Annonce

Tema: Coronavirus

Kend din ret, hvis din arbejdsgiver vil have dig coronatestet


På FOAs coronahotline har flere medlemmer henvendt sig med spørgsmål om, hvad der er ret og pligt, når deres arbejdsgiver beder dem om at blive testet for corona. Her er svarene på de mest stillede spørgsmål.

Annonce

Må din arbejdsgiver pålægge dig at blive testet for corona, og skal det ske i arbejdstiden? Her får du svarene.  Colourbox

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Hvordan skal du egentlig forholde dig, hvis din arbejdsgiver vil have dig coronatestet? Tæller det som arbejdstid, og kan du blive pålagt at blive testet på din fridag?

Her får du svarene på de fem mest stillede spørgsmål. 
Hvis du vil se de fulde svar, kan du finde dem her. 
 

Jeg arbejder inden for sundhedsområdet og er symptomfri, men min arbejdsgiver vil have mig testet. Har jeg pligt til det, og har min arbejdsgiver ret til at få testsvaret? 

Arbejdstilsynet har oplyst til FOA, at arbejdsgiverne gerne må pålægge medarbejderne, at de skal lade sig teste med henvisning til lov om helbredsoplysninger.

De oplyser derudover, at arbejdsgiveren skal have medarbejderens samtykke til at udføre testen. Men arbejdsgiveren kan altså godt kræve, at medarbejderen lader sig teste, og det kan derfor have ansættelsesretlige konsekvenser for medarbejderne, hvis de afviser at blive testet. 

Coronavirus er smitsom, og det er muligt, at personer uden symptomer kan smitte andre uden at vide det. Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at man tester medarbejderne på sundheds- og ældreområdet, så man kan lave smitteopsporing. 

Arbejdstilsynet skriver i forhold til at arbejde med ældre, syge og sårbare, at medarbejderne ikke vil kunne arbejde i tæt kontakt med mennesker, som kan være særligt sårbare over for coronavirus, hvis medarbejderen er smittet. Derfor har sygdommen en væsentlig betydning i forhold til medarbejderens arbejdsdygtighed i det pågældende arbejde. 
 
Din arbejdsgiver har ifølge Arbejdstilsynet ret til at få testsvaret, da det har væsentlig betydning for en eventuel indsats på sundhedsområdet.
 
Beskæftigelsesministeriet oplyser FOA om, at arbejdsgiverne inden for andre områder også vil kunne anmode om oplysninger, der indebærer en helbredsundersøgelse. Det vil de kunne, hvis forholdene på det pågældende arbejde særligt taler for at indhente oplysningerne. 
 
Det vil bero på en konkret vurdering, som i første omgang foretages af arbejdsgiveren, og som i sidste ende vil kunne efterprøves af en domstol, skriver Beskæftigelsesministeriet.
 
 

Min arbejdsgiver har sagt, at jeg skal testes for corona. Skal det ske i arbejdstiden? 

Hvis du arbejder på ældre- og sundhedsområdet, og din arbejdsgiver pålægger dig at blive testet, så bliver det betragtet som arbejdstid. Hvis du bliver testet i din arbejdstid på din arbejdsplads, så er det almindeligt arbejde. 
 
Hvis du  skal testes uden for  din almindelige arbejdstid, altså enten før eller efter din normale arbejdstid, så er der tale om mer- eller overarbejde i henhold til den arbejdstidsaftale, som gælder for dig. 
 
 

Jeg er blevet pålagt at blive testet på min fridag. Kan min arbejdsgiver det? 

Ja, det kan din arbejdsgiver godt. 
 
Der vil være tale om inddragelse af en fridag i henhold til de arbejdstidsregler, der gælder på dit område. Du skal derfor honoreres efter samme regler, som hvis du skulle blive pålagt at møde på arbejde på en fridag. 
 
Din afdeling kan dog have indgået en lokalaftale om andre regler i forbindelse med coronasituationen, så spørg din tillidsrepræsentant eller din afdeling.
 
 

Jeg er blevet pålagt at tage en test hver anden dag på et testcenter 30 km. væk. Skal jeg have kørselsgodtgørelse for det?

Hvis din arbejdsgiver har pålagt dig at tage en test, så er det almindeligt arbejde. Du vil derfor være omfattet af de almindelige regler for kørselsgodtgørelse, der gælder for din arbejdsplads.
 
 

Min arbejdsgiver har tilbudt mig at blive testet for corona. Skal jeg tage imod det tilbud? 

Din arbejdsgiver har givet dig et tilbud, som du ikke behøver at benytte dig af. 
 
Hvis du gør det, og testen ligger uden for din almindelige arbejdstid, så vil det være noget, du gør i din fritid. Du kan derfor ikke forvente at det betragtes som arbejdstid, og du kan heller ikke få kørselsgodtgørelse, hvis testcentret ligger uden for din arbejdsplads.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev