyde, at borgere kan isoleres og vaccineres mod deres vilje, forklarer Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet.
”Det nye ved det her forslag er, at sundhedsministeren, hvis forslaget vedtages, vil få vidtgående beføjelser under en eventuel epidemi. Det kan medføre retten til indgreb i individuelle frihedsrettigheder ved at kunne bestemme, at en gruppe af danskere for eksempel skal tvangsisoleres eller tvangsvaccineres,” forklarer han.
Det kan få betydning for FOAs medlemmer, der står i frontlinjen og derfor dels er sårbare over for smitte selv, men også kan blive nødt til at udføre tvang mod andre.
”I forslaget står der, at man kan tvangsvaccinere udvalgte raske grupper, ligesom man vil kunne tvangsbehandle syge personer," siger han og fortsætter:
"Man kan forestille sig, at det kunne betyde tvangsvaccination af eksempelvis de af FOAs medlemmer, der er i fronten for nogle af de samfundsmæssige institutioner som plejehjem og sygehuse. Men også steder som i den kollektive transport,” siger Kent Kristensen.
Eike Byg Huish, juridisk konsulent i FOA, forklarer, at mulighederne for at bruge tvang også findes i den tidligere epidemilov fra før marts i år, men at det før var skrevet mindre tydeligt.
”I den gældende lov kan man allerede blandt andet isolere og behandle borgere. Det nye i forslaget er altså, at det kommer til at stå mere tydeligt, hvilke muligheder der er, og i vidt omfang hvilke principper der er gældende ved fastsættelse af foranstaltningerne, hvilket blandet andet betyder, at man skal have forsøgt uden tvang først,” siger hun.
Hun peger også på, at der i udkastet er nævnt en ny sygdomskategori. Det er den kategori, der omhandler såkaldte ’samfundskritiske’ sygdomme, hvor den nuværende corona-epidemi nævnes som et eksempel. Det er ved sygdomme af denne karakter, at lige netop tvangsmetoder vil kunne tages i brug.
Det kan betyde, at sundhedsfagligt personale kan isolere og vaccinere borgere mod deres vilje, hvis sundhedsministeren vurderer, at en given sygdom risikerer at medføre ’alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.’
”Det er nyt, at de skriver, at man vil kunne vaccinere en ’gruppe af borgere.’ Vi ved ikke endnu, hvad et helt konkret betyder, men der står også i forslaget, at man skal fastsætte regler ud fra et mindste indgrebsprincip, hvilket blandet andet betyder, at hvis en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig, kan der ikke vaccineres,” siger Eike Byg Huish.
FOA er en af de organisationer, der har sendt et høringssvar til regeringen. De peger blandt andet på, at det er vigtigt at sikre arbejdsvilkårene for deres medlemmer under en epidemi. Formand, Mona Striib, uddyber:
”Vi fokuserer i høringssvaret på det, der handler om vores medlemmers arbejdsvilkår under pandemier, som den vi står i lige nu.”
Her foreslår FOA, at Arbejdstilsynet kan have en rolle i at sikre, at sundhedspersonalets rettigheder og arbejdsvilkår overholdes.
”Vi oplevede i foråret at være i den helt groteske situation, at vi havde nogle områder, der stod uden værnemidler. Her gælder det for os om at sikre vores medlemmers sikkerhed og arbejdsvilkår under en epidemi,” siger Mona Striib.
En anden pointe i høringssvaret er, at medlemmernes retssikkerhed sikres, hvis der for eksempel er tale om tvang mod dem, eller at de bliver nødsaget til at udøve tvang mod andre.
Det er meningen, at den nye lov skal træde i kraft 1. marts 2021 efter behandling i Folketinget.