Annonce

Tema: Coronavirus

Guide: Det betyder coronavirus for din sommerferie


Skal du gå i selvbetalt karantæne, hvis du rejser på ferie i Sverige? Hvad sker der, hvis du trodser anbefalingerne og rejser til Spanien? Og hvordan er coronarestriktionerne egentlig i vores nabolande? Få svarene på de spørgsmål og flere andre i denne guide.

Annonce

Ferie i de danske klitter og på de danske sandstrande er nok førstevalget for mange danskere i år, da coronavirus har sat en stopper for danskernes rejselyst. Det er dog muligt at rejse til udlandet og stadig følge myndighedernes anbefalinger. Colourbox

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

OBS: Indholdet i nedenstående artikel kan have ændret sig, siden artiklen blev publiceret.

Er du stadig i tvivl, om du skal vælge smålandsferie i Sverige eller solferie på Bornholm, bør valget nok falde på sidstnævnte.

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes nemlig fortsat frem til 31. august 2020. Det gælder til alle lande på nær Norge, Tyskland og Island, hvor rejsevejledningerne ændres fra 15. juni.

Udenrigsministeriet opfordrer desuden til, at man holder sig uden for byområder med over 750.000 indbyggere. Det vil blandt andet sige, at man skal holde sig væk fra storbyer som Berlin, Hamburg, München, Frankfurt og Köln, hvis man ikke ønsker at isolere sig i 14 dage efter hjemkomsten.

Læs også: OK25: Privatansatte opfordres til at tænke stort – nu er det tid til at stille krav

Risikerer at miste jobbet

De samme forholdsregler gælder Sverige, som en del danskere er taget til i den seneste tid. Selv om mange danskere har et tæt forhold til nabolandet og måske har sommerhus på den anden side af Øresund, risikerer de at skulle i 14 dages selvbetalt karantæne, når de kommer hjem derfra.

Faktisk kan det have ansættelsesretlige konsekvenser, hvis man trodser rejseanbefalingerne og på den måde udsætter sig selv for smittefare. Det oplyser FOAs chefjurist Ettie Trier Petersen, der her guider dig til, hvad du som medarbejder har ret og pligt til i din sommerferie.

1. Hvad sker der, hvis jeg rejser til udlandet?

Hvis du mod Udenrigsministeriets anbefalinger rejser til andre lande end Tyskland, Norge og Island, så bringer du dig i risiko for, at det kan blive opfattet som misligholdelse af dit ansættelsesforhold. Nemlig hvis det ender med, at du på den baggrund ikke kan møde på arbejde efter ferien. Du vil i den situation ikke have ret til løn eller andre ydelser under dit fravær og i værste fald, vil du kunne blive opsagt eller bortvist. Derfor er det vigtigt at følge myndighedernes anvisninger. Læs Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

2. Skal alle hjemrejsende blive hjemme i 14 dage?

Kommer du hjem fra udlandet, opfordrer myndighederne dig kraftigt til at holde dig hjemme i 14 dage. Det gælder fra alle lande frem til 31. august. Med undtagelse af Norge, Island og Tyskland fra 15. juni. Det gælder desuden alle byer med over 750.000 indbyggere. Medarbejdere i sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren eller områder for socialt udsatte, som arbejdsgiveren vurderer varetager kritiske funktioner kan tage kontakt til deres arbejdsgiver med henblik på en aftale om vilkår for tilbagevenden til arbejdet. Der kan blive tale om et tilbud om vurdering af medarbejderen for smitte med corona. På den baggrund vurderes det, om medarbejdere kan starte på arbejde umiddelbart efter hjemkomst. Kontakt eventuelt din lokale afdeling.

3. Kan min arbejdsgiver inddrage min allerede planlagte ferie, hvis der er brug for, at jeg kommer på arbejde?

Har du allerede påbegyndt din ferie, kan arbejdsgiver ikke inddrage din ferie. Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan arbejdsgiver udskyde afholdelsen, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal være tale om en force majeure-lignende situation.

Det skal have været uforudsigeligt for din arbejdsgiver, at situationen kunne opstå. Hvis din arbejdsgiver vil ændre din ferie, skal det desuden være nødvendigt, at det netop er dig, der skal udføre arbejdet på dette tidspunkt, altså at arbejdsgiver ikke kan få arbejdet udført ved hjælp af anden arbejdskraft.

Din arbejdsgiver må altså foretage en konkret vurdering i situationen, og det skal altså være en situation, hvor din leder ikke kan skaffe anden arbejdskraft til at dække arbejdet. Hvis din ferie ændres, har du krav på at få erstattet eventuelle økonomiske tab i forbindelse hermed – eksempelvis afbestilling af sommerhus. Du har dog pligt til at søge at begrænse dit tab mest muligt. Kontakt altid din lokale afdeling, hvis din arbejdsgiver vil inddrage din ferie.

4. Hvad sker der med min ferie, hvis jeg ikke kan nå at holde den inden udgangen af august?

Der er vedtaget en lov om udskydelse af ferie i forbindelse med covid-19. Loven giver mulighed for at overføre ferie, der skulle være afholdt i sidste ferieår og i det nuværende "mini-ferieår", der udløber 31. august 2020 til afholdelse senere. Du vil altså kunne afholde ferie efter de nye ferieregler, som træder i kraft 1. september 2020.

5. Hvis jeg er blevet smittet med coronavirus og skulle have været på ferie, har jeg så ret til erstatningsferie?

Du kan ikke blive pålagt at afholde ferie, hvis du har meldt dig syg, inden ferien starter. Hvis du melder dig syg efter, at du har påbegyndt ferien, gælder det, at du kan få erstatningsferie efter fem karensdage. Kontakt eventuelt din tillidsrepræsentant eller din afdeling, hvis du er i denne situation.

6. Hvordan er rejseanbefalingerne i Norge?

Norges største by Oslo har 700.000 indbyggere og ligger dermed lige under grænsen for det anbefalede. Det anbefales at følge anvisningerne for at reducere smitten herunder at holde mindst én meters afstand. Der er ingen udgangsforbud, og det er tilladt at samles op til 20 personer privat og 50 personer, hvis der er en officiel arrangør. Der er ingen krav om mundbind.

Hold dig orienteret her.

Læs også: Derfor kan covid-dødsfald føre til erstatning, selvom alle regler er overholdt

7. Hvordan er rejseanbefalingerne i Tyskland?
Der er fem byer med over 750.000 indbyggere: Berlin, Hamburg, München, Köln og Frankfurt. Det er obligatorisk i alle tyske delstater at bære mundbind (eventuelt blot en hverdagsmaske eller tørklæde, der dækker mund og næse) i den offentlige transport samt i butikker. Det er tilladt for medlemmer af to husstande eller grupper på maksimalt 10 personer at mødes i det offentlige rum. Alle opfordres til at holde en afstand på 1,5 meter.

Hold dig orienteret her.

8. Hvordan er rejseanbefalingerne i Island?

Med en befolkning på omkring 350.000 er der ingen islandske byer, som overskrider grænsen for det anbefalede. Det er ikke obligatorisk at bære mundbind eller andre værnemidler, men befolkningen opfordres til at holde to meters afstand og benytte håndsprit og/eller handsker, der er til rådighed på offentlige steder. Der er ikke udgangsforbud, og forsamlingsforbuddet gælder for forsamlinger på mere end 200 personer.

Hold dig orienteret her.

Kilde: FOAs chefjurist Ettie Trier Petersen, Ritzau samt Udenrigsministeriets og Rigspolitiets rejsevejledning.

Få et hurtigt overblik over de nye rejseregler i FOAs grafik herunder:

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev