Annonce

En kvinde med en sort t-shirts står foran en grå væg.

Årets sosu-underviser: ALLE elever kan noget


Tirsdag aften modtog Jennie Nielsen fra SOSU-Fyn Politikens undervisningspris i erhvervsskolekategorien. Med prisen følger 75.000 kroner, og Jennie Nielsen har et godt bud på, hvordan det skal komme eleverne til gode.

Annonce

Jennie Nielsen blev tirsdag aften hædret, fordi hun har vundet Politikens Undervisningspris i Erhvervsskolekategorien 2020. Heidi Lundsgaard

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

“Jeg uddanner mine elever i at være noget for nogen. Og mine elever har virkelig været noget for mig. De har indstillet mig til denne pris, og jeg er virkelig rørt over det,” sagde 39-årige Jennie Nielsen fra talerstolen tirsdag aften, da hun modtog Politikens Undervisningspris i kategorien Erhvervsskoler.
 
Jennie Nielsen er underviser på SOSU-Fyn, og det var her, eleverne havde indstillet hende til prisen som årets underviser. 
 
I indstillingen fra eleverne stod der blandt andet: 
“Hun formår at omfavne alle på hver deres måde og alligevel være professionel. Hun giver troen på, at man kan og at man er god til sit fag.”

Og i begrundelsen for, at Jennie Nielsen får prisen, sagde Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør på Københavns Erhvervsakademi og medlem af fagpanelet, blandt andet:
 
“I fagpanelet var vi ikke et øjeblik i tvivl om, at hovedprisen på erhvervsuddannelser skulle gå til dig. Du kan alt det som en hovedprisvinder bør mestre, og så gør du det på din helt egen særlige måde, sagde hun og fortsatte:
 
Din tilgang er, at alle elever kan noget, og det kan du tage udgangspunkt i. Du kan hjælpe dem, støtte dem og bygge dem op, mens du har dem. De kan mærke, du brænder for, at de gennemfører deres uddannelse. Du er lige bag dem,” sagde Katja Munch Thorsen og tilføjede, at det nok er de færreste, der lykkes med at få FynBus til at omlægge en busrute, så eleverne ikke skal så tidligt op for at nå i skole til tiden. Det lykkedes for Jennie Nielsen.
 
En kvinde står med et diplom og blomster.
For Jennie Nielsen var det en en fantastisk oplevelse at modtage prisen som årets underviser. “Politiken har gjort en kæmpe indsats. Vi blev hyldet så snart, vi kom ind ad døren, og de kunne ens navn. Lisbeth Zornig holdt tale, og i min bog er hun en fantastisk kvinde,” siger Jennie Nielsen. Privat foto
Selv havde Jennie Nielsen planlagt, at tre af hendes elever skulle have været med til prisfesten, fordi det var deres fortjeneste, at hun fik prisen. Men det satte corona en stopper for.

“ I er med lige her,” sagde Jennie Nielsen og pegede på sit hjerte.
“Hvor ville jeg gerne have haft jer med,” sagde hun og fortsatte:

“Mine elever er modige, stærke, omsorgsfulde, selvstændige individer, der ikke er bange for at give udtryk for deres meninger og holdninger. Og jeg er så beæret over at være deres underviser, være med på deres uddannelsesrejse, men mest af alt at være med på deres dannelsesrejse,” sagde hun.

“Og tak til SOSU-Fyn, der er verdens bedste arbejdsplads. De lader mig om nogen være den jeg er,” sagde Jennie.

Med prisen følger 75.000 kroner. En tredjedel af beløbet skal enten bruges på efteruddannelse eller skolen, og da Jennie Nielsen allerede er i gang med en diplomuddannelse i erhvervspædagogik, har hun valgt det sidste. Og hun har to ideer til, hvordan pengene kan bruges.

“Min holdning har været, at det er elevernes pris, så mine tanker er at få etableret en fredagsbar eller fitnessfaciliteter på skolen. Jeg ved, hvad det kræver af ens krop at være i faget. Eleverne er på SU og har ikke nødvendigvis så mange penge at gøre med. De ville kunne spare penge ved det her,” siger Jennie Nielsen.

Jennie Nielsen

CV
2018: Underviser på SOSU-Fyn
2013-2017: Psykiatrisk bosted, Tornbjerggård
2011: Specialpædagogisk efteruddannelse i neuropædagogik
2004: Uddannet social- og sundhedsassistent i Svendborg
2001: Sproglig student

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev