Når man skal ind på Tolleruphøj Omsorgscenters særlige corona-afsnit, så kan der ikke blive tale om at gå gennem hovedindgangen. Man har nemlig taget alle forholdsregler for at holde afsnittet fuldstændig afskærmet fra resten af huset, og ved den særlige indgang er der et skilt, som fortæller, hvor man kan ringe til personalet, for at blive lukket ind.
Sådan er corona-virkeligheden i Frederikssund Kommune i Nordsjælland, der ligesom alle andre kommuner har spekuleret på, hvordan man bedst muligt håndterer coronakrisen.
Og i Frederikssund har man altså besluttet at alle ældre borgere på plejehjem der bliver smittet med corona, straks overføres til det nyligt oprettede afsnit på Tolleruphøj Omsorgscenter. På den måde beskytter man både beboere og medarbejdere på resten af kommunens plejecentre.
”Tanken var først, at det skulle oprettes på Frederikssund hospital, men pladsen var for trang derinde. Så man kiggede på Tolleruphøj og startede processen. Vi havde et lukket demensafsnit her, som var brugt til opmagasinering. Men efter omkring fire dage fik vi det tømt og gjort rent, og så stod vi klar til at kunne modtage op til 42 beboere,” fortæller områdeleder Kristine Fischer.
Nabokommunen Hillerød har også lejet sig ind på et antal pladser på corona-afsnittet, så de kan sende smittede beboere afsted dertil.
Sidst i marts modtog de på afsnittet deres første coronasmittede beboer, og siden da har de typisk haft mellem seks og tolv beboere. Afsnittet er afskærmet fra resten af omsorgscenteret, og da de kun har coronasmittede beboere, så foregår en stor del af arbejdsdagen med kitler, mundbind, handsker og visirer på.
”Vi har ikke haft en eneste smittet på resten af centeret eller blandt medarbejderne, så vores tiltag virker. Vores medarbejdere er også meget opsatte på at løse opgaven herude, så der bliver ikke slækket på hverken retningslinjer, værnemidler eller afskærmning. Vi må ikke blive afslappede omkring noget, fordi så fungerer hele indsatsen ikke,” siger Kristine Fischer.
Det eneste, der bevæger sig mellem corona-afsnittet og resten af huset, er et rullebord med mad, som bliver skubbet over på corona-afsnittet og først bliver sendt tilbage, når det er rengjort og afsprittet. Alle andre aktiviteter i huset som for eksempel tøjvask foregår fuldstændig adskilt.
Områdeleder Kristine Fischer fortæller, at de ringer til de pårørende og snakker med beboerne for at skabe forståelse for, hvorfor de skal flyttes ud på Tolleruphøj. Kristine Fischer oplever, at de forstår hensigten. Men det kan specielt være svært for de beboere, der bliver testet positive for corona, men ikke har symptomer.
Victoria Mørck Madsen
Alle medarbejdere har meldt sig frivilligt
Medarbejderne på det særlige corona-afsnit har alle sammen selv valgt at være der. En del af dem er frivilligt blevet overført dertil fra andre plejecentre i kommunen, og andre er for eksempel pensionerede sygeplejersker, som er blevet fundet gennem en jobbank i kommunen.
Mie Manstrup Hansen, der er social- og sundhedsassistent, er én af de medarbejdere, der er blevet overført fra et andet plejecenter til Tolleruphøjs corona-afsnit. Hun meldte sig for at få både nye udfordringer og en masse læring.
”Jeg fik besked 48 timer inden jeg startede her. Jeg var sindssyg spændt, men der har været styr på det hele fra starten af. Vi havde ikke så mange borgere i begyndelsen, så vi fik også tid til at falde til. Men da der var flest beboere her, så var der drøn på. Det var stadig en ny arbejdsplads for os alle, og der er mange ting at holde styr på,” siger Mie Manstrup Hansen.
Ifølge Mie Manstrup Hansen har de fleste beboere stor forståelse for, at de midlertidigt er blevet flyttet til corona-afsnittet på Tolleruphøj. Afsnittet er delt op i to, hvor den ene del er reserveret til demensramte borgere, og selvom Mie Manstrup Hansen har tænkt, at det måtte blive svært for dem, er hun blevet positivt overrasket.
”Bare den måde som vi ser ud på med værnemidler, hvor vi kun har øjnene fri, tænkte jeg kunne skræmme nogen. Men det er gået godt, og jeg har undret mig over, at de ikke har reageret mere på det. Men vi gør meget ud af den verbale kontakt til dem for at gøre dem trygge, da vi jo også skal sørge for at begrænse den fysiske kontakt hele tiden,” siger hun.
Jeg har ekstrem respekt for den sygdom
En af tankerne bag det særlige corona-afsnit har været at beskytte medarbejdere og beboere i resten af kommunen fra udbrud af coronavirus. Men selvom Mie Manstrup Hansen nu har daglig kontakt med smittede beboere, så føler hun sig ikke udsat i sit arbejde.
”Jeg har ekstrem respekt for den sygdom. Jeg har set hvad den gør. Men jeg tager alle forholdsregler på mit arbejde, så jeg tror, at risikoen for at blive smittet er større for min kæreste, der arbejder i Netto. Han har ingen værnemidler og går op og ned af mennesker hele dagen,” siger Mie Manstrup Hansen.
Torsdag, da Fagbladet FOA besøgte arbejdspladsen, var den kun en enkelt beboer på afsnittet. Fredag vil der være to. Siden åbningen er der registreret et enkelt dødsfald, og selvom det også sker i hverdagen på et almindeligt plejehjem, så gjorde det stadig indtryk på personalet.
”Alt bliver sat på spidsen i sådan en situation som den her, og vi bliver mere sårbare. Medarbejderne har været meget mere opmærksomme på det, og spurgt sig selv, om de nu har gjort det godt nok. Men det gjorde de. De har gjort alt det rigtige,” siger områdeleder Kristine Fischer.
Hvordan fremtiden bliver på afsnittet er svær at spå om. Men medarbejderne står klar, hvis der igen kommer mange smittede i kommunen, og lige nu venter de på at se, hvordan genåbningen af Danmark kommer til at påvirke smittetrykket, fortæller Kristine Fischer.
Enkelte andre kommuner, eksempelvis Ballerup, har valgt samme model som Frederikssund for på den måde at inddæmme smitten på plejehjemmene.