Nogle medarbejdere i hjemmeplejen i Morsø Kommune har fået sms’er midt i ferien om at de skulle testes. Nogle er blevet ringet op på fridage.
Og nogle har skullet køre til Thisted 20 kilometer fra arbejdspladsen efter fyraften eller mens de har holdt afspadsering. Det på trods af, at smitteudbruddet - og dermed årsagen til, at medarbejderne skulle testes - har været på selve arbejdspladsen.
Læs også: Kend din ret, hvis din arbejdsgiver vil have dig coronatestet
”Jeg synes, det er beskæmmende,” lyder det fra faglig sekretær FOA Nordjylland Jesper Hejlman Hermansen, der har kendskab til, at test af medarbejdere på fridage er sket på to forskellige kommunale arbejdspladser i Morsø Kommune.
”Det er godt, at Morsø Kommune reagerer prompte på smitteudbruddet, men når medarbejderne bliver pålagt test på beskyttede fridage på grund af et smitteudbrud på arbejdspladsen, så har jeg den holdning, at så må arbejdsgiver også betale for det. Man må forholde sig til arbejdstidsaftaler og overenskomster, også her under covid-19,” siger han.
Ansatte undrer sig
Social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant i Morsø Kommune Anna Marie Kusk undrer sig også over kommunens håndtering at test i fritiden.
”Jeg er blevet kontaktet af både medarbejdere og tillidsrepræsentanter – ikke fordi de var kritiske over for at blive testet, for det syntes de kun var ansvarligt, men fordi de undrede sig over, at de ikke fik kompensation for det,” siger Anna Marie Kusk og nævner, at flere medarbejdere måtte køre helt til Thisted, hvor der desuden har været ventetid. Alt i alt har medarbejderne altså haft både transportudgifter og brugt tid på fridage for at blive testet som led i kommunens coronastrategi.
”Der er ikke nogen, der er sure over, at de er blevet ringet op på en fridag. Tværtimod roser de den tryghed, der ligger i teststrategien. Men de undrer sig over, at de ikke skal aflønnes for det, når det er uden for arbejdstid og at de heller ikke får kørepenge, når de skal køre langt til testcenteret.”
Læs også: Kend din ret til fravær, hvis dit barn skal testes, i karantæne eller er coronasmittet
Videre til Arbejdsretten
Selv har Morsø Kommune forklaret over for FOA, at det er at udøve ’sin samfundspligt’ og ikke en arbejdsopgave at blive coronatestet i forbindelse med smitteudbrud. Kommunen har også henvist til, at det er at udvise 'samfundssind'.
Idet lokale forhandlinger mellem FOA Nordjylland og kommunen ikke er ført til noget, blev der sendt et uenighedsreferat til FOA på Staunings Plads i København, som efterfølgende har drøftet sagen med Kommunernes Landsforening (KL).
I KL er man enig med kommunen i håndteringen, og derfor er FOA klar til at gå videre med sagen i Arbejdsretten, netop fordi det efter FOAs mening bryder med gældende overenskomst og arbejdstidsaftale for social- og sundhedspersonale.
Læs også: Efter Anettes corona-mareridt: Vigtigt at få arbejdsskade anerkendt
Rystet og chokeret
FOAs forbundsformand Mona Striib kalder det 'hovedrystende forkert', at kommunen og KL opfatter test på grund af smitteudbrud på arbejdspladsen som en samfundspligt og ikke en arbejdsopgave.
”Jeg er mildest talt rystet og chokeret. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man ville komme i en situation, hvor man pålægger personale, der under hele coronakrisen har passet deres arbejde med at pleje ældre borgere, at blive testet i deres fritid uden at blive honoreret for det,” siger Mona Striib.
Især fordi det netop er en del af arbejdsrutinen i sundheds- ældre- og plejesektoren at blive testet, idet medarbejderne har med borgere i risikozonen at gøre.
”Men at det skal ske i fritiden uden kompensation, er hovedrystende forkert. Test af medarbejdere bør i videst mulige omfang ske i arbejdstiden som en del af arbejdsrutinen. Jeg har et håb om at KL og de pågældende kommuner, der har ledt ind på denne sti, kommer til fornuft,” siger Mona Striib.
Faglig sekretær i FOA Nordjylland Jesper Hejlman Hermansen deler Mona Striibs holdning til sagen.
”Det er hovedrystende. Det er dem, der udøver pleje og omsorg og er i højrisiko for selv at blive smittet via deres arbejde. Og her spørger vi ind til: hvem skal betale,” siger han.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
Afviser kommentar
I Morsø Kommune ønsker man ikke at kommentere på sagen over for Fagbladet FOA.
"Vi er sammen med arbejdsmarkedets parter ved at diskutere sagen, og før der ligger en afklaring, ønsker vi ikke at kommentere sagen. Når der er en afklaring, vil vi naturligvis respektere udfaldet af sagen," lyder det i et skriftligt svar fra Lisbeth Nielsen, der er HR- og Lønchef i Morsø Kommune.
Fagbladet FOA har også forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, hvor man heller ikke ønsker at udtale sig.