OBS: Indholdet i nedenstående artikel kan have ændret sig siden, artiklen blev publiceret. Se de seneste opdaterede svar på foa.dk.
I disse dage priser dagplejer Lisbet Dinesen sig ekstra lykkelig for sin have. Lige som mange andre dagtilbud og skoler står hun nemlig over for at skulle lukke dørene op for børnene efter flere ugers nedlukning.
Og det bliver til en hverdag helt anderledes end den, hun var vant til før nedlukningen. Der er nemlig skærpede krav til rengøringen, legetøj skal vaskes to gange om dagen og børnene skal så vidt muligt afleveres og hentes uden for. Alt sammen noget, der kræver ekstra forberedelse.
”Det handler om at gøre hverdagen så enkel og overskuelig som mulig. Så jeg har fjernet det meste af legetøjet i legerummet og har gjort et skilt klar til forældrene om, at børnene så vidt muligt skal afhentes uden for. I det hele taget regner jeg med, at børnene og jeg skal være uden for rigtig meget. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg har en have,” siger Lisbet Dinesen.
Læs også: Ny vejledning: Sådan skal I lege, spise og gøre rent i dagtilbud
Bor med diabetiker
Hun har også anskaffet sig sprit, som hun skal bruge til håndhygiejne samt til rengøring i hjemmet, og hun føler sig derfor næsten klar til i morgen, tirsdag, hvor hun skal modtage et barn i nødpasning samt onsdag, hvor hun genåbner for alle tre dagplejebørn.
”Jeg er egentlig rimelig fortrøstningsfuld, men selvfølgelig har jeg også mine bekymringer. For hvad nu, hvis jeg selv eller min mand bliver smittet med coronavirus,” siger den 51-årige dagplejer.
Hun bor sammen med sin mand på 62 år, som er type 2-diabetiker. Netop diabetikere – både type 1 og 2 – tilhører én af de såkaldte risikogrupper, som skal være ekstra opmærksomme på at beskytte sig mod coronavirus.
”Det er ikke så meget på grund af børnene, jeg er bekymret, men mere fordi, vi er oppe i alderen, og min mand er diabetiker og har et par følgesygdomme, men er dog under behandling. Vi gør meget ud af at gøre rent og spritte af i hjemmet. Det har vi gjort under hele coronaudbruddet,” tilføjer Lisbet Dinesen.
Som en del af forberedelsen til genåbningen har Lisbet Dinesen lavet et skilt til forældrene, hvor der står, at de så vidt muligt skal afhente deres børn uden for. Afleveringen sker ad en anden indgang end normalt, hvor dagplejeren vil tage imod børnene med morgenmad.
Iben Gad
FOA: Vi presser på
Lige som mange andre dagplejere har hun været forvirret omkring myndighedernes udmeldinger de seneste dage. Først havde børne- og undervisningsministeriet nemlig meddelt, at man ikke kan modtage børn, hvis man bor sammen med en person i risikogruppen. Men så sagde Sundhedsstyrelsen, at det kan man godt.
Hos FOA modtager man rigtig mange spørgsmål fra dagplejere – blandt andet om, hvordan man skal forholde sig, hvis man selv eller en anden person i husstanden er i én af risikogrupperne. Det fortæller forbundsformand Mona Striib.
”Det skaber fuldstændig forvirring, når den ene myndighed melder noget ud i øst, og den anden melder ud i vest. Det skal der styr på, og derfor presser vi i FOA på for, at myndighedernes udmeldinger stemmer overens,” siger Mona Striib, som søndag kom med en meget klar opfordring til myndighederne om at få de mange detaljer på plads inden onsdag.
Hos FOA bakker man i øvrigt op om en kontrolleret og gradvis genåbning, men er enig med regeringen i, at genåbningen kun skal ske der, hvor det vurderes forsvarligt.
Læs også: Guide: Sådan er reglerne om genåbning i dagplejen
Sundhedsstyrelsen: Uheldig forvirring
Sundhedsstyrelsen har beklaget forvirringen i en pressemeddelelse søndag morgen (12. april, red.).
”Usikkerheden er blandt andet kommet af, at der har været forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder. Det er selvfølgelig forvirrende og uheldigt,” skriver Sundhedsstyrelsen.
I pressemeddelelsen understreges det også, at hvis man tilhører en risikogruppe, skal man være ekstra opmærksom på at holde afstand og på håndhygiejne, men det betyder ikke, at man ikke kan gå på arbejde, hvis man eksempelvis har diabetes.
”Særlige forhold som eksempelvis igangværende kemoterapibehandling, kan betyde, at der skal tages særlige hensyn. Det vil afhænge af en konkret individuel vurdering, som bør træffes i samarbejde med egen læge og lederen i dagtilbud eller skole. Der gælder samme vilkår for dagplejen som for de øvrige dagtilbud,” skriver Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.
Det er børn op til og med 5. klasse, der onsdag vender tilbage til skoler og dagtilbud. Ikke alle kommuner når dog i mål til tiden, men åbner hurtigst muligt, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Se, hvordan det ser ud din kommune.