“Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg 03 til min latineksamen, og min lærer sagde; ’Jeg vidste godt, du var dum Jennie, men jeg vidste ikke, at du var så dum.’
Mit mantra har lige siden været, at ingen skal føle sig dumme.
Jeg troede, jeg skulle være fotograf eller skolelærer, men så fik jeg sommerferiejob som ufaglært i hjemmeplejen på Langeland. Det var enormt givende at arbejde med mennesker. For første gang følte jeg, at jeg havde fundet min hylde.
Jeg arbejde syv år på et bosted i Odense, og tog en efteruddannelse i neuropædagogik.
En dag fik jeg et opkald fra et psykiatrisk botilbud i Odense Kommune. De tilbød mig et job. Det var helt vildt at blive headhuntet.
I psykiatrien var der en kvinde. Hun havde ikke været udenfor sin dør i et år. Hun var paranoid skizofren. Jeg prøvede at få hende med ud mange gange, men hun stoppede altid ved døren. Foran døren havde hun en sort dørmåtte. En dag flyttede jeg måtten. Og så gik hun ud.
Jeg elskede at være i psykiatrien. Jeg kan godt lide at lykkes med at forstå folk, som andre ikke kan forstå.
Men efter fire år ville jeg prøve noget nyt. Min krop havde været i konstant beredskab i psykiatrien. Og jeg ville gerne arbejde mere elevrettet.
Jeg havde siden min tid på botilbuddet været praktikantvejleder, og jeg kunne vildt godt lide at se de fremskridt, jeg var med til at skabe hos eleverne. Så jeg søgte et undervisningsjob hos SOSU-Fyn. Der startede jeg i 2018.
Jeg plejer at sige til eleverne, at hver gang de har en succesoplevelse, skal de rulle den i glimmer og sætte den op på deres indre kaminhylde og kigge op på den, når de oplever noget udfordrende. Mange af dem har jo igennem deres skolegang altid fået at vide, at de ikke kan noget.”