Annonce

Reagensglas med positiv Covid-19 test

Tema: Coronavirus

Flere plejecentre kæmper med udbrud
af coronavirus


Det er noget af en mavepuster, siger fællestillidsrepræsentant, efter det står klart, at et plejecenter i Brønderslev er hårdt ramt af coronasmitte.

Annonce

"Alle er overraskede over, at så mange er smittede," siger fællestillidsrepræsentant Lene Svenningsen om situationen på Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev, hvor der foreløbig er konstateret smitte med coronavirus hos 15 medarbejdere og beboere. Colourbox

Af Merete Nielsen
Journalist

Annonce

Flere plejecentre står nu i en situation, hvor de skal håndtere en større smittespredning af coronavirus blandt både medarbejdere og beboere. Det gælder Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev Kommune og Trekroner Plejecenter i Roskilde Kommune.

Læs også: Mange ansatte og beboere ramt af corona-virus på plejecenter

I Brønderslev er alle beboere og medarbejdere på plejecentret blevet testet, efter smitten for første gang blev konstateret lørdag den 28. marts. Her blev en 75-årig mandlig beboer indlagt med symptomer og testet positiv for coronavirus. 

Foreløbig er 15 konstateret smittede – 9 medarbejdere og 6 beboere, hvoraf en af dem var  terminal og blev testet positiv, lige før vedkommende døde. Alle de smittede medarbejdere er sendt hjem i karantæne, og de smittede beboere er isolerede, oplyser Henrik Aarup-Kristensen, der er direktør for Sundhed og Velfærd i Brønderslev Kommune. 

”Vi har desuden haft en hygiejnesygeplejerske ude på plejecentret for at sikre, at der ikke sker yderligere smittespredning, og som jeg har fået det refereret, mente han, at der var fint styr på tingene,” siger Henrik Aarup-Kristensen. 

Noget af en mavepuster

Fællestillidsrepræsentant Lene Svenningsen er i tæt dialog med medarbejderne på plejecentret, og hun oplever, stemningen er rolig omstændighederne taget i betragtning. 

”Vi har jo ingen fortilfælde at trække på, så det er selvfølgelig noget af en mavepuster. I og med, at plejecentret har været lukket for pårørende, vidste vi godt, at smitten måtte være blandt personalet, så det er dejligt, at der så hurtigt er kommet svar på prøverne. Alle er overraskede over, at der er så mange smittede,” siger hun.

Aflyser påskeferie for at tage ekstra vagter 

I første omgang dækker de faste medarbejderne vagter for deres hjemsendte kolleger.

”Mange har sagt: ’Vi er klar til at tage ekstravagter og aflyse påskeferien’. Det gør de for at undgå eller i hvert fald minimere, at der skal komme nye vikarer ind. Det, synes jeg, er ret flot, og det viser også, at de føler, at der er styr på tingene,” siger Lene Svenningsen.

Henrik Aarup-Kristensen er også meget glad for, at medarbejderne har tilbudt deres hjælp. 

”Det er vi meget taknemmelige for. På lange bane arbejder vi på at overføre nogle medarbejdere fra hjemmeplejen. Det vigtigste er, at det bliver nogle medarbejdere, der kan være der fast i en periode, så vi ikke skal have skiftende vikarer ind,” siger han.

Brostrøm: Bekymrende med udbrud på plejecentre

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har igen på et pressemøde den 2. april understreget vigtigheden af, at ansatte holder sig hjemme, hvis de har symptomer på sygdom.

”Vi er meget bekymrede over de udbrud, der har været på danske plejehjem. Det skal vi gøre alt for at forebygge. Man skal blive hjemme eller gå hjem fra arbejde, hvis man har de mindste luftvejssymptomer, særligt når man har med sårbare at gøre. Vi har nu også udvidet adgang til at teste personale med symptomer, så vi kan være helt sikre på, at de ikke er corona-smittede.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev