Social- og sundhedshjælper Susanne Iversen har ikke haft meget at glæde sig over, efter hun for cirka halvandet år siden blev overfaldet på et bosted for mennesker med erhvervet hjerneskade.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Men 13. februar i år fik hun tilkendt den nye seniorpension, som trådte i kraft ved årsskiftet. Efter bare tre ugers sagsbehandling.
”Jeg er blevet rigtig godt behandlet af Vesthimmerlands Kommune. De kontaktede mig sidst i januar og spurgte, om jeg havde overvejet seniorpension. Den nye lovgivning var mere lempelig, og de mente, at det var overflødigt at sende mig i arbejdsprøvning,” fortæller Susanne Iversen, der er 61 år.
Traumatisk oplevelse
Hun har fået diagnosen PTSD (Posttraumatisk Stresssyndrom) efter overfaldet på bostedet. Her truede en udadreagerende beboer, som tidligere havde skabt utryghed på bostedet, med at slå hende ihjel og angreb hende med en saks. Efter overfaldet var hun sygemeldt i længere tid. Hun prøvede at vende tilbage, men måtte give op og blev derfor afskediget.
”Selvom overfaldsmanden var væk, sagde min krop nej. Jeg fik det fysisk dårligt, bare nogen talte med høj stemme,” husker Susanne Iversen.
Ødelagt liv
Hun har fået en behandling, som ellers typisk bruges til traumatiserede krigsveteraner, men det har kun hjulpet hende delvist. Hun sover bedre, og og de tilbagevendende billeder af voldsmanden med saksen presser sig mindre på.
”Men mit liv er ødelagt. Jeg plejer at være livsglad, nu kan mine børn dårligt kende den person, jeg er blevet til,” siger Susanne Iversen.
Mere ro efter pension
Hun har også måttet kæmpe med økonomiske bekymringer, da hun bor alene i et hus og har haft store ekstraudgifter til behandling, kørsel og medicin. Hun afventer resultatet af sin arbejdsskadesag og en erstatningssag mod voldsmanden.
”Men jeg har fået mere ro på mig selv, efter jeg har fået seniorpensionen,” siger hun.
Hun er dog ikke i tvivl om, hvor den største hjælp er kommet fra.
”Jeg slås med en sygdom og kan ikke tænke klart, så jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden mine børn og FOA. Jeg har aldrig haft brug for FOA før, men Leif fra fagforeningen kan jeg ikke give ros nok,” siger Susanne Iversen.
Flere får seniorpension
Leif Vestbjerg-Nielsen, der er faglig sekretær i FOA Nordjylland, er glad for rosen.
”Vi er tæt på medlemmerne og kender deres historie. Derfor kan vi gå i dialog med sagsbehandlerne på jobcentret og for eksempel pege på medlemmer, der bør have seniorpension. I Susannes tilfælde lå sagen lige til højrebenet, men alligevel et stort cadeau til den kommunale sagsbehandler, der tog initiativet. Det er vi ikke vant til,” siger han.
Leif Vestbjerg-Nielsen oplyser, at fagforeningen i øjeblikket jævnligt får henvendelser om, at medlemmer har fået seniorpension.
”Det er også et godt tegn, at vi indtil videre ikke har været involveret i klagesager over afslag på seniorpension,” siger han.